’Vi bliver utroværdige som kristne, hvis vi lader, som om vi altid er glade’

Over 300 mennesker var samlet i en stor hal, da ECHO-konferencen 2025 blev åbnet i Fredericia Idrætscenter. Mange forestillede sig nok, at konferencen ville blive åbnet med en tale og en formel velkomst, muligvis efterfulgt af en bøn. Men der skete noget andet. Konferencen, som blev afholdt for tredje gang, åbnede med et show, hvor en danser hang i en ring, der var spændt fast i loftet over scenen. Danserens akrobatiske bevægelser fulgte rytmen i den kendte lovsang ”Give me Jesus” og var en fortolkning af sangen og dens budskab.

”Der var helt sikkert nogle, der undrede sig, og nogle syntes sikkert også, at det var svært at forholde sig til. Men jeg så andre, der stod nede bagved med tårerne i øjnene. Vi møder og oplever Gud på forskellige måder, og jeg synes, at det er på tide, at vi lader dans, musik og kunstformer, vi ikke normalt forbinder med forkyndelse, fylde noget mere. Vi er vant til ord, ord, ord,” siger Dyveke Nepper, der er hovedansvarlig for konferencen og har udviklet konceptet bag den.

”Vores mission er klar: Vi ønsker at være et ekko af Guds kærlighed. Vi vil gerne begejstre, inspirere og skabe en levende tro. Vi tror på, at Bibelen stadig er relevant og ikke mindst vejledende for de udfordringer, vi møder i dag. Men jeg mener også, at vi som kristne har lige så meget brug for at blive udfordret med spørgsmål og nye former, som vi har brug for at få gentaget de former og formler, vi allerede kender,” siger hun.

Oprindeligt var ideen at lave en ungdomskonference støttet af Indre Mission og Indre Missions Ungdom, men da Dyveke Nipper overtog opgaven, gjorde hun det klart, at hun ikke ville lave en konference for en snæver målgruppe.

”ECHO er for alle, som tror på Gud eller blot er nysgerrige på emner omkring Gud og trosliv. Min drøm er, at deltagerne tager hjem en masse inspiration til, hvad det vil sige at leve sit liv med Gud. Kirken har været god til at give svar; nu synes jeg, vi skal stille spørgsmål sammen, og vi skal gøre det på en velkvalificeret måde – med høj faglighed og æstetik i højsædet,” siger Dyveke Nepper.

Fra bibelsk arkæologi til branding

ECHO finder sted over en hel weekend, hvor der er seminarer, fællessamlinger, lovsang, forbøn og gruppesamtaler. Emnerne spænder fra bibelsk arkæologi over rebranding af kirken til livet som missionærfamilie til Bibelen som standup og forventninger til familielivet. Det er tanken, at der skal være noget til både yngre og ældre, mænd og kvinder, nye og erfarne i troen. Desuden er håbet fra arrangørernes side, at oplæg, taler og lovsang inspirerer til samtaler, hvor svære spørgsmål kan blive drøftet i en tryg atmosfære.

Årets overordnede tema er de fire årstider som metaforer for troens og menneskelivets omskiftelighed, og i løbet af weekenden er der en hovedsamling om hver årstid.

”Jeg synes, at det mest spændende ved oplægget om vinteren var det billede af vinter som noget, der har med tørke og ensomhed i ørkenen at gøre. Vores billede af vinteren, som vi også knytter til svære tider i troslivet, er vel ofte præget af sne og kulde. Men i Bibelen er det nok mere ørkenen – the wilderness – der knytter an til vintermetaforen. Og det er ofte i ørkenen, at Gud møder mennesker. Så måske skal vi turde blive i ørkenen eller mørket lidt længere,” siger en kvindelig deltager. Hun sidder under en lyskæde og omgivet af et trådhegn, der er dekoreret med efeu og små sedler med bønner og refleksioner, der er sat op med klemmer. På et pallebord foran hende står en blomsterdekoration med lyserød som dominerende farve, og rundt om bordet på andre paller sidder fire andre konferencedeltagere, to mænd og to kvinder.

Altid halleluja-glade

Ved andre borde er der pyntet med blomster i farver, som afspejler forår, efterår og vinter, og der er hængt digte og bønner op, som beskriver årstiderne. I midten står en skulptur af et træ, hvis grene rækker ud i lokalet og bærer lyskæderne. Deltagerne er blevet sat tilfældigt sammen i grupper, som var samlet til refleksion første gang fredag aften. Nu har de en time til at tale om formiddagens to oplæg, der havde vinter som tema.

Inden de har sat sig til bordene, har de hentet kaffe og frugt, og nogle har nået at kigge lidt på de forskellige stande, hvor missionsselskaber og forskellige kristne foreninger og virksomheder har sat materiale, bolsjer og chokolade frem. ”Jeg tror, at vi bliver langt mere troværdige som kristne, hvis vi ikke kun taler om, at Gud er god, og derfor er alt godt. Selvom Gud er god, kan der være meget, som er svært, og der findes masser af dårlige ting i verden. Dem, der kigger på os udefra, må tænke, at vi er naive,” siger en ung mand. En yngre kvinde nikker.

