Mødet med migranter udfordrer folkekirken, men giver også mulighed for at få øje på sin egen kultur

”Vi skal være kirke for alle, der bor i sognet.” ”Det er vores opgave at skabe fællesskaber, hvor alle kan føle sig velkomne.” ”Kirken skal bevæge sig ud og møde folk, så de mærker, at kirken også er et sted for dem.”

Formuleringer som disse var gennemgående, da teolog Laura Bjørg Serup Petersen i perioden fra 2017 til 2024 besøgte kirker over hele landet og talte med præster og kirkekulturmedarbejdere om, hvordan de konkret forholdt sig til migranter og andre nydanskere i deres sogn og lokalområde, og hvordan dette arbejde hang sammen med, hvordan de opfattede sig selv som kirke og menighed.

”Det var gennemgående, at præster og kirkekulturmedarbejdere og ofte også mange af de frivillige, der var engageret i aktiviteter med og for nydanskere, lagde vægt på, at de netop som folke- og sognekirke havde en særlig forpligtelse til at forsøge at nå ud til alle i sognet,” fortæller Laura Bjørg Serup Petersen. ”Det handlede meget om, at de mente, at man som folkekirke skal afspejle det omgivende samfund, hvis man vil bevare sin legitimitet, og så var der også nogle, der lagde vægt på en tilgang med mission som et formål, mens en del især betonede det diakonale ansvar, de følte,” uddyber hun.

Laura Bjørg Serup Petersen er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet og blev i august 2024 ph.d. fra Afdeling for Kirkehistorie og Praktisk Teologi samme sted.

98 kirker

Afhandlingen blev til over syv år, hvor hun både kortlagde typen af aktiviteter med og for nydanskere i 98 folkekirker og lavede grundige interview med kernemedarbejdere i 15 kirker, som hun flere gange vendte tilbage til. Disse kirker var udvalgt, så de repræsenterede den teologiske bredde i folkekirken og også geografisk dækkede bredt. Ud fra disse interview valgte hun en kirke, som hun lavede et pilotstudie i, og derefter var hun på supplerende feltstudier i fire andre kirker.

Undervejs lavede hun interview med informanter både blandt frivillige, medarbejdere og nye og gamle medlemmer af menigheden.  Ud fra sit store materiale konkluderer hun blandt andet, at man mange steder gør en stor indsats, men at det kan være vanskeligt at få øje på den kultur, der præger ens egne kirke og menighed, og dermed kan der opstå forhindringer, som man ikke har forudset.

”Man laver typisk nogle aktiviteter som måltidsfællesskab, socialcafe eller sprogcafe eller måske særlige aktiviteter for børnefamilier. Det kan være aktiviteter, man har lavet før, og som man nu laver med en ny målgruppe, men uden altid at have gjort sig helt klart, om de svarer til målgruppens behov, eller om det kunne gøres på en anden måde,” siger Laura Bjørg Serup Petersen.

Måltidsfællesskaber er ikke altid lige til

Hun understreger, at hun som observatør og analytiker har en anden forudsætning end aktørerne selv for at få øje på udfordringerne, og at hun har stor respekt for de mennesker, der engagerer sig i feltet. Men ud fra en akademisk tilgang kan hun se nogle genkommende ting, som det måske vil være gavnligt at være opmærksom på ude i kirkerne.

”Mange steder har man måltidsfællesskaber, og det kan virke helt oplagt, fordi mad er noget, vi kan være fælles om, og ofte har man erfaringer med, at der kan opstå nye sociale kontakter under et måltid. Men det går ikke altid som ventet, og så kan der være en tendens til, at man giver op og tænker, at så var der åbenbart ikke et behov. Men måske var der et behov – blot et lidt anderledes – eller dem, man ønskede at nå, oplevede ikke aktiviteten som så åben, som arrangørerne antog,” siger forskeren.

