Norge vil ændre abortgrænsen fra 12 til 18 uger
Kristelig Folkeparti (KrF) var det eneste parti, der samlet stemte imod udvidelsen af retten til fri abort fra 12 til 18 uger, da Stortinget tirsdag stemte om en ny abortlov.
Arbeiderpartiet, SV, Rødt, Venstre og MDG havde på forhånd varslet, at de ville stemme for lovændringene. Disse partier har tilsammen 80 repræsentanter, hvilket ikke er nok til at sikre flertal. Samtidig havde både Senterpartiet, Høyre og Fremskrittspartiet fritstillet deres medlemmer, så de kunne stemme efter egen overbevisning, og disse sikrede et flertal for forslaget, skriver Dagen.no.
Øget adgang til ”selvbestemt abort”
Stortinget vedtog således, at:
– Grænsen for selvbestemt abort, inklusive tvillingeabort, flyttes fra graviditetsuge 12 til uge 18.
– Helsepersonale får en lovfæstet ret til ikke at medvirke ved aborter.
– De nuværende abortnævn skal nedlægges og erstattes af nye nævn, som skal håndtere senaborter, altså svangerskabsafbrydelse fra uge 18 til 22. Disse nævn skal ledes af en læge, og der skal være et flertal af kvinder. Ét medlem skal have juridisk kompetence.
– Det skal være frivilligt for den gravide kvinde, om hun vil møde i nævnet.
– Medicinske tilstande hos fosteret skal ikke længere give direkte adgang til senabort. I stedet skal nævnet vurdere, hvad tilstanden indebærer for svangerskab, fødsel og forhold, som gælder opvækst og omsorg. Alle forslagene blev vedtaget med solidt flertal, skriver Dagen.no.
KrF: ”Fostrets retssikkerhed svækkes”
Mens Marian Hussein fra SV udtrykte glæde over, at flertallet havde stemt for øget selvbestemmelse, som hun kaldte ”en af de mest grundlæggende rettigheder i et ligestillet samfund”, omtalte KrF-leder Dag Inge Ulstein den nye lov som en radikal udvidelse, der svækker retssikkerheden dramatisk for livet i mors mave. Også partifællen Olaug Bollestad kritiserede lovændringen:
– Det er paradoksalt, at nye ord om respekt for ufødt liv præciseres i formålsparagraffen til den nye abortlov, samtidig med at grænsen for fri abort udvides, udtalte hun til VG. Hun tilføjede: ”Det er foruroligende, at regeringen konsekvent har sidestillet nødvendig opfølgning af gravide med at svække et etableret retsværn for ufødt liv. Abort vil altid handle om både den gravide og barnet. Om at tage sig af kvinden i en sårbar situation, og det ufødte liv. Da burde vi forbedre nævnene, ikke fjerne dem.”