Siger Gud somme tider nej til at helbrede? Siger han vent? Eller beder vi bare forkert?
Kære Anne
Jeg har hørt kloge mennesker sige, at nogle gange siger Gud nej til helbredelse, men jeg har også hørt kloge mennesker sige, at Gud aldrig siger nej til det. Når vi beder om helbredelse og ikke får det, er det så, fordi Gud siger nej? Eller siger han vent? Eller er det, fordi vi tror for lidt? Eller beder forkert?
Venlig hilsen en, der er venner med flere mennesker, som gerne vil helbredes for en sygdom, men som ikke er blevet det.
Tak for dit spørgsmål, især det, du stiller på vegne af dine venner.
Til at begynde med er det vigtigt for mig at sige, at der er nogle ting om helbredelse, vi aldrig helt vil forstå på denne side af himlen. Vi lever i en falden verden, og ligesom der altid vil være synd, vil der også altid være sygdom, indtil Jesu genkomst. Jeg har læst, at nogle, der er skeptiske over for helbredelse, er blevet helbredt på trods af deres skepsis, mens andre, der tror på helbredelse, ikke bliver helbredt, og endda er døde af sygdom.
Disse erfaringer kan være forvirrende, men erfaringer er ikke det samme som sandheden. Når erfaringer og sandheden ikke stemmer overens, må vi hellere følge sandheden og vente tålmodigt, indtil alle vores spørgsmål er besvaret. Bibelen fortæller os gentagne gange, at Jesus gav sit legeme for at vores sygdomme skulle blive helbredt, og han gav sit blod, for at vores synd skulle blive tilgivet.
Der er nogle, der tror, at fysisk helbredelse var og er en integreret del af forsoningen og er for alle mennesker til alle tider, mens der er andre, der tror, at fysisk helbredelse ikke er for alle mennesker for altid. Men, hvad siger Bibelen? I 2. Mosebog 15,26 kalder Gud sig selv for Jehova Rapha, det betyder, Gud vores helbreder eller læge. Ethvert navn på Gud afslører en del af hans karakter, og hans karakter er konsekvent, hvilket betyder, at han aldrig ændrer sig. Som vi læser i Malakias 3,6: ”Jeg er Herren. Jeg ændrer mig ikke.”
For det andet døde Jesus for al vores synd og al vores sygdom. 1. Peter 2,24 fortæller os, at vi blev helbredt ved hans sår. Det oprindelige græske ord for helbredelse ’iaomai’, som bruges her, bruges specifikt til fysisk helbredelse. Det samme ord bruges i alle de fysiske helbredelser, der er optegnet i evangelierne. Det bruges i Matthæus 4,23-24 og 8,8 og 13 og mange andre skriftsteder, hvor Jesus gik omkring og helbredte alle former for fysisk sygdom blandt folket.
I Matthæus 10,8 sendte Jesus sine disciple ud med kraft for at helbrede enhver sygdom og lidelse. Jesu sidste løfte til sine disciple, lige før han vendte tilbage til himlen, var at de skulle gå ud i hele verden og lægge hænderne på de syge, og de ville blive raske. Der var ingen klassificering af, hvilken slags sygdomme, de skulle helbrede, fordi han mente enhver type sygdom. Selv i Det Gamle Testamente var Davids vidnesbyrd i Salme 103,3, at Gud helbredte alle hans sygdomme.
Alle disse skriftsteder viser os, at Gud altid ønsker, at vi bliver helbredt. I Markus 6,4-13 læser vi, at Jesus i sin egen hjemby ikke kunne gøre mange mirakler. Det var ikke, fordi han ikke ville helbrede, hvis de kom til ham, men fordi folket ikke kom til ham for at blive helbredt. De få, der kom til ham, blev i sandhed helbredt, når han lagde hænderne på dem.
Helbredelse kan ske som en proces
For at vi kan forstå den del af dit spørgsmål, hvor du spørger, om Gud siger vent, er det vigtigt at forstå, at der er to måder, hvorpå helbredelse finder sted. Det kan ske ved et mirakel, som er øjeblikkeligt og fuldstændigt. Det er de fleste af de helbredelser, vi læser om i evangelierne. Men helbredelse kan også ske som en proces, som vi læser om i Markus 8,24-26, hvor Jesus bad mere end én gang for den blinde mand, før han var helt helbredt. Helingsprocessen begyndte, da Jesus bad for første gang, og den fortsatte, mens Jesus bad en gang til, og så kunne den blinde mand se.
Disse former for progressive helbredelser sker oftere end øjeblikkelige mirakuløse helbredelser. Jeg mener ikke, Gud siger vent, men derfor kan der godt være en venteperiode i form af en proces med at aktualisere det bibelske løfte om helbredelse. Denne venteperiode udvikler oftest vores åndelige udholdenhed og lærer os mere om Gud som helbreder, mens vi bliver ved med at bede, indtil et gennembrud finder sted.