Hun nævner som eksempel en kirke, der lå midt mellem et parcelhusområde og et alment boligområde, og hvor man arrangerede fællesspisning. De første gange kom der rigtig mange fra den faste søndagsmenighed af etniske danskere, hvoraf mange havde deres børn med. Men ret hurtigt faldt mange af dem fra, mens antallet af nydanskere voksede. Der blev altså ikke det kulturelle og sociale møde, som arrangørerne havde håbet på, og tilmed konkluderede nogle af gammeldanskerne, at det ikke var gavnligt for dem og deres børn at komme til ’blandede’ arrangementer, fordi nydanskernes køkultur og deres børns adfærd ikke stemte overens med, hvad gammeldanskerne ønskede at lære deres børn.

”I dette tilfælde tror jeg, at meget af det handlede om, at de faste medlemmer af menigheden havde nogle erfaringer og forventninger om, hvordan man lavede familie- og børnearrangementer i deres kirke. De kendte en fast form med spisning, leg, andagt, og så gik man hjem. Men for mange af de nytilkomne var denne form og forventningerne til dem helt ukendt,” siger Laura Bjørg Serup Petersen.

En del af de nytilkomne kom fra et asylcenter i nærheden, hvilket gjorde transporten besværlig, og andre boede i små lejligheder og så måske mest af alt arrangementet i kirken som en mulighed for at samles med bekendte og lade børnene lege frit, mens de selv havde mulighed for at tale sammen. Mens det i denne kirke var almindeligt, at arrangementer for børnefamilier begyndte til tiden, gik det ofte senere i gang end programsat, og de forskellige målgrupper blandede sig heller ikke ved bordene, som arrangørerne havde håbet.

”Når man åbner for noget nyt,
må man også være parat til det uventede,
og det kan ikke undgå at give nogle skvulp.”

Fredagskaffe i stedet

Laura Bjørg Serup Petersen mener imidlertid ikke, at en sådan erfaring er grund nok til at opgive, tværtimod. ”Man havde fået kontakt med nogle mennesker og havde fået dem inden for døren. Så man havde faktisk mulighed for at tale med dem og finde ud af, hvad de kunne ønske sig, og hvad der motiverede dem til at komme. Ud fra det kunne man så overveje, om man vil ændre på formen – og igen gøre det klart for sig selv, hvad formålet skal være,” siger hun.

I det konkrete tilfælde begyndte arrangørerne, mens Laura Bjørg Serup Petersen havde kontakt med kirken, at ændre formatet, så det i stedet blev et mere uformelt arrangement en eftermiddag hver uge, hvor børnene kunne lege, mens forældrene fik en kop kaffe. ”I en del kirker sker der netop det – at man justerer over tid og finder en form, der giver mening for alle. I andre tilfælde kan det være gavnligt at lave en blandet styregruppe, hvor man kan få afklaret, hvad de forskellige grupper ønsker, hvorfor der er opstået problemer, og hvordan man kan finde en løsning, som alle kan være i,” siger hun.

Café med og uden bibelcitater

Laura Bjørg Serup Petersen havde på forhånd forestillet sig, at de aktiviteter, de forskellige kirker udviklede eller tilbød, ville afspejle deres teologiske ståsted og kirkeforståelse. Men i praksis var det mange af de samme aktiviteter, der gik igen hen over det teologiske spektrum. Til gengæld kunne den konkrete måde at tilrettelægge en aktivitet på, afspejle det teologiske ståsted ret tydeligt, forklarer hun. Flere kirker lavede for eksempel torvepladscafe, hvor de på en plads i nærheden af kirken tilbød kaffe og samvær. De signaler, de sendte, var imidlertid forskellige.

”Det ene sted, hvor præster og menighed forstod sig selv i forlængelse af det missionske, delte de balloner med bibelcitater ud og havde bibelcitater hængende, og præsten var i ornat. Her ville man ud over at understøtte et godt lokalsamfund gerne pege tydeligt ind på kirken som et religiøst sted, der også var for nydanskerne,” siger hun. Det andet sted, der var mere grundtvigsk præget, var torvepladscafeen fuldstændig renset for religiøse symboler og markører. Der var ingen kors eller bibelcitater, og præsten, der deltog, var iklædt fleecetrøje.

”Jeg tror, at medarbejderne her regnede med, at dem, der kom hen i cafeen, kunne afkode, hvem arrangøren var. Men de fleste nydanskere kommer fra steder, hvor religion manifesteres ret tydeligt i det offentlige rum, og jeg tror, at mange slet ikke fangede, at det var kirken, der stod bag. Jeg hørte en gæst sige, at hun også kom i kirken en anden ugedag, og at det var sjovt, at hun så den samme person begge steder – en kirkekulturmedarbejder.”

