Aalborg-kirker tilbyder fem gratis støttesamtaler
Et nyt tilbud om gratis samtaler vil afhjælpe lange ventetider. I Aalborg kan man nu få gratis samtaler hos terapeuter og psykologer, som er frivillige i Støttende Samtaler.
Det skriver Kirkernes Sociale Arbejde, som er et socialt-diakonalt samarbejde mellem 12 kirker i Aalborg.
Primært for tre grupper
Støttende Samtaler er et tilbud til aalborgensere, som har udfordringer i livet, til at få hjælp og støtte. ”Tilbuddet om støttende samtaler er primært målrettet tre grupper,” udtaler Thomas Willer, som har taget initiativ til tilbuddet. Det er, for det første, et tilbud til unge studerende, som oplever ensomhed eller udfordringer i forhold til studiet, for det andet, et tilbud til forældre, der har børn med diagnoser og, for det tredje, et tilbud til personer, som er ramt af kroniske sygdomme.
”Der er allerede mange gode tilbud i vores by og mange steder, hvor man kan få hjælp. Men der er lange ventetider til samtaler hos f.eks. en psykolog. Derfor etablerer vi dette tilbud, som forhåbentligt kan hjælpe mange i vores by,” fortæller Thomas Willer.
”Kirkernes sociale arbejde samarbejder med tre praktiserende læger, som gør deres patienter opmærksomme på tilbuddet, og hver person får fem gratis samtaler. Hvis der er brug for mere, hjælper vi folk godt videre ved at henvise til andre tilbud,” uddyber Thomas Willer.
Man kan læse mere om Kirkernes Sociale Arbejde på hjemmesiden ww.ksa-aalborg.dk.