Os psykisk syge og vores menigheder

Mads og mig

I 1980´erne læste jeg teologi i Aarhus. Her oplevede jeg, at de forskellige kirkelige fællesskaber alle havde nogle skæve eksistenser. I mine fællesskaber havde vi bl.a. en mand, – lad os kalde ham Mads. Mads var i voldsom grad det, man den gang kaldte maniodepressiv og skizofren. I hvert fald mente den ene overlæge på Risskov psykiatriske afdeling, at han var det ene, og den anden overlæge mente det andet – og så medicinerede de ham efter hver deres teori.

Resultatet var forfærdeligt. Mads havde aldrig en hjemmehjælper mere end højst et par uger. Så flygtede vedkommende, eller Mads’ forfølgelsesvanvid fik ham til at nægte hjemmehjælperen adgang. Så i deres fortvivlelse gik kommunen med til at ansætte mig som hans hjemmehjælper. Det holdt Gud ske lov et godt stykke tid, før selv jeg faldt for Mads’ paranoia. I denne periode lærte jeg en del om det daværende psykiatriske behandlingssystem.

Jeg synes stadig, at rigtigt meget i nutidens system kunne og burde blive bedre. Men jeg kan også se, at meget er blevet væsentligt bedre end i 1980´erne.

Inkluderende fællesskab

Nogle sagde spottende, at det var et bevis på kristendommens skadelige påvirkning, at vi havde forholdsvis mange psykisk syge i vore fællesskaber. Min erfaring var, at det var en ros til de kristne fællesskaber, fordi de var nogle af de eneste steder, hvor den slags ulykkelige mennesker kunne være uden at blive drillet eller udnyttet. I dag findes der Gud ske lov også kommunale fællesskaber, hvor de kan trives.

Mads og menigheden

Samtidig vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde over den måde, man behandlede Mads og hans ligesindede i menighederne. Man havde dels et ønske om at være noget for dem og dels en voldsom usikkerhed på, hvordan man skulle gøre det. Af angst for at gøre dem noget ondt, undlod man helt at påtale forskellige særheder, de havde. Og samtidig turde man ikke rigtig have kontakt med dem.

Nogle sagde spottende, at det var et bevis på
kristendommens skadelige påvirkning,
at vi havde forholdsvis mange
psykisk syge i vore fællesskaber.

Min erfaring var, at det var en ros
til de kristne fællesskaber,
fordi de var nogle af de eneste steder,
hvor den slags ulykkelige mennesker
kunne være uden at blive drillet eller udnyttet.

Jeg tror, at nogle af de hedeste bønner, der er blevet bedt, når Mads og hans venner kom ind i lokalet, var: ”Herre, lad dem sætte sig et andet sted end her ved mit bord!” Nu havde Mads også en fremtoning med fx godt 200 nøgler hængende løst i sin livrem, var rimelig usoigneret og havde mærkelige øjne. Når Mads og co så slog sig ned ved et bord, tømte de hurtigt skålen med hugget sukker og flyttede derefter til et nyt bord, hvor der var mere sukker at få.

Ingen sagde noget, alle kiggede lidt forskrækkede. Jeg sagde så roligt til Mads og co, at de gerne måtte spise sukkeret ved det bord, de satte sig ved. Men også kun sukkeret fra det bord. ”Det var da helt ok,” sagde de, og så var det problem løst. Voldsomt enkelt. Her begyndte jeg at arbejde med den grundsætning, jeg siden er blevet mere og mere sikker på: ”I forholdet til personer med psykiske lidelser kan du meget nemmere gøre mere gavn end skade, hvis du tør snakke med dem.”

ICD og min ryg

ICD (International Statistical Classification of Diseases and Related Health Problems) har indtil nu været ICD 10, men nu er ICD 11 ved at blive rullet ud. For mig er det interessant at se, hvordan dette internationale system til at sætte fælles diagnoser på sygdomme behandler de psykiske lidelser. Tendensen er vist, at man går fra tydeligt inddelte kasser med hver sin ”sygdom” til at tale bredere om forskellige symptomer, der kan skyldes forskellige ting. Endvidere er vi i samfundet generelt heldigvis også ved at få en større forståelse for disse ting. Her takker jeg Gud for bl.a. psykiatrifonden.dk og dens arbejde.

