Den ortodokse julefejring er som en kæmpe forløsning efter fasten

Da Ivan Sulejic var barn i 1990’erne i Hvidovre, fejrede hans familie påske og jul i den serbisk-ortodokse kirke i København. Julefejringen fandt sted den 6.-7. januar, fordi den serbisk-ortodokse kirke følger den julianske kalender. Desuden fejres Kristi fødsel og helligtrekonger lige efter hinanden, sådan som begivenhederne også er beskrevet i Bibelen.

”Det var selvfølgelig anderledes for mig end for mine klassekammerater, fordi de fejrede jul den 24. december – og nogle markerede så helligtrekonger den 7. januar. Jeg tror ikke, at nogen af mine kammerater vidste noget om ortodoks jul, og det er stadig mit indtryk, at de fleste danskere ikke kender ret meget til den ortodokse kirke og vores måde at markere de kirkelige højtider på,” siger Ivan Sulejic.

Han tilføjer, at han for nylig havde et par skoleklasser på besøg i den serbisk-ortodokse kirke i København, hvor han er medlem af menighedsrådet, og læreren forklarede, at undervisningen i kristendom begyndte med Martin Luther og Reformationen. ”Det undrede mig selvfølgelig, for Kristus blev jo ikke født i 1500-tallet,” siger han med et skævt smil.

Ivan Sulejic er født i Danmark af forældre, der kom til Danmark fra Serbien som arbejdsmigranter i 1960’erne, og selv om forældrene ikke var meget tæt knyttet til kirken i det dengang kommunistiske Serbien, introducerede de ham til de ortodokse traditioner. Som teenager begyndte han at interessere sig for eksistentielle spørgsmål og søgte svar i kirken, og efter teologistudier på Københavns Universitet begyndte han i august 2019 at læse teologi på pastorallinjen på et ortodokst teologisk akademi i Södertälje sydvest for Stockholm.
Han færdiggjorde uddannelsen sidste år og arbejder nu i menigheden i København – med henblik på muligvis at blive præst.

Små gaver og varm rakija

I sin opvækst har Ivan Sulejic fejret jul både i Danmark og Serbien, og selv om hans familie har fejret traditionel serbisk jul, har han mærket en forskel, siger han. ”Både i Danmark og Serbien har vi været samlet med familien. Vi har givet hinanden nogle små gaver, men det er ikke det centrale. Det centrale er gudstjenesten den 6. om aftenen og fejringen ved midnat, hvor vi fejrer Kristi fødsel,” fortæller han.

Den kirkelige fejring er stort set ens i Serbien og Danmark, men stemningen i samfundet er forskellig, forklarer han. ”I Serbien kan man mærke, at det er hele landet, der fejrer jul. Der kommer ofte venner forbi og får sig en kop varm rakija, den serbiske nationalspiritus. I Danmark derimod er det, som om julestemningen forsvinder lidt i januar, fordi de fleste danskere er tilbage på arbejde og i skole,” siger han.

40 dages faste

Et andet aktivt medlem af menigheden ved den serbisk-ortodokse kirke i København er Nicolai Gideon, der er født på Bornholm i 1971 i en etnisk dansk familie og arbejder som efterskolelærer.
Under teologistudiet blev han optaget af kirkehistorien og den tidligste kristendom og fandt ud af, at hans forståelse af kirke og kristendom stemte bedst overens med den ortodokse kirke og dens tilgang til teologi, som noget konserverende, der skal værne om kirken, som den blev grundlagt af de første apostle.

”Vi faster i 40 dage, hvor vi ikke
spiser kød eller mælkeprodukter.
Det er første niveau.
Andet niveau er det spirituelle,
hvor vi har en opmærksomhed
på vores svagheder og forsøger at forbedre os.”

”For mig er den ortodokse tro forankret i den tidligste kristendom og i traditionerne derfra, og det afspejler sig også i min måde at fejre jul på, ikke mindst ved at jeg i henhold til ortodoks tradition faster fra 28. november frem til julefejringen den 7. januar,” siger han. Ivan Sulejic peger også på fasten som helt central for julefejringen i den ortodokse kirke.

”Vi faster i 40 dage, hvor vi ikke spiser kød eller mælkeprodukter. Det er første niveau. Andet niveau er det spirituelle, hvor vi har en opmærksomhed på vores svagheder og forsøger at forbedre os. Fasten er en proces, hvor vi forbereder os fysisk og åndeligt på at byde Kristi fødsel velkommen og forstå, hvad det betyder, at Gud kommer til jorden. Det kulminerer den 7. januar,” forklarer han.
Nicolai Gideon er gift med en serbisk kvinde, og de bor med deres børn i Nordsjælland, men er jævnligt på besøg hos hans svigerfamilie i Serbien, hvor kirkegang er en del af hverdagen og ikke mindst af højtidsfejringerne.

”Vi holder oftest jul i Serbien, hvor den ortodokse kirke er en flertalskirke. Det betyder, at det folkelige og kirkelige er tæt forbundet, og vi kan derfor stort set bare deltage i alle traditionerne uden at tænke over, om det er korrekt efter ortodoks tro,” siger han.

Bål, fyrværkeri og vågenat

Som eksempel nævner han, at der er en nærmest nytårsagtig stemning den 6.-7. januar i Serbien. ”Folk tænder bål ude på gaden som ikon på hyrderne, der ventede i natten. Folk samles omkring bålene og fyrer fyrværkeri af. Stemningen er løssluppen og festlig. Nogle går til gudstjeneste om natten, som kan vare til hen på morgenen, hvor der så er en morgenliturgi. Det er nærmest en vågenat,” siger han.

