Er den vrede Gud i Gammel Testamente den samme som den kærlige Gud i Ny Testamente?

Kære Anne

Jeg har været kristen i et par år, og indtil nu har jeg fokuseret på kun at læse Det Nye Testamente. Sidste år gav nogen mig en årlig bibellæsningsplan, og jeg besluttede at læse hele Bibelen på ét år. Men da jeg nåede til 4. Mosebog, begyndte jeg at blive meget utilpas over volden og blodsudgydelserne. Det forstyrrede mig i en sådan grad, at jeg holdt op med at læse Det Gamle Testamente og vendte tilbage til min behagelige læsning af Det Nye Testamente.

Jeg vil gerne læse Det Gamle Testamente, men jeg er næsten bange for at gøre det. Kan du hjælpe mig med at forstå, hvorfor der er så meget blodsudgydelse og vold i Det Gamle Testamente, når Det Nye Testamente understreger, at Jesus kom for at vise os Guds kærlighed?

Kenneth

Kære Kenneth

Du er ikke den første person, der kæmper med at læse Det Gamle Testamente på grund af dets tilsyneladende skarpe kontrast til Det Nye Testamente. Lad os se på, hvordan Bibelen selv forklarer dette dilemma, som mange kristne oplever. I begyndelsen skabte Gud mennesket i sit billede for at reflektere ham overfor resten af skabelsen. Alt var perfekt, indtil synden kom ind i verden. Men da først synden kom ind i verden, begyndte menneskehedens moralske forfald at gå meget hurtigt.

Synden begyndte med, at Adam og Eva var ulydige mod Gud, og i Første Mosebog, kapitel 4 ser vi, at allerede i den næste generation myrdede Kain sin bror Abel.
Blot ti generationer senere læser vi i 1. Mosebog 6, 5 en meget præcis diagnose af situationen: ”Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt.”

Forestil dig det – menneskehedens tanker var kun onde – konstant. Faktisk var denne ondskab så stor, at åndelige væsener begyndte at have seksuel omgang med mennesker, hvilket resulterede i giganter på jorden. Dette fordærv gjorde Gud så træt af menneskeheden, at han besluttede at oversvømme jorden og udslette hele skabelsen og dermed rense den fra dens ondskab. Men desværre, selvom kun otte mennesker overlevede syndfloden, forblev menneskehedens synd og oprør uformindsket.

Kun tre generationer senere, i 1. Mosebog kapitel 11, læser vi om mennesker, der arrogant forsøgte at bygge et tårn, der ville nå højt op i himlen, så de kunne kigge ind i selve himlen og nå Gud der. Igen greb Gud ind, og hans rettidige dom spredte menneskeheden ud over hele jorden. I 1. Mosebog kapitel 12, udvalgte Gud en mand ved navn Abraham, gennem hvem han planlagde at vende menneskers hjerter tilbage til ham. Herfra begyndte historien om, hvordan Gud valgte én familie, som skulle sikre, at både sund fornuft og godhed ville blive genoprettet i skabelsen.

Men det skulle tage yderligere 2.000 år, før Guds ultimative plan for menneskets forløsning udfoldede sig helt. For at beskytte Abrahams efterkommere fra at leve som ugudelige, gav Gud dem strenge love og straffede dem, der ikke adlød dem. Disse love skulle hindre folket i at leve i urenhed, indtil Guds plan for en Frelser udfoldede sig for hele menneskeheden. Men Bibelen fortæller os gentagne gange, hvordan hedenske afgudsdyrkere blev gift med personer tilhørende Guds folk og dermed styrede dem væk fra hans veje.

Fra Abrahams tid og lige til slutningen af Det Gamle Testamente læser vi, hvordan ondskaben gennemsyrede alt, så umoral, fornedrelse og barbari prægede alle facetter af menneskelivet. Der foregik både mandlig og kvindelig prostitution helt inde i Guds tempel som en del af de religiøse ritualer. Afgudsdyrkelsen var udbredt, og samfundet var fuldstændig forurenet. Børneofringer var en fast del af den hedenske afgudsdyrkelse. Det var en meget smitsom ondskab, så Guds udvalgte folk var i konstant fare for også at blive smittet, og det skete ofte.

