En ny himmel og en ny jord

Det er lidt ironisk blevet sagt, at troen på, at Gud en dag vil nyskabe himmel og jord, er en af kirkens bedst bevarede hemmeligheder. En hemmelighed, i den forstand, at det er noget, der sjældent prædikes om. Det er noget, som man nok tror på, men ikke noget, der fylder – og da slet ikke som noget, der har potentialet til at komme og fylde den enkelte med håb og give et nyt perspektiv også på livet her og nu.

Det, vi ikke taler om, mister vi efterhånden troen på

I praksis reduceres vores tale om ”det der sker med os efter døden”, ofte til ”at vi kommer i himlen”, når vi dør. Det er i hver fald sådan i den folkelige opfattelse, der lever blandt mange, også blandt bibelkyndige kristne; at himmelen er målet. Men tankevækkende er det, at det ikke er sådan, det nye testamente taler om det. Vi kan måske til nød anvende betegnelsen, at man kommer til at være sammen med Jesus i ”paradiset”, når man dør.

Himmel eller paradis er snarere en mellemstation, end den egentlige endestation for den troende. Et sted vi venter, indtil Gud vil nyskabe himmel og jord. Så hvis ikke det hele ender med at vi bare kommer ”op i himlen til Gud” – hvad ender det så med? Og i forlængelse heraf: Hvilken betydning får det for vores måde at leve vores liv her på jorden, hvis målet ikke bare er at komme ”op” i himlen til Gud, men at det er Gud selv, der ultimativt bringer sit rige ”ned” på jorden? Det vil denne kronik forsøge at komme med et bud på.

Få dig en eskatologi

Jeg indrømmer det gerne: Jeg har i mange år haft et lidt underligt forhold til Bibelens tale om ”de sidste tider”, eller måske rettere til, hvordan nogle kristne har talt om disse ting. Men for det meste har man ikke talt om, hvordan man skal forstå den bibelske lære om de sidste tider. Det, som man i teologsprog betegner som eskatologien – læren om de sidste ting/tider. Jeg har ofte erfaret, at det enten blev holdepladsen for alverdens dystopiske spekulationer over alt fra tidsfæstelsen af tusindårsriget, til lommeteorier om, at alt fra EF (ja, sådan hed det dengang) til at paven i Rom skulle være antikrist.

Og ikke mindst – tankerne om en eller anden form for meget konkret fysisk bortrykkelse, hvor man dels ikke ved, om man kommer med, eller man som en skræmmende film engang illustrerede det, pludselig en dag opdager, at man er ”alene hjemme” – mens alle dem man elsker, er taget ”hjem” til himlen. Så i stedet for selv at give mig i kast med de, ja indrømmet, svære bibelske tekster, der heller ikke maler et helt entydigt billede af de sidste tider, har jeg nok bare lukket øjnene og undgået at tænke nærmere over den bibelske lære, om det der venter.

Men dermed er jeg, som mange andre, også gået glip af en dimension af den kristne tros håbefulde virkelighed: at verden ikke er ved at gå under, men at Gud en dag vil nyskabe himmel og jord.
Så ikke bare for din egen skyld, men også for din kirke, dit samfund og denne verdens skyld: Få dig en sund eskatologi!

Et kristent engagement i denne verden

Det er lidt ad omveje, at jeg selv i det forgangne år er blevet optaget af, hvad den kristne tanke om, at det hele ender med, at Gud vil nyskabe himmel og jord har af betydning. Anledningen er, at jeg igennem de seneste år har været optaget af vores kristne kald til at bygge samfund og påvirke den verden, vi er en del af. Det har jeg udfoldet i min sidste bog ”Byens lykke – når kirken søger samfundets fælles bedste”.

Alt for ofte har vi set det som vores pligt at tage ansvar for jorden og samfundet med et bagud-skuende blik på det ansvar, som mennesket fik i skabelsesberetningen om at dyrke og herske over jorden. Men, hvis Gud en dag vil nyskabe himmel og jord, ja sæt han allerede er i færd med at gøre det, så peger vores engagement ikke bare bagud, men ind i den fremtid, Gud vil skabe. Vi tager del i det, som Gud allerede er i færd med at gøre, og som en dag skal fuldendes.

