Så nær redningen, men…
Havet og de gaver, det giver, har gennem generationer været grundlaget under færingers eksistens og liv. Men det hav, som giver, har også til alle tider krævet, og kravet har været det dyrebareste vi ejer – menneskeliv.
Når vores generation læser dokumenter og beskrivelse fra vores forfædres liv, har vi svært ved at forestille os, hvordan de overhovedet har formået at overleve under datidens barske forhold. Alene under Anden Verdenskrig mistede over 200 af dem livet på havet. De fleste gik ned med deres skibe, som miner og ubåde nådesløst fik ram på.
Efter disse søfolk sad enker- og børn i hundredevis. Går vi længere tilbage i tiden, var tilværelsen ombord på de mindre robåde kummerlig. Uden mulighed for læ havde de fire, seks eller måske ti ombordværende mænd svært ved at overleve de storme, som pludselig kunne opstå. Og det var i en tid, hvor vejrtjeneste og radiobølger var ukendte for de fleste.
En sørgelig ulykke fra dengang ramte den lille ø Hestur, da en af bygdens både med alle ombordværende fiskere pludselig forsvandt. De blev fanget i en pludselig opstået storm og havde kun minimal mulighed for at kunne nå tilbage til øen. Ulykken skete om efteråret, og som dagene gik, svandt alt håb for de hjemmeværende, som til det sidste havde sat deres lid til, at deres kære måske var strandet på en af de andre øer.
Da forårets blide klima tog over efter en mørk og kold vinter, tog folk fra bygden Hvalba på Færøernes sydligste ø, Suderø, i fjeldene. Med sig havde de får, som skulle tilbringe foråret og sommeren i de frodige fjelde, lier og bjerge. Der, på en stejl og næsten ufremkommelig bjergsti, fandt de ligene af mænd, som senere blev stadfæstet at være fra den forliste båd fra Hestur.
Disse brave mænd havde overlevet forliset, og i regn, blæst og kulde havde de formået at klatre op på en farlig, men frelsende sti. Derfra har de håbet på at kunne nå bygden – og komme hjem til deres kære. Men chokerede har de opdaget, at stien fortsatte ud i det bare ingenting, kun få meter før bygden i Hvalba ellers ville kunne ses.
Havde den stejle fjeldsti blot været nogle få meter længere, havde de haft mulighed for at få kontakt til folk i bygden – og blive reddet. De var så nær redningen som overhovedet muligt, men døden tog dem nådesløst – en efter en. Den vej, som Jesus vandt til os, når hele vejen ud af mørke og død og ind i lyset og livet! I det øjeblik vi sætter vores fødder på stien, starter vandringen mod friheden.
Der findes intet på denne vej, som har den mindste mulighed for at blokere vores ønske om liv! Du kommer aldrig til at stå hjælpeløs bag en pynt uden at kunne nå de sidste meter frem til redningen, således som de stakkels færinger oplevede denne skæbnesvangre dag i Nordatlantens mørke. Ræk din hånd hen til Jesus, og lad ham løfte dig ind på sin trygge og sikre sti. Stien, som en dag fører dig helt hjem i din personlige bolig i Himmelen. En sti, som også, indtil den dag oprinder, garanterer dig et jordisk liv i frihed og glæde i din Faders trygge arme.
