En håndskreven note fra 1964 blev Missionsfondens redning

Missionsfonden, der har uddelt økonomisk støtte til almennyttigt arbejde i ind- og udland siden 1964, mistede tidligere i 2023 sin fradragsberettigelse, men har efter et bureaukratisk gravearbejde nu genvundet sin tilladelse.

Det var i disse håndskrevne noter og referater fra 1964, at det lykkedes at finde den ene sætning, der blev afgørende for udfaldet. Foto: Missionsfonden.

Missionsfonden, der siden 1964 har støttet evangelisk kristent missionsarbejde af almennyttig art i ind- og udland, fik tidligere i år inddraget sin godkendelse til at modtage fradragsberettigede gaver.

Missionsfonden modtog 31. marts 2023 et brev fra Skat om, at Skat havde bemærket, at der i fondens vedtægter ikke stod, at provenuet ved opløsning skal tilfalde en institution eller fond hjemmehørende i Danmark eller et andet EU/EØS land. Det var altså alene den geografiske afgrænsning, der manglede at blive påført i vedtægterne. Men at ændre vedtægter i en fond er ikke så ligetil.

Missionsfondens bestyrelse fik hurtigt lavet to ekstraordinære bestyrelsesmøder, hvor det blev enstemmigt vedtaget, at teksten ”hjemmehørende i Danmark eller et andet EU/EØS land” skulle indføres i vedtægterne. Herefter kontaktede Missionsfonden Civilstyrelsen for at få vedtægterne ændret. I første omgang gav Civilstyrelsen afslag på, at Missionsfonden kunne ændre vedtægterne, da der ikke må ændres i en fonds opløsningsbestemmelser.

Afgørelse kunne ikke ankes

Civilstyrelsens afgørelse kunne ikke ankes, men kunne alene omstødes ved en retssag eller ved en genoptagelse ved væsentlige nye oplysninger. Og det var netop, hvad der lykkedes for Missionsfonden; at finde væsentlige nye oplysninger. Efter længere tids graverarbejde lykkedes det nemlig at finde protokollaterne for Missionsfondens stiftende generalforsamling fra 4. maj 1964, som var skrevet med sirlig håndskrift.

I de gamle håndskrevne noter lykkedes det at finde dokumentation for, at det var fondens stifter Otto Lohses ønske med fonden, at der skulle være fradragsret efter ligningslovens §8a og §12. Herefter skrev Missionsfonden til Civilstyrelsen og bad om genoptagelse af sagen.

Godkendelse

Den 24. august 2023 kom svaret fra Civilstyrelsen. Styrelsen gav nu Missionsfonden tilladelse til at ændre vedtægterne, så fonden kunne tilføje den lille ændring om geografisk afgrænsning i det tilfælde, at fonden en dag bliver opløst, som Skat havde krævet. Glæden var derfor stor, da Missionsfonden 27. september blev godkendt af Skattestyrelsen til igen at kunne modtage fradragsberettigede gaver.

Amanda Jacobsen er meget taknemlig over, at det lykkedes at blive godkendt til at modtage fradragsberettigede gaver igen. Foto: Missionsfonden.

”Det har været et opslidende forløb, men vi er utroligt taknemlige for, at det nu er lykkedes,” siger Amanda Jacobsen, der er administrator i Missionsfonden.
Amanda Jacobsen fortæller desuden, at det har været stærkt at opleve, hvordan flere ting på trods af udfordringerne er faldet godt på plads.

”Vi har virkelig har oplevet Guds timing og vejledning i hele situationen. Fx at vi i foråret 2022 skrev til Civilstyrelsen i en helt anden anledning for at få ændret lidt i vedtægterne. Det betød, at da vi havde brug for en hurtig afgørelse, så havde vi allerede ”stået i kø” hos Civilstyrelsen i over et år. Ellers ville hele denne proces formentlig have taget et år længere,” siger Amanda Jacobsen og tilføjer.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Og at vi finder én sætning skrevet for næsten 60 år siden, kan få Civilstyrelsen til at genoptage sagen og give os medhold, oplever vi også som ret mirakuløst.”