Bespottelse af Menneskesønnen

Af Ulrik Juul Jensen Cand. Theol.

Jesus oplevede mange spottende ord fra mennesker i sin samtid. Mens han vandrede med disciplene, talte han ved flere lejligheder åbent om, at han skulle hånes og korsfæstes. På det tidspunkt forstod de ikke, hvad han mente og havde ingen forestilling om, hvad det kunne betyde. Jesu ord om bespottelsen af Menneskesønnen knytter sig til denne tekst, som vi har foran os i dag. I sammenhængen hører vi farisæerne og de skriftkloge, som afviser, at Jesus skulle være Davidssønnen. Dette får Jesus til at udbryde mod dem og alle, der hørte det: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives.

Vi kan ryste på hovedet og håne farisæerne og de skriftkloge for deres vantro og forhånelser af, at Jesus skulle være Kristus, den lovede messias. Men ordene var også en forudsigelse om det, som ventede Jesus i Jerusalem. Det gælder særligt de sidste dage og timer af Jesu liv, hvor han spottes, hånes og ydmyges af de jøder og romere, som først har tilfangetaget ham og senere korsfæster ham.

På korset spotter de Jesus og opfylder derved de ord, som er forudsagt: ”Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet” (Matt 27,39, jf. Sl 22,8). Men lidet anede de, at de derved opfyldte profetierne om den lidende Messias, Jesus, som bar vores synder på korset. Sejren over synden, døden og Djævelen vandt Gud for os, da han oprejste Jesus fra de døde på den tredje dag.

Bespottelse af Helligånden

Nogle vil måske hævde, at Jesu ord om bespottelse af Helligånden er en beskrivelse om den kristnes frafald fra troen, som der advares imod (jf. Hebræerbrevet 6,4-6). Dette er en reel risiko, som alle kristne må vogte sig for og en advarsel mod at vende tilbage til det syndige og udsvævende liv. I nærværende tekst er det dog en mere oplagt mulighed, at Jesus forholder sig direkte til de tilhørere, som omgav ham – han havde netop uddrevet en ond ånd, og farisæerne beskyldte ham for at være i ledtog med Beelzebul – Djævelen selv (Mt 12,24).

Jesu advarsel om at spotte Helligånden, der ikke er tilgivelse for, kan her udtrykkes som farisæernes vedvarende og bevidste afvisning af Jesus som Messias. Ja, de forsøgte at få folk til at vende sig fra troen og forfulgte dem, som bekendte Jesu navn. Omskrevet kan det betyde, at Jesus siger: Alt tilgives et menneske, al synd og bespottelse mod mig, når du blot kommer til mig. Men vogt dig, du som har set Guds indgriben med dine egne øjne og stadig ikke vil tro og vedholdende afviser Jesus som Guds søn. Den vedvarende og bevidste afvisning af Jesus er at spotte Ånden og er utilgivelig i Guds øjne.

På korset spotter de Jesus og opfylder derved de ord, som er forudsagt: ”Alle, der ser mig, spotter mig, de vrænger mund og ryster på hovedet” (Matt 27,39, jf. Sl 22,8). Men lidet anede de, at de derved opfyldte profetierne om den lidende Messias, Jesus, som bar vores synder på korset.

Livet efter Guds vilje og til hans ære

Jesu ord om, at al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, er en tale til os alle. Ligeså er hans advarsel om ikke at spotte Helligånden en advarsel til os alle. Hvis vi hævder eller påstår, at vi ikke er syndere eller behøver Jesus – så har vi valgt nåden fra og spotter derved den Gud, som sendte sin søn til os. Måtte vi aldrig komme til at fremstå som dem, der spotter Gud og kalder ham en løgner. Som kristne er vi bevidste om synden – ja vi står ved, at vi selv er syndere, der har brug for Jesus og altid har brug for ham i livet for at kunne leve til Guds velbehag. Altid må vi søge Herren Jesus om styrke til at leve efter Guds vilje.

Ved ham og til ham, Jesus, som blev forhånet og spottet af mennesker, er vi frie og kaldes til at leve til Guds ære ved tro på ham. Derfor skal der snarere lyde velsignelse og tak fra vores mund. På grund af ham er vi, som før var spottere, nu blevet tilbedere af Gud. På grund af Jesus er vi ikke længere dømt til at leve under loven og forbandelsen, men må kalde os Guds børn og arvinger til velsignelsen. Jesus har sat os fri til at leve i velsignelsen – som verdens lys.

Her og nu kalder Jesus os til at være en velsignelse og leve til Guds ære ved Helligåndens kraft, som bor i os. Ved Ånden takker og priser vi Gud, vor Fader, i Jesu navn: Al æren er Guds.


Artiklen fortsætter efter annoncen:




Søndagens tekst: Matt 12, 31-42

Bespottelse mod Helligånden

31 Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån – undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for.

32 De, der taler negativt om Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men de, der taler imod Helligånden, kan ikke få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



33 Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt.

34 Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.

35 Et godt menneske henter gode ting frem af sit hjertes gode forråd. Et ondt menneske henter onde ting frem af sit hjertes onde forråd.

36 Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



37 Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.”

De vantro vil blive dømt

38 Derefter forlangte nogle af de skriftlærde og farisæerne, at Jesus skulle gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var Messias.

39 Men Jesus svarede: „Onde og vantro mennesker forlanger tegn. Men den slags mennesker får ikke andet end profeten Jonasʼ tegn.

40 For som Jonas var tre dage i havdyrets bug, sådan skal Menneskesønnen være tre dage i jordens dyb.

41 Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas.

42 Også dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig op og anklage den slags vantro mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk