Armenske børn fortæller om inklusion med forestilling om ”Den lille Havfrue”

Det mest utrolige er, at man glemmer hans handicap. På et eller andet tidspunkt i forestillingen om Den lille Havfrue bliver havkongens kørestol til, at hans trone selvfølgelig har fået hjul, som han bliver kørt ind på med stor værdighed. Når han banker i gulvet med skaftet af sin trefork, spjætter både havfruerne og publikum.

Havkongen bliver spillet af 12-årige Denis Vardanyan, og teatergruppen er en del af det arbejde, som den armenske NGO Bridge of Hope driver for at give marginaliserede børn og unge med handicap en stemme. ”Det er svært at være skuespiller. Jeg er meget taknemlig for, at de lader os mødes i den her gruppe, så jeg kan blive bedre,” siger han og fremhæver også de gode venner, han har fået i teatergruppen, der består af børn og unge både med og uden handicap.

Samarbejde støttet af menigheder

Bridge of Hope blev inviteret til Danmark af Mission Øst (MØ). Udvekslingen er finansieret af Den ny Demokratifond under Udenrigsministeriet. De to organisationer har arbejdet sammen i mere end 20 år, dels om at oprette og drive centre, der konkret støtter børn og unge med handicap, og dels om at forbedre forholdene for handicappede i Armenien. Det har kun kunnet lade sig gøre med en trofast støtte fra MØ’s medlemmer og støtter, idet flere menigheder rundt om i landet jævnligt samler betydelige beløb ind.

I lange perioder er det kun de indsamlede midler, suppleret af nogle mindre fondsbevillinger, som har gjort det muligt at fortsætte arbejdet i Armenien, fordi landet i perioder har været ude af de officielle danske støtteprogrammer. ”Det var virkelig et meget anderledes arbejde i begyndelsen,” siger lederen af Bridge of Hope, Susanna Tadevosyan. Dengang var næsten alle børn og unge med handicap stuvet af vejen i specialskoler, eller de sad simpelt hen derhjemme.

”Det var en lang, lang vej, men i 2014 blev loven ændret, så den gav ret til uddannelse. Det er en kæmpe succes,” siger hun. I dag er 8.000 børn med handicap integreret i de almindelige skoler i Armenien, hvor de får undervisning på lige fod med alle andre børn. Ikke mindst takket være Bridge of Hopes. Men selv om rammerne nu er i orden, er der stadig meget arbejde. ”Der er stadig meget stigmatisering. Hver gang, der bliver skiftet ud i regeringen, skal vi starte forfra,” siger Susanna Tadevosyan.

Forestilling om fællesskab, lighed og glæde

Det er også derfor, at teatergruppens budskab om inklusion er så vigtigt. Greta Stepanyan på 26 år er stykkets fortæller. ”I dag vil vi spille en forestilling, som vil fortælle folk om fællesskab, lighed og mere glæde sammen,” siger hun før turnéens sidste forestilling i Krudttønden i København. Og da hun en times tid senere indleder stykket, er det tydeligt, at hun nyder rollen. Selv når man ikke forstår et ord på armensk, oplever man hendes store charme og indlevelse.

Og igen bliver kørestolen nærmest en del af performancen, når hun bliver kørt frem foran publikum for at aflevere sin næste tekst. Skuespillere med og uden funktionsnedsættelser blander sig på scenen. Den lille Havfrue har også selv fået et twist. For i stedet for at ofre sig selv og blive til skum på havet som i H.C. Andersens udgave eller få prinsen i en happy ending som i Disneys, så stjæler den lille havfrue havheksens trylledrik og får dermed sin hale tilbage, så hun kan vende tilbage til sit rette element og lade prins være prins. Dermed bliver det til en historie om snarrådighed, selvstændighed og overlevelseskraft.

”Teater er en gruppeindsats. Vi skaber sammen, og vi optræder sammen. Vi kan godt lide at dele de her idéer med publikum,” siger Greta og fortæller, at hendes medvirken har gjort hende mere ansvarlig og bedre forberedt til snart at skulle ud på arbejdsmarkedet.

Ingen forventer, hun får job

Greta lider af en form for cerebral parese. Hun studerer informatik på universitetet og er færdig til næste år. Men det bliver svært, og det ved hun godt. For det handler ikke bare om for hende at finde en interessant arbejdsplads. Hun er fx først nødt til at tjekke, om hun overhovedet kan komme ind i bygningen, at hun ikke er nødt til at arbejde om aftenen samt en række andre ting, som hun er nødt til at navigere i.

”Der er ikke nogen, der forventer, jeg får et job med det samme,” siger hun. Greta er blandt den første generation af unge med handicap, som er ved at være gennem det almindelige uddannelsessystem, efter de blev inkluderet i de almindelige skoler. Og forandringen er ikke rigtig nået videre. ”Den eneste sektor, hvor der er den her forståelse, er uddannelsessektoren,” siger Susanna Tadevosyan.

På arbejdspladserne frygter man, at ansatte med handicap bliver en byrde. Så det er det næste store område, som Bridge of Hope har sat sig for at forandre i det armenske samfund. ”Alle ønsker at arbejde for at få et uafhængigt liv,” siger hun.

Danmark kan lære af Armenien

Derfor er besøget i Danmark heller ikke på nogen måde afslutningen på samarbejdet mellem den armenske organisation og Mission Øst. Til gengæld har MØ for et par år siden kunnet lukke sit kontor i Armenien, for kapaciteten i Bridge of Hope er nu så stor, at det ikke er nødvendigt at være der lokalt for den danske NGO.  ”Det er stort, at vi kan trække os tilbage. Det er et helt andet slags partnerskab,” siger Betina Gollander-Jensen, der er generalsekretær for Mission Øst.

Samtidig betød det lange samarbejde, at de to organisationer sammen kunne reagere hurtigt, da Armenien sidste år blev oversvømmet af flygtninge fra Nagorno-Karabakh. Mission Øst var på det tidspunkt den eneste danske organisation, der var til stede i Armenien. Betina Gollander-Jensen understreger, at der er langt endnu i arbejdet for et værdigere liv for mennesker med handicap i Armenien. Men også, at den inklusion i skolesystemet, som det er lykkedes at komme igennem med, faktisk var en af de ting, som Danmark fik kritik for at mangle i en rapport fra FN’s handicapkomité tidligere i år.

”Lige pludselig sidder vi i et partnerskab, der ikke kun handler om nord til syd. Vi er ved at nå et punkt, hvor vi kan lære noget her i Danmark,” siger hun. På sin side fremhæver Greta Stepanyan noget af det, hun har lært på turen rundt i Danmark: Ud over forestillingerne i Odense Domkirke og i København, så spillede de også på Egmont Højskole ved Odder – en højskole, der har som en del af deres arbejde at integrere elever med og uden handicap.

Dette besøg gjorde indtryk på flere af deltagerne, og Greta tager flere ting med hjem. ”Ligestilling. At sige til folk, at vi er ens. Og jeg håber, at Armenien får de samme faciliteter, og vi har arbejde,” siger hun og bliver så spurgt om, hvilken ting hun helst ville forandre, hvis hun kun skulle vælge én. ”Oh! Jeg ville forandre…,” siger hun og tænker sig om: ”…at folk skal være tolerante over for, at mennesker er forskellige.”