Signe Gjessing forsøger at skrive Guds-mødet frem i sine digte

Den bogaktuelle og anmelderroste digter, Signe Gjessing, lægger ikke skjul på, at hun er kristen. Troen har da også ligget skjult i alle hendes tidligere bøger men er blevet eksplicit i den nye digtsamling, ”I kan da også bare skrive om stjernerne!”.

Signe er vokset op i en præstegård i Nordjylland, hvor hendes mor er præst, og hun har altid troet på Gud. Som barn viste denne tro sig som en meget enkel tanke om at være fulgt af Gud, fortæller hun. Men i en ret ung alder begyndte Signe at få, hvad hun beskriver som en forståelse af, hvad ekstase og mystik er. Det varede i to år:

”Jeg var lige ved at knække på det, men jeg blev introduceret til følelsen af, at der findes en anden virkelighed. Med ekstase mener jeg at være udenfor sig selv og erkende, at der findes noget udover en selv, som er mere virkelig end mig, og som jeg helt klart koblede til gudsbegrebet. Det var, som om det gav mig en hel masse erkendelser af, hvad Gud er, men det gav mig ikke forbindelse til Gud, hvilket jeg troede, jeg ville få.”

Bruseren og lygtepælen

Når Signe skal forklare de oplevelser, hun havde, må hun gribe til digterens sprog og billeder, for erfaringerne hørte til i det, som ikke kan udsiges med almindelige ord:

”Én af mine yndlingsdigtere, Arthur Rimbaud, siger, ”Grædende så jeg guld, men kunne ikke drikke,” og det minder mig meget om den erfaring, jeg havde. Jeg så guldet, men jeg kunne ikke drikke det. Jeg har et digt i min debutdigtsamling, hvor der står: ”Vi støder ind i andres pulsårer, lygtepæle, når man støder ind i en lygtepæl og tager den for en bruser.” Jeg sammenlignede bruseren med saligheden, nåden, der strømmer ned over mig – men det var bare en lygtepæl. Jeg kom ikke ind i den salighedstilstand. Men på den anden side er en lygtepæl jo også noget, der lyser op. Så det var en oplysning for mig, men jeg nåede ikke ind i det Guds-rum, som jeg troede, jeg var på vej ind i. Jeg gik vejen, men kom ikke til målet.”

Mens Signes mystiske erfaringer ikke førte hende ind i en personlig Gudsrelation, blev det derimod startskuddet til hendes digteriske virke.

Kroppen og ansigtet

Men det var relationen til Gud, hun længtes efter, og for at præcisere sin oplevelse bruger Signe endnu et billede:

”Det var, som om jeg kun så Guds krop, jeg så ikke hovedet. Men det er Guds ansigt, vi vil se, for det er derfra saligheden strømmer, og jeg ramlede ind i kroppen. Derfor har jeg brugt meget tid på at skrive om det hinsides, for jeg føler på en eller anden måde, at det er dér, jeg hører hjemme. Men min mor, som er præst, sagde: ”Mystik er ikke læren.” Min mor gav mig en vagtsomhed overfor mystikken. For læren og Bibelen er det, vi holder os til – og det har jeg også i mig. Man må være på vagt overfor at tage sine personlige erfaringer for meget for gode varer i forhold til dogmatikken. Man skal være lidt på vagt overfor mystikken. Men for mig er mystikken samtidig det levende vand, som Jesus taler om.”

Gudsmødet i Den Katolske Kirke

Måske netop pga. sine tidlige erfaringer fandt Signe sit åndelige hjem i Den Katolske Kirke, hvor liturgien og dogmatikken har en central placering. Her mødte hun noget konkret og fast at stille op mod de mere diffuse erfaringer, hun havde haft. Her fik Gud ansigt. Mange protestanter ser Den Katolske Kirkes rolle i katolikkernes liv som en hindring for den direkte adgang til Gud. Men Signe har oplevet det modsatte:

”Min kærlighed til Gud vokser via kirken. Jeg føler, at den store tradition, som er i kirken, får mig til at vokse i kærlighed. Der er et maleri, som hedder ”Lebensbrunnen” af en hollandsk mester. Det viser Kristus, der sidder for oven med Johannes og Jomfru Maria siddende på hver side. Vandet strømmer ned gennem hele kirkens organisation og ender i en brønd, hvor de troende kan drikke. Jeg føler faktisk, at medieringen – altså formidlingen – er en direkte adgang. Så der er ikke nogen forskel for mig på kirken og den direkte adgang til Gud.”

