MF, KFS og DIM inviterer til samtale om Israel på årsdagen for massakren

Det er, som om nuancerne ofte bliver væk i den offentlige debat om situationen i Mellemøsten, siger Israelsmissionens generalsekretær, Christian Rasmussen

På årsdagen for Hamas’ angreb på Israel, mandag den 7. oktober 2024, inviterer Menighedsfakultetet, KFS Århus og Israelsmissionen (DIM) til en samtale om konsekvenserne af konflikten.

Det forklarer Christian Rasmussen, generalsekretær i DIM: – For et år siden blev Israel ramt af et terrorangreb, som siden har resulteret i en lang og forfærdelig krig og også i en stigende antisemitisme uden for Israels grænser. Det er trist at være vidne til, og det er, som om nuancerne ofte bliver væk i den offentlige debat om situationen i Mellemøsten, konstaterer Christian Rasmussen.

Konflikt og stigende antisemitisme

Til arrangementet vil teolog og tidligere generalsekretær i DIM Bodil Skjøtt fortælle om konfliktens historiske rødder. Peter Bjerre, der er landsstyremedlem af DIM og suppleant i Foreningen Åndsfrihed, vil lægge op til en samtale om Israel og antisemitisme.

– Det kommer til at handle om forskellige perspektiver på konflikten og om den stigende antisemitisme, bemærker Christian Rasmussen.

Markering af 7/10

Arrangementet finder sted på Torvet ved Menighedsfakultetet, Katrinebjergvej 75, Aarhus N den 7. oktober kl. 19-21. Der er gratis adgang. Efter velkomst ved Christian Rasmussen taler Bodil Skjøtt om: Israel/Palæstina – hvem ejer historien i skyggen af 7. oktober? Herefter taler Peter Bjerre om: Hvornår bliver kritik af Israel til antisemitisme? Til sidst vil der være afslutning ved Thomas Bjerg Mikkelsen, fakultetsleder på Menighedsfakultetet

Man kan tilmelde sig arrangementet på Menighedsfakultetets hjemmeside.