For eksempel måtte Abraham vente på opfyldelsen af et løfte i 25 år, og der står i Hebræerbrevet 6,15, at han fik løftet opfyldt efter, at han havde ventet med stor tålmodighed. Daniel (som vi kan læse om i Daniels Bog) bad i 21 dage, og der foregik en åndelig krigsførelse for at stoppe svaret på hans bøn. Men han gav ikke op, før englen gav ham sit svar. Daniel 10,12-14 fortæller os, at Daniel blev hørt den første dag, han bad, men det tog 21 dage for englen at nå ham. På samme måde besvares/høres en bøn om helbredelse i det øjeblik, den bliver bedt, men det kan tage kort eller lang tid, før manifestationen af helbredelsen ses.
Mange, der er blevet helbredt, kan vidne om, at dette er sandt. Det kan skyldes flere faktorer. I Abrahams tilfælde var det karakteropbygning og forberedelse til at modtage et løfte, der ville påvirke hele menneskeheden for alle tider. I Daniels tilfælde var det en lektion i vedholdenhed i bøn over for åndelig krigsførelse. Begge dele kan også gælde for bønner om helbredelse. Nøglen er, at man ikke stopper med at bede, men fortsætter med at bede og tror på, at Gud kan og vil helbrede.
Helbredelse er en gave modtaget ved tro
Gud helbreder os, fordi han er en helbreder. Hvis vi tror på det, har vi gjort, hvad vi kan gøre for at modtage helbredelse, men den desperate mand i Markus 9,23-24, der kæmpede med trosspørgsmålet, lærte os noget vigtigt, da han råbte til Jesus: Herre, jeg tror. Hjælp min vantro. Selv denne mand modtog helbredelse for sit lidende barn, selvom han tvivlede. Så selvom det er sandt, at vores tro spiller en rolle i vores helbredelse, kan Gud tilsidesætte selv det og give helbredelse til os på grund af sin barmhjertighed og nåde.
Tro er en gave givet til os af Gud, men hver af os har ansvaret for at udvikle vores tro, som vi læser om i Lukas 17,5-6. Disciplene bad Jesus om at give dem en større tro, men Jesus opmuntrede dem i stedet til at udvikle deres tro ved at bruge den. Da disciplene i Lukas 11,1 bad Jesus om at lære dem at bede, var det, fordi de vidste, at Jesus kunne bede på en måde, som de ikke kunne.
De var alle jøder, der havde bedt hele deres liv, men på en eller anden måde så de Jesus bede, og de vidste, at noget var anderledes ved den måde, han bad på, og det ville de lære. Jesus lærte dem at bede på den rigtige måde.
At lære at bede, så vi får det, vi beder om, er noget, som Jesus lærte os, for at vi kan opleve alt, hvad Gud har til hensigt for os, inklusive helbredelse. For at bede ordentligt om helbredelse må vi vide, hvad Guds ord siger om det. Når vi har gjort det, må vi gøre det ord til vores daglige bøn og stole på, at Gud holder sit ord – enten lige nu eller senere – evt. først i himmelen. Det har været en vellykket strategi, der har bragt helbredelse til mange. Samtidig har mange oplevet at vente både korte og lange perioder, før de oplevede gennembrud.
Selvfølgelig, hvis nogen siger, at Gud specifikt har fortalt dem, at de skal leve med sygdom, så er det en personlig oplevelse, som jeg ikke vil kommentere på. Og hvorfor nogle mennesker aldrig bliver helbredt, selvom både deres tro og viden er stor, er et spørgsmål, der vil blive besvaret på den anden side af evigheden, og det må vi alle leve med. Én ting er sikkert – sygdom og synd kom begge ind i vores verden gennem Adams fald og blev begge betalt for ved Jesu død.
På samme måde som det meste af verden lever i synd, selvom Jesus døde for hele verdens synder, lever mange med sygdom, selvom Jesus døde for hele verdens sygdom. Det er vigtigt at se på vores oplevelser gennem Guds ords øjne i stedet for at se på Guds ord gennem vores oplevelsers øjne. Det skyldes, at oplevelser kan være lige så varierede og talrige som de mennesker, vi møder, men Guds ord ændrer sig ikke.
Hebræerne 6,18 fortæller os, at det er umuligt for Gud at lyve, og derfor er hans ord et anker for vores sjæl. Et anker er nødvendigt for at holde os stabile i tider med prøvelser. 2. Mosebog 15,26 fortæller os, at Gud er en helbreder. Ingen steder i Bibelen står der, at Gud har ændret sin mening om dette. Det er det anker, vi klamrer os til, når vores omstændigheder får os til at stille spørgsmålstegn ved Guds helbredende formål og kraft i vores liv.