Hæderslegat for 93-års samarbejde om Morgen andagten fra Vor Frue Kirke

Johannes Gregers Jensen, domprovst i Vor Frue Kirke, Domkirken i København og Ida Holten Ebbesen, redaktionschef i DR Specialiseret Kultur & Tro. Foto: Kim Borregaard Eriksen / KLF, Kirke & Medier.

Under landsmødet den 5. oktober uddelte KLF, Kirke & Medier sit Hæderslegat. Denne gang gik det til Morgenandagten, som hele to institutioner står bag, nemlig DR og Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke.

Domkirken i København var repræsenteret ved domprovst Johannes Gregers Jensen, mens DR var repræsenteret ved redaktionschef Ida Holten Ebbesen, Specialiseret Kultur & Tro. KLFs Hæderslegat blev stiftet i 1963, og det er siden årtusindskiftet blevet uddelt hvert andet år. I valget af modtagere har KLF lagt stor vægt på flerårige indsatser fra personer eller institutioner bag medieproduktioner, som virker samlende og dannende.

Morgenandagten har været sendt i radioen siden 1931, og programmet fik stor opbakning fra KLF allerede dengang. Siden 2020 er Morgenandagten blevet sendt som tv-udsendelse.

Begrundelsen for valget

I et lille uddrag af KLF, Kirke & Mediers begrundelse for Hæderslegatet 2024 hedder det:

”Morgenandagten bidrager til den folkelige forståelse af kristendommen og samtidig formår den at tilpasse sig tidens strømninger uden at gå på kompromis med dens kerneindhold. Vi anerkender den vedvarende kvalitet i udsendelsens form og indhold, samt dens evne til at samle lyttere på tværs af generationer og livssituationer. KLF’s medlemmer er flittige brugere af Morgenandagten, og deres reaktioner, som vi modtager, er ikke til at tage fejl af:

“En berigende måde at starte dagen på. Den må I aldrig udelade!” “Morgenandagten er en gave for mig. Jeg ser den næsten hver dag, så vidt jeg kan.” “Det er en dråbe af ro og håb i en travl og kaotisk verden.”