Liszt, en gåde – og en påskeforkynder i musik
Franz Liszt huskes især som en succesrig klavervirtuos og måske også som kvindebedårer – i sine yngre år; men egentlig ville han hellere have været præst … Franz Liszt var allerede en berømt pianist, der endda blev omtalt som verdens ottende vidunder, da han som 16-årig fortalte sine forældre, at han gerne ville være præst.
Hans far og mor var hengivne katolikker, men hans far havde også syn for kunstens værdi og rådede derfor den unge Franz til at blive i musikkens verden: Elsk Gud, vær god og ærlig, og du vil stige til kunstens højeste tinder. Franz, der siden sin barndom havde haft Bibelen og Thomas à Kempis Kristi efterfølgelse som foretrukken læsestof, valgte modstræbende at følge sin fars råd.
Allerede året efter – i 1828 – døde faderen. Det fortælles, at hans sidste ord til Franz var en advarsel mod kvinderne; han frygtede, at de ville få magten over sønnen. Det skulle vise sig, at faderen fik alt for meget ret. Mange blev de kvinder, Liszt gjorde kur til, og (mindst) to af dem fik han børn med – uden nogensinde at blive gift med nogen af dem.
Det er en af kulturhistoriens gåder: At et menneske, der vedkender sig en oprigtig kristen tro, ikke efterlever en kristen etik. Liszt var romantisk Kunstner (med stort K) og levede som kunstner et modsætningsfyldt liv i spændingsfeltet mellem kirken, kvinderne og musikken. Især i sine yngre år var han en kvindebedårer; men i musikken fandt han mere og mere, som årene gik, veje til at give udtryk for sin tro – han kom til at føle det som et kald at komponere en troens musik.
Samtidig havde han en enestående menneskelig kvalitet, der gjorde ham meget afholdt overalt, og som vidner om, at han ikke (kun) var en kirkelig charlatan: gavmildhed. Han havde rejst rundt i det meste af Europa – også Danmark kom han til – som alle tiders største klavervirtuos, men i 1847 indstillede han officielt sin koncertvirksomhed, som ellers havde gjort ham ganske velhavende. Derefter gav han udelukkende velgørenhedskoncerter, hvor alt overskud ubeskåret gik til forskellige godgørende formål. Så da han den 25. april 1865 blev præsteviet i Franciskanerordenen og kunne kalde sig abbed, var han, som ordenen også foreskriver, vitterligt en fattig mand.
Året efter fuldførte han sit største værk inden for kirkemusikken: oratoriet Christus. Det var Liszts ønske at reformere kirkemusikken, hvilket de sene værker, blandt hvilke Via Crucis fremhæves, vidner om. Hans betydning for kirkemusikken i det 19. århundrede er ikke overvurderet, næppe heller når han omtales som en af århundredets største komponister af kirkemusik.
Paven hørte den og kaldte ham min kære søn og min Palestrina og mente i øvrigt, at man burde anvende den til at få forhærdede kriminelle til at angre. Ingen ville kunne stå imod, det er jeg sikker på, sagde han.
Trods det har hans musik fået et dårligt ry, hvilket hænger sammen med, at den er så kontrastfyldt: fra det mest platte og banale til det mest sublime og geniale, altså en meget ujævn produktion. Desværre hører noget af den musik, der er mest berømt i hans kæmpeproduktion, hjemme i den knap så lødige afdeling – og når det gælder kirkemusikken, er den heller ikke så slidstærk som eksempelvis Bachs og Händels, men den fortjener at være langt mere kendt, end den er.
De to kirkemusikværker, der er specielt interessante, er de allerede nævnte: Christus og Via Crucis, som regnes blandt hans vigtigste værker, og som begge knytter sig mere eller mindre til påsken.
Christus er stilitisk influeret af Berlioz oratorium Kristi barndom, og teksten sammenstillede Liszt selv ud fra Bibelen og den katolske liturgi.
Værket er i tre dele: 1) Juleoratorium, 2) Efter epifanien (dvs. efter – Kristi – åbenbarelse), og 3) Lidelse og opstandelse (passions- og påskeoratorium).
Et godt indtryk af musikken kan man få ved at lytte til de sidste to satser: Liszts Halleluja-kor, en smuk og enkel påskehymne, og den triumferende Opstandelsessats.
Den dramatisk-dystre og gribende-smukke passionscyklus Via Crucis (Korsets vej) (1879) er for solister, kor og klaver. Det er musik, der er inspireret af gregoriansk sang og af Bach- og andre barok-koraler, og værket fortæller os noget om, hvad Liszt ville med sit reformprogram for kirkemusikken.
