Hvordan skal kristne forholde sig til Trump?
Trump vækker stærke følelser både hos hans vælgerne og hans politiske modstandere. I de få uger, han har siddet som præsident for anden gang, har han formået at sætte sindene i kog langt ud over USA’s grænser. Af sine vælgere bliver han forgudet nærmest som en messiansk skikkelse, der vil føre USA ind i en ny guldalder, som han også lovede i sin indsættelsestale. Hans tilhængere, også udenfor USA, ser ham som en nøglefigur, der kan sætte skik på verden i en turbulent og usikker tid. Trump selv mener, at Gud reddede ham fra attentatforsøget imod ham, fordi han er bestemt til at gøre Amerika stor igen.
Især blandt konservative kristne er begejstringen for Trump og hans vicepræsident, J.D. Vance, enorm. Ikke mindst fordi de begge har givet deres fulde støtte til den årlige pro-life-march i Washington, hvor Vance i år holdt en tale om livets ukrænkelighed. Andre kristne er oprevede over Trumps behandling af indvandrere, også selvom de er illegale, og den hårdhændede behandling, de nu får især ved grænsen til Mexico, hvor militæret er sat ind.
De har svært ved at få det til harmonere med evangeliets budskab om næstekærlighed og måske også den nærmest kultiske bevægelse, der er opstået omkring Trump i kristne kredse. Hvordan skal kristne forholde til politiske ledere i en tid, hvor politik fylder alt og også er begyndt at spille ind på kirkelige fællesskaber? Apostlen Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 13, vers 1: “Enhver skal underordne sig de myndigheder, der står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud.” I en tid, hvor demokrati nærmest hyldes som en religion, kan en sådan udmelding være svær at sluge.
Demokrati bygger på, at man kan være i opposition til magthaverne. Siger Paulus indirekte, at reformer, der udspringer af protest, er noget, kristne bør afholde sig fra? Og at alle kristne bør rette ind efter, hvad statsminister Mette Frederiksen eller andre politiske ledere siger? Det er vigtigt at huske på, at Paulus skriver til menigheden i Rom, som netop levede under kejserens kontrol. De romerske kejsere behandlede i mange tilfælde kristne brutalt, og derfor ville Paulus formodentligt ikke provokere statsmagten.
Men med formaningen om at underordne sig myndigheder vil Paulus også have de kristne i Rom til at fokusere på den åndelige verden frem for den politiske. Paulus’ mission var at fremme Guds rige, ikke at ændre den politiske verdensorden. Han var evangelist, ikke politisk aktivist. Han vidste, at hvis kristendommen blev en politisk bevægelse, ville den romerske hær hurtigt knuse den. Han havde et langt større mål end samfundets politiske indretning, og at gå imod gældende herskere kunne ødelægge det hele.
I dag er faren på en måde omvendt: At kristne lader sig rive så meget med af politiske strømninger, at de begynder at dyrke en politisk leder som en messiansk figur. Når Paulus taler om at underordne sig myndigheder, mener han ikke blind og samvittighedsløs lydighed over for politikere. Hvad han vil minde om er, at Gud altid står over politiske ledere, og at denne verden kun er midlertidig. Derfor bør kristne ikke sætte alle deres forhåbninger til politiske figurer, men i stedet fokusere på og investere i, hvad der kommer efter livet på denne jord.
Faktisk er myndighederne indsat af Gud for at håndhæve love, der skal fremme det gode, og mindske synden. Derfor har politikere som Trump i en vis forstand også langt mere brug for vores forbøn end vores politiske støtte.