Enkelte bruger bålene til at stege pattegris eller lave andre retter over, så der er mad klar til fejringen med familien dagen efter. Desuden står mange i Serbien tidligt op den 6. januar og går ud i skoven med en økse for at hugge bøgegrene af træerne, fortæller Nicolai Gideon.

”Helst hugges hver gren af med tre hug – i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn – og så hælder man rødvin over det sted, hvor man har hugget grenene af – for at indvie naturen i det mysterium, som er forestående. Grenene tager man så med tilbage og bruger dem blandt andet til brænde om natten, når man med lys fejrer Kristi inkarnation,” siger han. Hans børn har vænnet sig til de serbiske traditioner og foretrækker at holde julen hos deres mors familie.

”Vi har enkelte gange holdt jul i Danmark, men det var de ikke så begejstrede for. De syntes, at det var for meget med gaver, som blev pakket ud i stor hast af glitrende papir, som så blev smidt ud med det samme,” forklarer han.

Julefrokost uden kød

I fasteperioden må Nicolai Gideon finde en balance mellem sin ortodokse praksis og de danske traditioner. ”Jeg har spurgt min præst til råds angående deltagelse i julefrokosten på mit arbejde, og hans råd til mig var, at jeg kan deltage, men skal lade være med at spise mig halvt fordærvet eller drikke mig i hegnet. Jeg kan sagtens deltage i fællesskabet, men for eksempel undlade at spise kød og i stedet spise lidt fisk,” siger han.

På tilsvarende vis mener både Nicolai Gideon og Ivan Sulejic, at man kan gå på kompromis med sin faste, hvis man bliver inviteret hjem til mennesker, som i bedste mening har forberedt en middag med kød. ”Bliver man budt på pulled pork, som værterne har tilberedt med stor omhu, kan man bryde fasten ved at spise en lille portion af det – for at vise respekt for værterne – men så skal man selvfølgelig ikke fortsætte med at spise løs, når man kommer hjem,” siger Nicolai Gideon.

Helst hugges hver gren af
med tre hug – i Faderens,
Sønnens og Helligåndens navn
– og så hælder man rødvin over
det sted, hvor man har hugget
grenene af – for at indvie naturen
i det mysterium, som er forestående.”

For ham er den primære forskel på traditionel dansk og ortodoks julefejring, at mens den danske jul nærmest varer fra november til nytår, har den ortodokse julefejring en indbygget stigende kurve frem mod kulminationen 7. januar.

”Vi starter med at vente og forberede os via fasten. Fasten er, som alt andet i vores åndelige praksis, ikonografisk. Vi spejler os i den og ser os selv tydeligere i den, ligesom vi også ser Kristus tydeligere, hvis vi går koncentreret og bevidst ind i den. Vi bliver klar over, hvor lidt vi selv er i stand til at styre vores begær og drifter, og hvor meget vi har brug for Guds nåde. Der bygger sig en stille forventning op om Kristi komme, som så forløses natten mellem den 6. og 7. januar,” siger han.

Faste og lys

Både Nicolai Gideon og Ivan Sulejic kunne ønske sig, at danskerne generelt vidste mere om ortodoks tro og traditionerne omkring de kristne højtider. ”Helt basalt tror mange, at jeg er jøde, hvis jeg siger, at jeg er ortodoks. Og min kone, der har mørkt hår, er flere gange blevet spurgt, om hun kan spise kød, der ikke er halalslagtet – selv om hun går med et kors om halsen,” siger Nicolai Gideon.

Han foreslår, at et sted at begynde for almindelige danskere kunne være at undersøge, hvorfor de fleste ortodokse kirker fejrer jul i januar, samtidig med at man i folkekirken markerer helligtrekonger. Og Ivan Sulejic mener, at der bør undervises grundigere i kirkehistorie i danske skoler. ”Hvis man som dansker får indsigt i de forandringer, for eksempel julefejringen er gennemgået frem til i dag i Danmark, tror jeg, at mange vil forstå, hvorfor vi fejrer jul, som vi gør i den ortodokse kirke,” siger han.

Emil Hilton Saggau, der er kirkehistoriker og generalsekretær for Danske Kirkers Råd samt ekspert i de ortodokse kirker, påpeger, at fasten er et væsentligt element i den ortodokse kirke op til alle større kirkelige højtider. ”Vi kender det fra vores egen fastelavn, hvor man efter en indledende fest afstår fra noget i en periode for så at kunne spise igennem ved den store fest i påsken. Traditionen for at faste –både i den ortodokse og katolske kirke – har rod i beretningen om Jesu 40 dages ophold i ørkenen og påskemåltidet som den store fest,” siger han.

Han påpeger også, at der i den ortodokse kirke er mange natgudstjenester, hvor man spiller på lys og mørke som centrale metaforer, og at det for mange danskere også vil være genkendeligt fra for eksempel Lucia-festen og fra lystænding i adventstiden.

”Dertil kommer selvfølgelig alle de kulturelle traditioner, som vi både har i Danmark og i de mange forskellige lande, hvor den ortodokse kirke dominerer. Dem findes der et væld af, og det giver jo også farve til højtidsfejringerne i Danmark, fordi der efterhånden bor ganske mange ortodokse med rødder i forskellige lande her i landet,” siger han.