Skellet mellem poesi og tro

Selvom Signe oplever, at kirkekunsten kan være en hjælper på trosvandringen, havde hun allerede som ung digter en vis betænkelighed overfor poesiens rolle i troslivet:

”Da jeg begyndte som digter, var jeg meget inspireret af Søren Kierkegaards skepsis overfor poesien. Jeg har en begyndelseslinje i et af mine digte, der hedder: ”Jeg vil aldrig kunne sætte folderne på dine øjenlåg i orden.” Hvad betyder det, spørger man måske. For mig betyder det, at jeg aldrig vil kunne beskrive og begribe Gud med min poesi. Der er flere steder, hvor jeg har følt en stor kløft mellem Gud og mine digte. Gud kommer ind i mine digte som begrebet ”Gud”. Jeg nævner ordet ”Gud”, men kan ikke beskrive ham, og så forsvinder det igen. Det er der blot som en tilstedeværelse.”

Gudsordet i menneskeord

Med hendes nye digtsamling er der imidlertid sket noget nyt:

”Det er først med den nye digtsamlings første afsnit, som jeg har kaldt en ”Maria-legende”, at jeg er begyndt at afklare forholdet mellem poesien og Gud.” Signe forklarer, hvordan der tidligere har været en konflikt mellem menneskeordet og Gudsordet i hendes skriveproces, men at der med hendes nye digtsamling er kommet, hvad hun beskriver som en tilstedeværelse af Gudsordet i menneskeordet:

”Det har betydet, at der nu er sket en sammensmeltning af troen og poesien.” Hun henviser her til Grundtvigs verselinje i salmen ”Vidunderligst af alt på jord” om, at ordet skaber, hvad det nævner.

Kærlighedsdigte

Signe kalder digtene i sin nye digtsamling for kærlighedsdigte, men der er ikke tale om traditionelle kærlighedsdigte om den menneskelige kærlighed. På den anden side kan hun heller ikke skrive direkte om kærligheden mellem Gud og mennesker. Derfor bruger hun det, hun kalder et sprogbillede:

”Det er en form for sprog gjort til figur. Så i sin højeste form er det kærlighedsdigte mellem mig og Gudsordet. Og i det nye, jeg skriver på nu – som er inspireret af Højsangen – er det det i sin rene form. Det vedkommer mig naturligvis meget dybt. Jeg kunne ikke blive ved at skrive, hvis det, jeg skriver, ikke har en forankring og er vedkommende – og det, som vedkommer mig allerdybest, er kærlighedsrelationen mellem Gud og mig. Så jeg har forsøgt at skrive en form for åndelig kærlighed frem i den nye digtsamling.”

Ikke forstå, men opleve

Litteraturanmelder Erik Skyum Nielsen skriver i en anmeldelse af Signes nye bog: ”Anmelderen forstår ikke ret meget, men til gengæld oplever han en gevaldig masse og fryder sig”: ”Det er lige præcis det, jeg gerne vil med mine digte,” siger Signe.

”Man skal ikke forstå, man skal opleve. Jeg skriver selv for at opleve – for at leve. Jeg skriver for at komme derud, hvor jeg kan erfare skønhed og fryde mig. Så når jeg skriver, er det ledsaget af en meget stor glæde – og jeg håber, at det kan videregives til mennesker, der læser mine digte. Men jeg prøver også at rykke ved nogle ting og nedbryde grænser. Tidligere har jeg skrevet meget om horisonterne, der skulle udvides. Når man læser mine digte, vil man opleve, at mekanikken begynder at ruske i hovedet. Det er første step til denne horisontudvidelse. Da jeg begyndte at skrive digte, var det vigtigste for mig at komme væk fra vanen. Vaner er det mest anti-poetiske, der findes. Og vanen luller os ind i verden på en måde, hvor vi bliver forvænte og ikke kan glæde os.”
Signe har ikke fået respons på sin digtsamling fra sine katolske trosfæller eller fra andre kristne:

”Men der er mange ikke-kristne, som føler, de kan forbinde sig til kristendommen via min digtsamling, og det er jeg glad for. Det er måske i virkeligheden mere den mission, den har.”