October ’43
Der har været en fornemmelse indlejret hos mig, helt fra jeg var barn. Redningen af de danske jøder under besættelsen. Det var vores fineste stund. Det danske samfund var generelt passivt og havde svag forsvarsvilje ved besættelsen i april 1940, men man tog sig sammen i oktober ’43 og hjalp det store flertal af danske jøder over sundet til Sverige. Den fortælling blev man en del af, når man voksede op i Danmark.
Senere fik man nuancer og modsætninger med i historien. Der var som altid blandede motiver, svigt og svig, også i den begivenhed, men alligevel stod det indtryk klart: Nogle gjorde det rigtige. Ja det eneste rigtige i den situation. De hjalp. Hvorfor slap nogle fiskere det, de havde i hænderne, og fyldte bådene med flygtninge? Hvorfor åbnede nogle deres hjem for at skjule flygtninge? Hvorfor vendte nogle politifolk det blinde øje til? Eller direkte hjalp flygtninge videre?
Spørgsmålene bliver løbende debatteret af historikere og samfundsforskere. Et populært svar er, at jøderne først og fremmest blev set som landsmænd, før de blev opfattet som jøder. Det er der givetvis noget om, men mange andre europæiske jøder var ligeså integrerede i deres samfund og blev desværre ikke reddet. Hvorfor? Den fornemmelse, at vi hver især træder til, når det gælder, er uundværlig for ethvert samfund og kan ikke sikres gennem lovgivning eller menneskerettighedserklæringer. Det tager sit udgangspunkt et andet sted. I det enkelte menneskes samvittighed og syn på sit medmenneske.
Det ville være urimeligt at hævde vores danske folkekarakter som mere human eller heltemodig end andre nationers. Vi kan blot glæde os over, at nogle kvinder og mænd trådte i karakter det efterår i 1943 og fulgte deres samvittighed i den konkrete situation. Der er ingen garanti, for at vi gør det rigtige, når det kræves. Måske kan vi gøre noget for at holde empatien og fornemmelsen ved lige både som enkeltpersoner og samfund.
Jeg besøgte som ung museet i Auschwitz og mærkede den ubegribelighed, der rammer sindet, når man går ind i dette organiserede helvede. Den jødiske filosof Hannah Arendt gav os udtrykket “ondskabens banalitet”. Med dette udtryk beskrev hun folkedrabets mulighed, fordi den enkelte medarbejder i dødslejrene frasagde sig ansvar med henvisning til ordrer fra sine overordnede. Man fortrængte samvittighedens stemme og gjorde dermed ondskaben “banal”.
Vi må som samfund og familier gøre, hvad vi kan, for at generationerne efter os også får adgang til den fælles erindring om Europas mørkeste år. Vi må fastholde, at enhver af os i sin samvittighed er bundet til pligten overfor sin næste. Vi må aldrig miste den fornemmelse. Må oktober ’43 aldrig glide ud af vores fælles erindring. Må den historie inspirere os til at træde til, når det gælder.
