Det håbløse mørke i mennesket

Sidsel Babett Knudsen i rollen som fængselsbetjenten Eva overfor Sebastian Bull, i rollen som Mikkel. Foto: Nordisk Film Production / Jasper J. Spanning

Hvem vil tro, at fængsels-livet i Danmark kan være særdeles barsk? Det fik man indtryk af, da man så DR-serien Huset, som bringer os ind i hverdagslivet i et dansk fængsel, som synes at være domineret af en noget anderledes lov og ret-praksis end i det almindelige samfundsliv udenfor. Naturligvis er det ikke svært at se for sig, at de indsatte har en anderledes lov og ret-praksis end folk udenfor fængslet.

Dét er jo grunden til, at de befinder sig indenfor tremmerne. Men at de ansatte i et eller andet omfang også synes at være indfanget af det, man kunne kalde jungleloven, er til gengæld en ubehagelig overraskelse. Samme indblik får man med den nye danske film Vogter. I det store hele er den en kort, fortættet variant af DR-serien Huset, med meget færre personer i spil. Gennem hele forløbet spiller én person en altdominerende rolle, fængselsbetjenten Eva, fremragende spillet af Sidsel Babett Knudsen.

Eva er fængselsbetjent i den fredeligere del af fængslet, men en dag beder hun om lov til at rykke ned i ”kælderen”, hos den gruppe af indsatte, hvor vildskab og vold banker hurtigst på, indsatte som det meste af tiden holdes indenfor sit eget fængselsrum. Grunden til at hun opsøger nyt arbejde i den del af fængslet skyldes en nyindsat, Mikkel. Hun genkender ham. Det var ham, der slog hendes egen søn ihjel, da de begge tidligere var indsat et andet sted.

Man mærker snart, at hendes ønske om at komme tættere på Mikkel handler om muligheden for at hævne sig på en eller anden måde. Det lykkes en dag for hende at hævne sig meget kontant, ved at gennemtæske ham. Det bringer selvfølgelig en sag for fængselsretten, men hun slipper øjensynlig for andet end kritik og advarsel. Derefter ændrer historien sig overraskende. Eva opsøger igen Mikkel med en form for forsonende tone.

Han tager imod det, men udnytter det ganske snart til at få mere ud af det, med trussel om at anmelde hende, hvis ikke hun giver ham, hvad han ønsker. Hun følger op på hans ønsker, indtil endnu en ny konfrontation opstår, hvor hun fortæller ham, at det var ham, der slog hendes søn ihjel. Hvorefter hun er tæt på at slå ham ihjel. Han overlever dog, og historien løber ud i sandet, med en efterfølgende fornemmelse af noget meget tomt, retningsløst og meningsløst.

Filmens overraskende skifte fra Evas had til en form for forsoning, som han udnytter til sin fordel, forekommer ikke særlig realistisk overbevisende. Men svagere end det er filmens ensidige mørke. Naturligvis kan det virkelige livs historier ende i meningsløs tomhed, men skal en historie give mening, skal den i det mindste antyde en anden mulig vej end håbløshedens vej.

Længe fungerer filmen som et stærkt drama, men det er, som om dramaet mister sin kraft og betydning, når der ikke er andet end mørke og tomhed tilbage. Modsat den nye engelske tv-serie The Responder, som jeg anmeldte for nylig, som også skridt for skridt bringer os ind i noget, der ligner et endegyldigt mørke, men som så alligevel til allersidst giver at glimt af håb. En sådan historie bringer en dimension ind, som også altid hører med i livet, håbets dimension, en dimension som giver alt det håbløse i filmen bedre mening.

Filmtitel: Vogter
Instruktør: Gustav Möller
Premiere: 19. september
Fra 15 år. 99 minutter
Nordisk Film 2024