”Her bliver man glad af at gå på arbejde”

Plejecentret Solbakken i Randers er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2024.

Det er fællesskabet på arbejdspladsen, der giver trivsel og overskud og dermed glæde i hverdagen, fortæller Grethe Veirum, der er centersygeplejerske og sygeplejefaglig leder på plejehjemmet Solbakken.

”Jeg går glad på arbejde. Og hvis jeg skulle have en dag, hvor jeg ikke går glad på arbejde, så ved jeg, hvor jeg kan hente noget godt humør, når jeg er her.”

Det fortæller Gitte Nielsen, der er fysioterapeut på Plejecenter Solbakken i Randers’ nordlige bydel. Glæden er hun ikke ene om: ”Der er højt til loftet her. Vi griner rigtig meget,” fortæller Linda Schmidt, der er køkkenleder for i alt fire medarbejdere og en elev.

Løfter i flok

Plejecentret Solbakken er etableret af Adventistkirken og bygger dermed på kristne værdier. Centeret er en af 12 nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2024 og en af tre virksomheder under kategorien Psykisk arbejdsmiljø. Det er fællesskabet på arbejdspladsen, der giver trivsel og overskud og dermed glæde i hverdagen, fortæller Grethe Veirum, der er centersygeplejerske og sygeplejefaglig leder på plejehjemmet:

”Vi løfter i flok og passer på hinanden. Vi kender hinandens styrker og svagheder. Så vi ved også, hvis der er nogen, vi skal passe ekstra på en dag.”

Kommunikation gavner

De tre medarbejdere bekræfter indstillingen til Arbejdsmiljøprisen 2024, som bliver uddelt den 26. november 2024. Her fremgår det, at Plejecentret Solbakken gør ekstra meget ud af kommunikationen til gavn for centrets 42 beboere.

Professionel og kærlig pleje

Et tilsyn fra Randers Kommune i august 2024 afslører da også, at centret ”i meget høj grad” lever op til indikatorerne for både dokumentation, pleje, omsorg, praktisk støtte, hverdagsliv og medarbejdernes kompetencer, kommunikation og adfærd. ”Vores fokus har været at gøre det bedst muligt med kerneopgaven og yde professionel og kærlig pleje og omsorg i et trygt sidste hjem,” forklarer centerleder Claus Mester, der siden han tiltrådte for seks år siden har søsat mange tiltag for medarbejdernes psykiske trivsel.