For mig ser virkeligheden sådan ud, at mit sind og min ryg kan sammenlignes: Jeg kan have en stærk ryg, hvor jeg skal komme ud for en ulykke, før jeg får smerter i ryggen og bliver begrænset i mine udfoldelser. Jeg kan have en ret normal ryg, hvor jeg dog skal passe på ikke at have for mange skæve løft og ind imellem har en rigtig dårlig dag, hvor jeg mest ligger i sengen. Og så i den anden ende af skalaen kan jeg have så svag og nedbrudt en ryg, at bare det at komme ud af sengen hver morgen er en kamp mod smerterne.

På samme måde med mit sind: det kan være hvor som helst på en skala fra et meget robust sind til et sind i konstant mørke og smerte. Min pointe med sammenligningen er: Hvornår begynder min rygs tilstand at gøre, at jeg er ”syg”? Der er tale om en stor gråzone mellem at være rask og at have et problem, der er en ”sygdom” – for at citere Psykiatrifonden: ”En sygdom er et problem, som samfundet har besluttet, at sundhedsvæsenet skal tage sig af. Hver sygdom har et navn, der kaldes en diagnose.” Det samme gælder for mit sinds lidelser.

Ingen vil forhåbentlig sige, at jeg er ”mærkelig”, fordi jeg har en ryg, der er svagere end gennemsnittet og derfor behøver hjælp fra sundhedsvæsenet. På samme måde håber jeg, at det snart er fortid, at nogen vil sige, at jeg er ”mærkelig”, fordi jeg har et sind, der på et område er svagere end gennemsnittet.

Menighedens krop

Ifølge Bibelen (fx 1. Kor. 12), er det kristne fællesskab (menigheden) et meget tæt fællesskab, hvor de enkelte personer er dele af samme ”legeme” (”med-lemmer” på ”legemet”) – der dybest set er den måde, Jesus Kristus nu er fysisk til stede i denne verden. Her bør alle ”lemmer” vurdere hinanden lige højt og hverken skabe mismod, misundelse eller overmod. Kodeordet er kærlighed. Derfor er det oplagt, at menigheden bør være et sted, hvor alle modtages, og hvor man søger at hjælpe alle.

Som en romersk historieskriver i den periode, hvor romerne forfulgte de kristne, var nødt til at skrive: ”De hjælper ikke alene deres egne fattige, men også vores fattige!” Jesus vil hjælpe alle, Jesus vil have fællesskab med alle – og ham skal vi ligne. Min opfattelse er da også, at vi i menighederne generelt er åbne for alle – også uanset ICD 10-diagnoser. Det glæder mig fx, at en af dem i mine sammenhænge, der arbejder med at bede for syge, arbejder med et kald til særligt at bede for folk med psykiske lidelser.

Åbenhed

Jeg har nogle gange aflagt et vidnesbyrd, hvor jeg begyndte med at sige: ”Jeg er psykisk syg. Jeg har diagnose ICD 60… osv. Jeg har fået hjælp af Gud, også gennem psykiater, psykolog, terapeut, sjælesørger, egen læge og medicin.” Efter sådan et vidnesbyrd kommer der næsten altid en eller flere hen til mig og siger tak, fordi jeg tør sætte ord på det, der også er deres hverdag. Der er desværre stadig noget uforståenhed overfor disse lidelser, og de, der har dem, kan føle skam eller føle, at de andre ikke magter at gå ind i deres situation og dele den med dem.
Så der er stadig et arbejde at gøre, for at folk med svagt sind og med svag ryg føler sig ligeværdigt mødt i menigheden.

Som et lillebitte bidrag til dette har vi lavet en video, hvor diakonikonsulenten i Indre Mission interviewer mig om det med psykiske lidelser. Den kan ganske gratis ses og downloades på: imedia.dk/undervisning – se playlisten: ”Det må vi osse gerne snakke om”.