”Folk kan se al mørket i verden, og hvis de så tror, at vi bare er halleluja-glade altid, kan de ikke tage os alvorligt,” siger hun.

Tjekker altid i spejlet

Samtalen fortsætter om behovet for at blive i mørket – og at kende sorgen som en forudsætning for at sætte pris på glæden. De taler om hyrderne på marken, som man kan have et romantisk billede af, men som formodentlig levede et barsk og fattigt liv. Og om kristne fællesskaber, hvor mørket sjældent får plads.

”Vi skulle have mere plads til klagesange i vores lovsang,” siger en af deltagerne. ”I stedet for at tro, at vi skal og kan fikse alting, skal vi blive bedre til at være sammen med hinanden i det svære. Ellers bliver missionshuset og kirken et sted, hvor man skal tage en glad maske på, og hvad er vores fællesskab så værd?”

En ung mand supplerer: ”Bibelen indeholder jo både takkesange og klagesange, så vi skal have begge dele. Men vi skal forsøge at ende et sted, hvor der er lys. Vi skal ikke slutte i mørket.”
Der høres lovsangsmusik fra den store hal, hvor de store fællessamlinger finder sted. Deltagerne omkring bordet lytter lidt, og så tager en yngre kvinde ordet.

”Inden jeg går af sted i kirke søndag morgen, tjekker jeg altid i spejlet, at jeg ligner én, der har styr på mit liv. Jeg ville ønske, at jeg ikke gjorde det, men det gør jeg, og jeg kan se, at de andre i kirken også gør det. Men søndagen burde jo være en dag, hvor vi kan lægge den slags fra os,” siger hun.

Sandhed og følelser

En anden deltager drejer samtalen over på forholdet mellem følelser og tro. ”Egentlig kan jeg godt lide, at vi synger lovsange, som udtrykker en sandhed om Gud, mere end at de spejler vores følelser. Der skal være plads til at udtrykke følelser. Men jeg holder af at synge med på lovsange, som udtrykker noget om Gud, som jeg ikke nødvendigvis kan genkende i mine følelser. Det har jeg oplevet, at de er gode til i Etiopien,” siger hun.

En midaldrende mand supplerer: ”Troen skal ikke være afhængig af vores følelser, men jeg synes, at det er godt, at følelserne får plads. Især os i den ældre generation har nok ikke været så vant til det. Men når jeg kommer hjem fra en weekend som denne her, så er jeg glad og oplivet, og det holder sig meget længere ind i hverdagene, end når jeg har været på ferie,” siger han. Flere giver udtryk for, at ECHO giver dem inspiration og udfordrer dem på en måde, som andre kristne møder, konferencer og lejre ikke altid gør.

36-årige Thina Christensen, der er med på ECHO for anden gang, siger: ”Jeg kan godt lide, at der bliver rusket lidt op i den måde, vi tænker kristenliv og forkyndelse på. Dansen i aftes var meget enkel og smuk, synes jeg, og det er godt at blive udfordret i, hvordan vi kan opleve og formidle troen. Det er sundt, at nogen skubber til os,” siger hun.

Noah Harrison, der er 18 år, blev ikke særlig berørt af dansen ved åbningen eller af den argentinske tango, som et sportsdanserpar brugte til at fortolke Coldplays ”We pray”. Men han synes, at det er positivt, at ECHO byder på mangfoldige trosudtryk. ”Det er sjovt at se, hvordan mennesker møder Gud på forskellige måder, og sådan en konference, hvor jeg får mulighed for at tale med mennesker, jeg ikke kender på forhånd, er virkelig en energizer til mit trosliv i hverdagen,” siger han.

Dyveke Nepper glæder sig over, at der i løbet af weekenden er op mod 500 deltagere i aldersspændet fra teenagere til pensionister, og at mange giver udtryk for at få noget nyt med hjem. ”Nogle har måske siddet i kirken hele deres liv og hørt på en masse ord, som aldrig rigtigt har ramt dem. De har lyttet, men ikke mærket noget. Her kan de måske bliver ramt sanseligt eller kropsligt og opleve, at Gud ikke kun kommunikerer med mennesker på lige præcis den måde, kirken har vænnet sig til,” siger hun.

ECHO er en konference, der afholdes en gang årligt over en weekend og er finansieret af Indre Mission og IMU. Et lederteam på ti personer samt 40-50 frivillige står bag program og afvikling. Der er seminarer, fællessamlinger, lovsang, koncerter, gruppesamtaler m.m. Målet er at samle mennesker på tværs af alder, etnicitet, kultur m.m. og inspirere og motivere dem til at leve et liv i tæt relation med Gud.