Øjenvidner skrev om julens hovedperson

Juleaften vil de fleste præster læse teksten fra Lukasevangeliet kapitel 2. Men også evangelisterne Matthæus og Johannes fortæller om Jesu fødsel på hver deres måde. Hvorfor har vi tre beretninger, og hvem var de tre forfattere?

Evangelisten Lukas

Lukasevangeliet er skrevet af den samme person, som skrev Apostlenes Gerninger (ApG). Han levede i det første århundrede og var nær medarbejder af missionæren Paulus; desuden er han kendt som læge og som ”historikeren” blandt evangelisterne. I indledningen til ApG, som er tilegnet en vis Theofilus, nævner Lukas sin tidligere beretning (Lukasevangeliet), og de to beretninger menes oprindeligt at have været ét skrift.

I evangeliets første kapitel fortæller han, at han nøje har gennemgået beretningerne om Jesus, som han havde hørt dem af øjenvidner – og at han har nedskrevet det hele i rækkefølge ”for at du [Theofilus] kan blive overbevist om pålideligheden af det, du er blevet undervist om”. Juleaften lyder ordene fra Lukasevangeliet kap. 2: ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden…”

Evangelisten Matthæus

Matthæus kaldes også Levi, dvs. den upopulære skatteopkræver eller tolder, som beskrives i Lukakevangeliet kap. 5. Jesus kaldte på Levi med ordene ”Følg mig!”, hvorefter Levi forlod sin arbejdsplads for at blive Jesu discipel. Matthæusevangeliet indeholder blandt andet Bjergprædikenen, hvor vi finder bønnen Fadervor. Evangeliet slutter med missionsbefalingen, hvor Jesus sender sine disciple ud i al verden med evangeliets budskab.

Forfatteren gør meget ud af at vise, at Jesus er den lovede Messias. Derfor introducerer han en speciel stamtavle med tre gange 14 slægtled, som både fastslår, at Jesus er en efterkommer af kong David og af patriarken Abraham. Dermed understreges det, at Jesus er jødernes Messias, idet han blev født i den kongeslægt, som Messias skulle fødes ind i. Samtidig kom Jesus også som opfyldelsen af Guds løfter til patriarken Abraham, og dermed også til os ikke-jøder.

Matthæus har ifølge forskningen været en veluddannet, jødisk mand. Det er i Matthæusevangeliet, vi læser, at Jesu mor var jomfru, og at hendes søn skulle kaldes Immanuel, som betyder ”Gud er med os”. Det er også Matthæus, som skriver om de vise mænd, stjernetyderne fra Østen, der rejste den lange vej for at hylde den jødiske kongesøn i Betlehem.

Evangelisten Johannes

Det sidste af Ny Testamentes evangelier adskiller sig fra de tre første ved at berette i ”fugleperspektiv”. Johannes, der hørte til inderkredsen blandt Jesus’ disciple, ser oppefra, når han starter sit evangelium i evigheden, før Guds Søn blev menneske. Han skriver: ”I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes.

Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det… Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed – en herlighed, som den unikke Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.” (Se Joh. 1,1-5 og vers 14).