Behovet for julehjælp er eksploderet i år

Blå Kors har fået dobbelt så mange ansøgninger som sidste år.

Lars Lydholm, som udtaler sig i artiklen, ses forrest i billedet, hvor han spiller for at samle ind til julehjælp.

I disse uger strømmer ansøgningerne om julehjælp ind hos forskellige organisationer, som prøver at hjælpe trængte familier i julen. Hos Blå kors og Frelsens Hær mærker de tydeligt, at der er et stigende behov for hjælp.

Over 18.400 familier har i år søgt om julehjælp hos Blå Kors Danmark. Det er 52 procent flere ansøgninger end i 2022. Generalsekretær Morten Skov Mogensen er overrasket over, at stigningen er så voldsom.

– Vi havde ikke forventet, at 2023 også skulle blive et rekordår, siger han. ”Det fortæller en trist historie om, hvor pressede mange familier er. Det er familier, som til daglig kæmper med at få betalt deres regninger eller springer måltider over. For dem er julen en ekstra svær tid, der er fyldt med bekymringer og frygt for skuffelse. De ønsker bare at give deres børn en god jul.”

Blå Kors uddeler et gavekort på 500 kr til dagligvarer i Lidl samt 200 kr. til Blå Kors’ genbrugsbutikker.

Blå Kors uddeler julehjælp til familier, hvor forældrene er på overførselsindkomst og har hjemmeboende børn under 18 år. Julehjælpen består af et gavekort på 500 kroner til dagligvarer i Lidl og 200 kroner til Blå Kors’ genbrugsbutikker.

Må give afslag

Antallet af familier, som søger julehjælp, er steget markant, så vi står desværre overfor at skulle give afslag til mange familier, hvis vi ikke får endnu flere penge samlet ind, siger Morten Skov Mogensen. ”Det er stadig muligt at støtte julehjælpen. Hver en krone tæller, og alle pengene, der bliver indsamlet til julehjælp, går ubeskåret til at hjælpe familierne.”

Blå Kors Danmark lukkede for ansøgning om julehjælp den 23. november.

Frelsens Hær får også flere ansøgninger

Også hos Frelsens Hær mærker man, at behovet for julehjælp er stigende. Her er der indtil videre kommet 16.500 ansøgninger, og tallet stiger time for time. Frelsens Hærs informationschef, Lars Lydholm, er overrasket over de mange ansøgninger.

– Vi havde godt forventet at se mange ansøgninger i år, siger han. Gennem 2023 har vi uddelt inflationshjælp blandt modtagerne af julehjælp sidste år, og vi har oplevet en stor stigning i antallet af henvendelser om økonomisk hjælp på grund af svære forhold i hjemmet. Men denne stigning er alligevel kommet bag på mig, siger han.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Rekord i afslag

Med så mange ansøgninger i år, frygter Lars Lydholm, at antallet af afslag i år også kommer til at slå rekord.

– Sidste år så det skidt ud, men med en meget flot ekstraordinær donation på 7 millioner kroner fra en samlet række fonde og statens Julepulje kom vi i mål, fortæller han. Den hjælp ser ikke ud til at komme i år, så jeg frygter, at vi må stramme kravene til ansøgerne endnu mere i år. Det vil sige, at flere vil få afslag, selvom de har en meget lille økonomi.

Frelsens Hær lukkede for ansøgninger om julehjælp d. 30. november 2023.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Behov for donationer

Hos både Blå kors og Frelsens Hær tager de stadig meget gerne imod donationer og gaver til julehjælp. Begge steder kan kontaktes, og ellers kan du læse på deres hjemmesider, hvordan du kan give.