Guds dom og straf brød ofte løs – dog aldrig primært over mennesker, men især over den synd, de repræsenterede og hengav sig til. Det virkede, som om brutal magt var den eneste måde, hvorpå man kunne stoppe den galopperende, nedadgående spiral af menneskelig ondskab. Der var en konstant kamp mellem det gode og det onde, hvor Gud måtte gå meget langt for at bevare mennesker i den gudsfrygt, han havde skabt dem til at vise for at afspejle hans billede og lighed til resten af skabelsen.

Men menneskeheden i almindelighed og Guds udvalgte folk i særdeleshed blev ved med at glide tilbage i synd og fordærv. Og Gud blev ved med at kalde dem til omvendelse og udmåle retfærdige straffe, når de ikke gjorde det. Dommen kunne virke voldelig og blodig, men fordærvelsen var lige så voldelig og blodig, hvis man ser på de religiøse blodsudgydelser og krige, den affødte. Når man blader om fra slutningen af Det Gamle Testamente til begyndelsen af Det Nye Testamente, kan det virke, som om man er på vej ind i en helt anden verden.

Mange vil derfor hævde, at Det Gamle Testamentes Gud er en vred gud, hvorimod Det Nye Testamentes Gud er en kærlig gud. Selvom denne forklaring på overfladen kan lyde meget rigtig, viser et nærmere kig på Bibelen, at denne opfattelse er helt fejlagtig. For den Gud, der udgyder sin vrede mod synden i Det Gamle Testamente, er den samme Gud, der i Det Nye Testamente kom som et menneske og gav sit liv, idet han døde den mest forfærdelige død for at forsone menneskeheden med sig selv. Og Ny Testamente beskriver også, at Gud i al evighed vil straffe dem, der afviser det tilbud om frelse, han gav til hele menneskeheden gennem Jesus (2. Thes 1,5-10).

Fra 1. Mosebog til Åbenbaringen ser vi både Guds grænseløse kærlighed til menneskeheden og hans frygtindgydende vrede over synd og ondskab. Og det viser os, at det er en fejltagelse at hævde, at der er tale om en anden Gud i Det Gamle Testamente sammenlignet med Det Nye Testamente. Hebræerne 13, 8 siger, at Jesus Kristus er ”den samme i går og i dag og til evig tid”. Det betyder, at Det Nye Testamentes Gud er den samme evige, uforanderlige Gud gennem alle tider.

Ezekiels bog kap. 18 vers 21, 23 og 32 giver os en gribende beskrivelse af Guds kærlighed til menneskeheden: ”Men hvis de onde vender sig fra deres ondskab og begynder at adlyde mine love, så de gør, hvad der er godt og ret, skal de leve og ikke dø.” ”Tror I måske, at det glæder mig, når et ondt menneske bliver straffet med døden? spørger jeg, Herren. Nej, jeg vil meget hellere have, at de vender sig fra deres ondskab, så de kan leve.” ”Jeg glæder mig bestemt ikke over at se jer dø. Omvend jer dog, så I kan leve.”

Kærlighedens og nådens Gud har det åbenlyse ønske, at syndere skal omvende sig og leve. Men Gud er samtidig den retfærdige Gud, som må gribe ind overfor det onde, selvom det betyder, at han må udslette alle dem, der bevidst praktiserer det onde, fra jordens overflade. Hele Bibelen, fra start til slut, viser os, at Gud aldrig afviger fra denne standard for retfærdighed og nåde. Fordi Gud er den retfærdige, kan han ikke bare se gennem fingrene med synd. Når menneskeheden forvilder sig længere og længere ind i selvdestruktion, må Gud gribe ind.

Det Gamle Testamente er en optegnelse om, hvordan Gud griber ind i menneskehedens nød med et nyt løfte om håb. Det Nye Testamente er beskrivelsen af Guds nåde mod mennesker, der er fortabte i deres synd og oprør. Gud var ikke forpligtet til at påtage sig denne redningsaktion, men han planlagde og gjorde det alligevel. Gud så ikke igennem fingre med skyld og uretfærdighed. Men alligevel tog Gud-mennesket i Jesu Kristi person straffen på sig og tilfredsstillede dermed retfærdigheden i en grusom dom.

Bibelen er hovedsageligt en optegnelse om Guds nåde, på baggrund af menneskehedens ulykke og elendighed. Jeg håber, at dette giver dig en bedre forståelse af, hvordan du kan læse hele Bibelen fra et mere afbalanceret perspektiv, og jeg ønsker dig alt det bedste med din bibellæsning i det kommende år.

Anne