Hvad siger Bibelen om skilsmisse og gengifte?

Kære Anne

Jeg vil gerne vide, hvad Bibelen siger om skilsmisse og gengifte. Mange “kristne” bliver idag skilt og gift igen, inklusive præster og forstandere.

Kh Priscila

Kære Lila,

Ja, det er desværre sandt, at skilsmisse er blevet almindeligt, selv blandt kristne. Selv om skilsmisse i nogle tilfælde kan være berettiget, kan nogle få tilfælde ikke bruges til at tilsidesætte, hvad Skriften fortæller os. Vores nådige, kærlige Gud ved, at ægteskabet involverer to syndige mennesker, og at synd i en falden verden kan føre til skilsmisse. Jesus sagde i Markus 10,6-9, at i begyndelsen havde Gud til hensigt, at ægteskabet skulle være en livstidsforpligtelse. Det siger Paulus også i 1. Kor 7,39. Han behandler spørgsmålet om skilsmisse og gengifte ret tydeligt i 1. Kor 7,10-11:

”De gifte giver jeg denne befaling (ikke jeg, men Herren): En hustru skal ikke lade sig skille fra sin mand. Men hvis hun gør det, skal hun forblive ugift ellers forliges med sin mand. Og en mand må ikke skilles fra sin kone.”

Så Bibelen tillader ikke skilsmisse og gengifte undtagen i nogle tilfælde. I Matthæus 19,8 påpegede Jesus, at disse love blev givet på grund af hårdheden i menneskers hjerter som følge af synd, og ikke fordi sådanne love var Guds ønske. Guds syn på skilsmisse står i Malakias 2,16: ”Jeg hader skilsmisse, siger Herren, Israels Gud.” Men i sin kærlighed fastsatte han nogle love selv for fraskilte i 5. Mosebog 24,1-4.

Mulige undtagelser

Vi har to mulige undtagelser fra denne grundlov mod skilsmisse og gengifte. Paulus adresserer en af ​​disse i 1. Korintherbrev 7,15. Han siger, at en troende, der er forladt af en ikke-troende ægtefælle, ”ikke er bundet”. Og i Matthæus 5,32 og 19,9 siger Jesus, at skilsmisse ikke er tilladt med mindre der er tale om ”seksuel umoral”. Ud fra disse passager kan vi sige, at der kan være nogle tilfælde, hvor gengifte er tilladt efter en skilsmisse.

I 1. Korintherbrev 7 er Paulus’ argumentation for den troende ægtefælles ”ubundne” tilstand baseret på, hvem der forlader hvem: det er den vantro, der opgiver ægteskabet, mens den troende er den uskyldige part. Hvis man ser nærmere på Jesu ord i Matthæus 5,32 og 19,9, giver udtrykket ”undtagen seksuel umoral” muligvis Guds tilladelse til skilsmisse og gengifte. Ifølge denne opfattelse ville seksuel umoral være den eneste gyldige grund til en skilsmisse.

Imidlertid er det græske ord, som oversættes ”seksuel umoral”, et generelt ord, der kan betyde enhver form for seksuel synd. Det kan referere til utugt, prostitution, utroskab osv. Jesus siger muligvis, at skilsmisse er tilladt, hvis der begås seksuel umoral. Seksuelle forhold er en integreret del af det ægteskabelige bånd ’de to bliver ét kød’ (1. Mosebog 2,24; Mattæus 19,5; Ef 5,31). Ethvert brud på dette bånd ved seksuelle forhold uden for ægteskabet kan være en tilladt grund til skilsmisse.

I Matthæus 5,32 er antagelsen, at kvinden, der er skilt, vil gifte sig igen. Jesus hentyder også til et nyt ægteskab i Matthæus 19,9. I begge passager synes skilsmisse og gengifte at være tilladt under de omstændigheder, der er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, som er seksuel umoral. Det er dog vigtigt at bemærke, at kun den uskyldige part har lov til at gifte sig igen. Her viser Guds barmhjertighed overfor den, der blev syndet imod, ikke overfor den, der begik den seksuelle umoral.

Første Korintherbrev 7,15 kan være en anden bibelsk ”undtagelse”, der tillader gengifte, hvis en vantro ægtefælle forlader en troende. Verset siger, ”men hvis den vantro går, så lad det være sådan. Broderen eller søsteren er ikke bundet under sådanne omstændigheder”. Teksten er klar: hvis en ikke-troende ægtefælle forlader en troende, er den troende fri til at acceptere adskillelsen og komme videre med livet. Han eller hun er ’ikke bundet’ til ægteskabsbåndet længere, og de er derfor frie til at gifte sig igen.

Selvfølgelig kan den troende ægtefælle arbejde for forsoning, som 1. Korintherbrev 7,11 siger, men han eller hun er ikke forpligtet til at forblive i ægteskabet. Hvis en af ægtefællerne forlader den anden, opløser det ægteskabet – er gengifte så tilladt i dette tilfælde? Konteksten i 1. Korintherbrev 7,15 nævner ikke gengifte undtagen i vers 11, som siger, at en fraskilt person ikke kan gifte sig igen. Men hvis ”den troende mand eller hustru ikke længere er bundet til den anden”, som vers 15 siger, er det rimeligt at antage, at gengifte er tilladt. Det ser ud til, at Paulus i vers 15 giver en undtagelse fra reglen i vers 11.