Når Johannes Åbenbaring kapitel 21 taler om, at Gud vil ”gøre alting nyt”, så er det værd at bemærke, at der på græsk er to ord for ny: kainos og neos. Neos referer til ny i betydning, ”ikke gammel”, mens kainos betyder ny, som i betydningen ”ny og bedre udgave end den første”. Altså en fornyet, opdateret og langt bedre version. Ikke ny som i at smide væk og begynde forfra, men fornyet. Totalt renoveret.

Det er i øvrigt samme ord Paulus bruger for ny – kainos, når han i 1 Korintherbrev kapitel 5 taler om, at vi i Kristus er ”helt nye skabninger”. Det er ny i betydningen fornyet. Vi er jo stadig de samme mennesker, vi har samme krop og personlighed, men en ny virkelighed er brudt ind i vores verden – Guds riges livgivende kræfter. At være kristen betyder, at håbet er brudt ind i vores tilværelse.

Fremtiden er virkelig her og nu! Vi er allerede gået fra døden til livet. Og det liv, vi lever her på jorden, er et liv, hvor vi er inviteret til at tage del i det, Gud allerede gør – han som gør alting nyt.
Sådan er kaldet til, at vi med vores liv kan begynde at gøre alting nyt – med de muligheder og begrænsninger, der kommer af at leve i en falden verden. Det kristne liv leves ud i alle livets sfærer og i alverdens arenaer. Hjemme, på jobbet. I medgang og modgang.

Verden trænger til fornyelse

Paulus beskriver i Romerbrevet kapitel 8, at skaberværket vånder sig og sukker efter, at Guds børns kommende herlighed skal åbenbares. Jeg synes personlig, det er svært ikke at se de mange tegn i naturen, klimaforandringerne, som tegn på, at det ikke bare er mennesket, men hele skaberværket, der trænger til en ny begyndelse. Og det stærkeste vidnesbyrd om, at Gud vil denne fysiske verden, ser vi ved Jesu opstandelse. Ud af dødens mørke rejser Gud sin søn – til en fysisk opstandelse. Og ikke nok med det. Det, Gud gjorde ved at oprejse og nyskabe sin søn, det vil han gøre ved hele denne verden. Han vil oprejse den til nyt liv, som N.T. Wright rammende udtrykker det.

Når der tales om, at Jesus kommer igen, så er det min opfattelse, at han ikke kommer igen for at ødelægge det, hans himmelske fader engang skabte, men for at forny det hele. Og ja, Jesus bruger også talen om, at ild skal brænde og fortære, men i denne sammenhæng, tror jeg, at der er tale om ildens lutrende og rensende funktion, som det anvendes mange andre steder i skriften. Han er jo den, som ”gør alting nyt”.

…hvis Gud en dag vil nyskabe himmel og jord,
ja sæt han allerede er i færd med at gøre det,
så peger vores engagement ikke bare bagud,
men ind i den fremtid, Gud vil skabe.

Riget kommer ned

Så er det tid til, at vi begynder at tale om det evige liv – som et liv på en fysisk jord, som vi kender – men i en nyskabt version. At vi ikke skal ”tages ud af denne verden” ud af en konkret virkelighed, til en diffus forståelse af et himmelsk liv. Åbenbaringen kapitel 21 siger, at Johannes ser, at Guds by, hans bolig ”kommer ned” – så Guds bolig nu er hos menneskene. Det er i virkeligheden en gentagelse af, at Gud engang blev et menneske af kød og blod – den Gud, der fik sin bolig hos os.

En dag, vil Gud definitivt slå sig ned i vores midte. Det er ikke os, der skal bevæge os ”op til ham”, men ham, der kommer ”ned til os” .Og det er i virkeligheden også kristendommens befriende budskab: Det er først og fremmest Gud, der kommer til os, og ikke os der skal stige op til ham!