Er vi ved at miste evnen til at elske?

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at skilsmisseprocenten stiger oven på julen – og det gælder ikke kun i januar, men også efter andre højtider. Det tætte familiesamvær i forbindelse med højtiderne konfronterer mange med følelser og erkendelser, som i værste fald fører til et brud.

I den forbindelse læste jeg i Kristeligt Dagblad et interview med en folkekirkepræst, der mener, at det er folkekirkens opgave at favne de fraskilte, og at man derfor bør overveje at indføre et skilsmisseritual. En tredjedel af alle ægteskaber ender i dag i skilsmisse, og derfor vil et skilsmisseritual hjælpe fraskilte til at komme overens med at have brudt det løfte, de gav ved ægteskabets indgåelse. Vi bryder så mange andre løfter, og derfor undrer det præsten, at netop løftet om evig kærlighed dømmes hårdere end andre brudte løfter.

Forståelsen af ægteskabet bliver dermed, at løftet kun gælder, så længe man er i stand til at holde det. Når man af forskellige grunde ikke længere kan, skal det med kirkens velsignelse være legitimt at bryde det. Hvis man gør alvor af tanken om et skilsmisseritual, fjerner man sig radikalt fra den kristne forståelse af kærlighed, ligesom resten af vores kultur er i gang med at gøre.
En af årsagerne til den høje skilsmisseprocent er uden tvivl, at vores syn på kærligheden i stigende grad præges af den tankegang, der følger med præstations- og forbrugersamfundet.

Alt vurderes ud fra nytteværdi og egen fordel. Kærligheden bliver et spørgsmål om at få sine egne behov opfyldt. Et moderne kærlighedsforhold består ofte i, at parterne opfylder hinandens behov, men når behovene ikke længere stemmer overens, går man fra hinanden og søger en ny partner, der kan opfylde ens ønsker. Den anden person reduceres til et middel, og kærligheden bliver selvisk og narcissistisk.

Det er også tankevækkende, at der i disse år er så stort fokus på narcissisme inden for den terapeutiske verden. Mange lider i forhold, hvor den ene part har narcissistiske træk. Forbrugsmentaliteten skaber utvivlsomt flere narcissister, men samtidig anses det også næsten som patologisk at ofre sit eget ego for en anden. Vores enorme fokus på individuel præstation og karriere er en katastrofe for kærlighedslivet. Kærligheden bliver et produkt – noget, man køber, bruger og kasserer – snarere end en dyb relation til en anden person på godt og ondt.

Jeg har en fornemmelse af, at færre og færre mennesker efterhånden ved, hvad det vil sige at elske, og at de færreste længere er i stand til det. Det er en skræmmende tanke, at vi er i gang med at udvikle en kultur, hvor mange mister evnen til at elske eller aldrig lærer det. Et samfund, hvor kærligheden er kold, og hvor ingen længere kan elske, er vel i princippet, hvad man kan kalde helvede.

Kristnes og kirkens hovedopgave i vor tid er at fastholde den kristne forståelse af kærlighed, som handler om selvhengivelse og om at være villig til at ofre noget for at modtage noget større. Det er præcis, hvad ægteskabsløftet drejer sig om, fordi det peger hen på den måde, Gud elsker os på. Gud holder altid sine løfter.