At hilse på hinanden i Netto

Hun understreger, at migranter med for eksempel afrikansk baggrund ofte har en anden forståelse af, hvad en menighed er og skal kunne, og at de derfor kan blive overraskede og sommetider også skuffede over det, de mødes af i en dansk folkekirke.

”Mange nydanskere vil forvente, at de bliver budt velkommen, og de vil også regne med, at man hilser på hinanden i Netto, hvis man har været til gudstjeneste sammen. Men migranterne oplever typisk, at det ikke sker, og flere af mine informanter sagde direkte, at de ikke forstod, hvorfor der blev sagt store ord om kristen enhed og fællesskab i kirken, og så var der ingen, der satte sig hen ved siden af dem til kirkekaffen,” fortæller Laura Bjørg Serup Petersen.

Hun tilføjer, at gammeldanskere kan være tilbageholdende med at kontakte nytilkomne, fordi de ikke synes, at de taler godt nok engelsk, eller fordi de ikke vil trænge sig på. Men fra den anden side kan det blive opfattet som lukkethed og kulde.

”Man kan i folkekirken godt blive grebet af iver og begejstring over at se mennesker fra andre verdensdele på kirkebænkene og prædike om en paulinsk forståelse af menigheden som Kristi legeme, hvor der er brug for og plads til alle. Men det kan være svært at omsætte i praksis, og diskrepansen mellem prædiken og kirkekaffe kan virke fremmedgørende,” siger hun.

Hun mener også, at det i sig selv kan være vanskeligt for folkekirken at facilitere ligeværdige relationer, fordi folkekirken på mange måder er magtfuld og ressourcestærk og er flettet ind i samfundet og kulturen. ”Man står meget stærkt som folkekirke, og hvis man ikke er bevidst om det, kan det være meget svært reelt at åbne sig og give plads til, at nytilkomne kan være med til at forme fx højmessen,” siger hun.

Tungetale og lystænding

Mange kirker tilbyder tolkning ved gudstjenester, arrangerer månedlige gudstjenester på engelsk eller inkorporer elementer i gudstjenesten, som afspejler det interkulturelle. Sidstnævnte kan fx være bønner på flere sprog, at man flytter et lystræ ind, hvor man kan tænde et lys, eller at man synger en enkelt salme på et andet sprog end dansk. I visse tilfælde skaber det modstand i den eksisterende kernemenighed, og i andre tilfælde sker der uventede ting, som man så må tackle og forholde sig til løbende, fortæller forskeren.

”Jeg deltog ved en gudstjeneste, hvor en nydansker under nadveren, mens organisten spillede noget stille musik, der lagde op til eftertanke og ro, begyndte at taler i tunger. Et par kirkegængere udtrykte over for hinanden, at den slags måtte man finde et andet sted at praktisere. Når man åbner for noget nyt, må man også være parat til det uventede, og det kan ikke undgå at give nogle skvulp,” siger Laura Bjørg Serup Petersen.

Hendes ph.d.-afhandling er blevet antaget til udgivelse på engelsk, og hun er i den forbindelse blevet bedt om at give nogle råd og anvisninger til kirker, der gerne vil arbejde med det interkulturelle felt. Til det siger hun: ”Jeg tror, at man kan komme langt med at afklare, hvad ens motivation og forventninger er, og så være åben for, at der kan vise sig nogle andre behov og muligheder, end man havde tænkt sig.”

Og hun tilføjer: ”Desuden skal man nok heller ikke have for høje idealer. Man kan sagtens sidde til en gudstjeneste med stor diversitet på kirkebænkene og synge ”Syng lovsang, hele jorden” og virkelig blive grebet af det store i at være sammen på tværs af forskelligheder. Men man skal være parat til at tackle misforståelser og uenigheder og måske også til at leve med, at man i kirken har flere adskilte rum, hvor der kan foregå forskellige ting, som appellerer til forskellige mennesker. Det sker jo allerede, når man inviterer til babysalmesang den ene dag og seniorcafe den anden.”