I tilfælde af et voldeligt ægteskab kan adskillelse være den eneste mulighed, og det bør gøres af hensyn til sikkerheden for alle involverede. Misbrug kan være en gyldig grund til skilsmisse, selvom det ikke bliver nævnt i Bibelen.

Tilgivelse

Selvom separation kan føre til skilsmisse, er det vigtigt at tage hver enkelt sag og bede om visdom til at gennemskue den beslutning, der skal træffes. Det er også værd at bemærke, at mange par gennem Guds nåde har arbejdet på tilgivelse og forsoning og derved har genopbygget deres ægteskaber. Gud har tilgivet os så meget mere. Nogle par følger hans eksempel og tilgiver endda synden ved utroskab (Ef 4,32). Men i mange tilfælde vil ægtefællen ikke angre, men tværtimod fortsætte sin umoralske adfærd. Det er her, Matthæus 19,9 gælder.

Ønsker nogen hurtigt at gifte sig igen efter en tilladt skilsmisse, kan det også give problemer. Det kan være Guds ønske, at den fraskilte person forbliver single, selvom han eller hun bibelsk set kan gifte sig igen. Gengifte efter en skilsmisse kan være en mulighed under nogle omstændigheder, men det betyder ikke, at det er den eneste mulighed. Selvom Gud hader skilsmisse, erkender han, at skilsmisse vil forekomme blandt hans børn.

En person, der blev skilt og/eller gift igen, før han blev troende, er blevet tilgivet for denne synd sammen med alle de andre, og han eller hun kan leve uden skyld i deres nuværende ægteskab. Hvis skilsmisse og gengifte skete i uvidenhed om Guds ord, er der tilgivelse efter omvendelse ligesom for enhver anden krænkelse af Guds bud. Men at bruge kulturen som grundlag for skilsmisse og gengifte er ubibelsk og imod Guds ønske for os som kristne.

Ledere i kirken

Det samme gælder ledere i kirken. Paulus’ kvalifikation til ledere er tydelig i 1. Timotheus 3,2-5. Han taler om flere kvalifikationer, herunder det ​​at være ’en kones mand’ – en ofte misforstået sætning. Der er ingen absolut sikker fortolkning. Men da dette er skrevet i nutid, ville den enkleste betydning være, at han i øjeblikket kun skal være gift med én kvinde, dvs. han må ikke være polygamist. Denne tolkning er den enkleste og mest sandsynlige. Enhver god kommunikator bruger et sprog, der præcist formidler hans hensigt til sit publikum. Så hvordan ville Timoteus have forstået, hvad Paulus mente med ”en hustrus mand”?

Et væsentligt argument for dette er placeringen af ​​ordet ”en” (mias) i begyndelsen af ​​sætningen. Der er bogstaveligt talt, ifølge rækkefølgen, ikke tale om ”en mand med en kone”, men om en ”én-kone-mand”. Det er muligvis derfor, det i nogle bibler oversættes som ’tro i sit ægteskab’ eller ’tro mod sin ene hustru’. Det kan også betyde, at fokus er på mandens tankegang, at han ikke skal se efter andre kvinder, men skal være ren og loyal over for sin kone.

At være en én-kvinde-mand karakteriserer mange af nutidens mænd, som muligvis blev skilt tidligere, før de kom til tro, eller fordi de var uvidende om Guds ord. Der er ikke tale om de talrige mænd, der ganske vist er gift med én hustru, men som alligevel ser efter andre kvinder. Denne adfærd ville diskvalificere en ældste i lyset af Skriftens advarsler mod begær og dens befalinger om renhed.

Kenneth Wuest siger i sin bog The Pastoral Epistles in the Greek New Testament, at forestillingen om en ”én-kone-type-ægtemand” eller en ”én-kvinde-type-mand” er den bedste udlægning af denne tekst. En mand kunne være blevet skilt, før han kom til tro på Kristus. Men som troende kunne han alligevel være kvalificeret til at blive en ældste. Nogle af disse ældste kunne tidligere have været alkoholikere, mordere, voldelige eller have manglet selvkontrol, før de blev frelst. Så skilsmisse bør betragtes som en del af den tilgivelsespakke, Jesus tilbød dem, da de kom til tro.

Ifølge Ny Testamente gælder det altså, at hvis en mand blev skilt efter at være kommet til tro, skulle han have været den uskyldige part. Hvis han bliver skilt som en kristen, skal han senere have fået sig et bedre omdømme i årenes løb, så han nu er en mand med én kone, eller som vi har set en én-kvinde-mand. Der skulle altså være gået et betydeligt tidsrum, for at han kunne have oplevet helbredelsen og nyorienteringen og etableret et omdømme som gudfrygtig for at blive kvalificeret som ældste.

Dette er et omfattende bibelsk svar på dine spørgsmål, kære Priscila. Jeg håber, at det vil kunne hjælpe dig.

Kærlig hilsen
Anne.