Red mig fra mig selv

Af Henrik Engedal

En utrolig ondskab hærger i verden. Noget er brudt, noget er blevet forvrænget. På en måde er verden jo samtidig også så smuk og skøn, men vi bliver hele tiden mindet om, at noget ikke er, som det skal være: Mord, krige, naturkatastrofer, løgne, voldtægter, had, vold, sladder, egoisme, skilsmisser, mobning og skulende blikke … listen fortsætter. Og du ser eksempler på det hver dag. Men det er ikke bare de andres skyld, at det er sådan. Løsningen starter faktisk ved, at du giver op.

Jeg er begyndt at se færre nyheder, for ellers bliver jeg for deprimeret. For hvor meget kan man egentlig reelt gøre ved alle de triste skæbner, man ser? Ikke ret meget. Vi kan hjælpe vores næste, når vi har muligheden. Selvfølgelig. Men det, der er brug for, er faktisk, at vi først grundlæggende bliver ”reddet fra os selv”. Ellers fortsætter problemerne bare.

Carpark North havde i 2008 kæmpehittet ”Save Me From Myself”, som godt kunne være en kærlighedssang, men lige så godt kunne være en lovsang. Omkvædet lyder:

”You save me / Save me from myself / There is no one else / I’d lean on / Save me
You save me from myself / There is no one else to set me free”.

Og hvor er det sandt! Der er kommet en slags virus ud blandt os alle, som har fordærvet det, som egentlig var perfekt skabt: Synden. Og den eneste kur mod denne virus er selvfølgelig, at vi finder den rigtige modgift. Indrøm først, at du ikke kan vinde kampen mod din indre ondskab ved din egen kraft. Hvis du stadig tror det, så mangler du altså en hel del selvindsigt.

Prøv at tænke på, hvor mange gange du har såret eller skadet andre mennesker omkring dig. Lidt flere gange, end du har lyst til at indrømme, ikke? Og gode rammer som menneskerettigheder, demokrati eller humanisme er slet, slet ikke nok. Glem det. Det var derfor, Jesus kom for at gøre os til en ny skabning. Det gamle menneske kan ikke reddes.

Så lad være med at forsøge! Synd er desværre en del af os alle og hele skabningen. Vi har brug for, at denne virus mister herredømmet over os. Hvordan? Ifølge Bibelen sker det ved, at vi ved tro tager imod Jesu stedfortrædende offer på korset. Som da israelitterne i ørkenen blev bidt af giftige slanger, men blev helbredt, da de så op på den rene kobberslange, der hang på en pæl. Det er selvfølgelig et fantastisk billede på Jesus, som vi nu alle i tro kan se op på. Og overgive os til.

Hvor er det enkelt – men dog langtfra altid let! Og hvor er det inkluderende. Uanset hvem du er, så lad ham transformere dig i dag. Når vi lader Helligånden fylde os, så kan vi vinde kampen over synden og dens konsekvenser. ”There is no one else to set me free”.