Vand, Ord og Skaberi
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han skabte jorden blot ved sit talte ord. Guds ord har en skabende kraft, det påvirker alt omkring ham, alt hvad Gud siger det sker.
Men hvad nu hvis Gud rent faktisk puttede et lille mål af den skabende kraft ind i sit skaberværk. Hvad nu hvis de ord jeg siger, er med til at skabe? Måske nok ikke i en så udpræget grad som når Gud siger:
– Der skal være lys! og der så uden videre skabes lys.
Men hvad nu hvis det jeg siger, er med til at skabe noget i en mindre målestok?
Der var for nyligt på DR2 en udsendelse, som fik sat alle disse filosofiske tanker i gang hos mig. Man fulgte forskellige videnskabsmænd, der lavede forskellige forsøg med vand.
Et forsøg var at tage tre beholdere med vand og riskorn i. Den første beholder med vand talte man positivt til hver dag, den anden skældte man ud, og den tredie ignorerede man.
Det mærkværdige ved dette forsøg var, at vandet rent faktisk reagerede forskelligt. Det vand man havde talt positivt til var efter et stykke tid fuld af liv og bakteriekulturer, det vand man havde skældt ud var helt sort, og det man havde ignoreret var rådnet.
Det fik mig virkeligt til at tænke – Vi mennesker består jo, alt efter vores alder, af ca. 70 og 90 procent vand og hvis vand påvirkes af hvad vi siger, mon så ikke det har indflydelse på os som mennesker, og hvad med dyr og planter? Ja alt levende indeholder jo vand.
Måske har Gud virkelig skabt os i sit billede, også i forhold til ordets skaberkraft.
Så næste gang du har lyst til at skælde din nabo huen fuld, så tænk lige en ekstra gang over, hvad de ord du vil sige, potentielt kan skabe ind i hans liv.
Jeg har i hvert fald besluttet mig for, at tale positive ord ind i min omverden.