Musik til påske – og til GT-salmer
De første påskedage for omkring 2000 år siden rummer et drama, der har inspireret et utal af kunstnere til at skabe nogle af deres største værker.
I musikhistorien ses inspirationen fra skærtorsdagaften, langfredag og påskemorgen i kompositioner fra middelalderen til i dag. Teksterne til disse kompositioner er ikke bare hentet fra Bibelen, hvor man også har gjort brug af de gammeltestamentlige profetier (fx Es 53). Som tekstforlæg har mange komponister desuden benyttet digte, bl.a. latinske liturgiske hymner som Stabat Mater (Moderen stod (under korset)) og Pange lingua (Pris, min tunge), der er skrevet af den store middelalderteolog Thomas Aquinas, og hvis første strofe lyder:
Pris, min tunge, det herlige legemes og det dyrebare blods mysterium, som folkenes konge, frugten af et ædelt moder-skød, udgød som verdens løsepenge. (Fra Peter Ryom: Kirkemusikleksikon)
Der er mange muligheder for at høre, hvordan komponisterne er blevet inspireret. En af de nye er en dobbelt-cd, der ganske enkelt hedder An Easter Album (Et påskealbum). De to cder indledes med hver en engelsk påskehymne; derefter fører musikken på cd 1 lytteren tilbage i tiden fra klassik og barok over renæssance til middelalderens gregorianske sang – og modsat på cd 2: fra romantikken til moderne komponister som Pärt og Tavener. Der veksles mellem kormusik og rent instrumentale værker, så musikken bliver meget forskelligartet, og cderne giver dermed et fint indtryk af komponisternes påskeinspiration.
En af de mange komponister, der også er blevet inspireret af påsken, og som ikke er repræsenteret i påskealbummet, er den store danske komponist Dietrich Buxtehude. Vol 1 af hans vokalmusik, der næsten udelukkende består af musik for kirken, er genudgivet af Naxos (tidligere udgivet af dacapo). Cden indledes med hans jublende påske-arie O fröhliche Stunden:
O frydelige timer, / o frydelige tid / overvundet har / vor Fyrste i sin strid; / Løven har ført krig / trods fjender, trods død, / vi lever befriet / fra trængsel og nød. (Fra dacapos booklet.)
Emma Kirkby synger i denne triumferende musik og i 12 andre satser, der samlet giver en dejlig og ganske varieret cd.
Det giver næsten sig selv, at de bibelske salmer også har måttet inspirere komponister til at skrive musik. Syng for os af Zions sange! Sådan lyder opfordringen i Sl 137, vers 3, og man kan med en vis ret betegne Bibelens salmebog som Zions sange. Et utal af komponister har sat musik til dem og dermed gjort det muligt at synge dem. Et udvalg findes på en ny cd, der hedder Psalms for the Spirit (Salmer for Ånden).
På cden synger det altid velklingende canadiske kor fra Elora under Noel Edison salmer i den bedste engelske kirkemusik-tradition. Det er overvejende mindre kendte komponister fra de seneste tre århundreder, men også Howells og Parry – og Wesley – er repræsenteret.
Niels Jørgen Vase
An Easter Album (2 CD) 129 min. 119,95 kr.
(Kirkebutik.dk-tilbudspris: 100 kr.)
Buxtehude: Vocal music, vol 1. 72 min. 59,95 kr.
Psalms for the Spirit 61 min. 59,95 kr.
(Kirkebutik.dk.pris for de to sidste cder: 55 kr. pr. stk.)