Guds tid

Jeg har tidligere skrevet klummer om mine tanker og erfaringer ift., at Gud griber ind i rette tid. I rette tid er ikke lig med, at der ikke sker uforståelige ting, eks. at mennesker mister en, de har kær, at vi rammes af sygdom eller andet, set fra mit perspektiv.

Klummerne er mere skrevet ind i, at jeg tror, at Gud har meget mere i vente for os. Hvis vi tør vente på, at han griber ind, er der mange områder, hvor han ønsker at møde os på. Dette er ift. alt fra praktiske ting til større beslutninger og processer. Hvad mon der sker, hvis man stiller sig der, hvor man er afhængig af Guds indgriben? Hvis vi tør miste balancen en stund, stille os lidt på kanten, hvor vi er afhængige af ham?

Ofte hører jeg vidnesbyrd om mennesker, der på kanten i deres liv pludselig fik en stærk erfaring og møde med Gud. Måske oplevede de et bønnesvar, måske blev nogle økonomiske eller personlige udfordringer løst. I mit eget liv har det også vist sig sådan. Særligt i en periode mærkede jeg Guds konkrete indgriben. En periode for ca.12 år siden, hvor jeg grundet et biluheld var så uheldig at ryge ud af systemet og ikke modtage noget støtte, indtil min sag var færdigbehandlet.

Dette tog flere måneder. I den periode oplevede vi flere gange, at der lå penge i postkassen, stod mad på verandaen, tøj i sække til vores piger og meget andet. Det er en tid, jeg tænker tilbage på med lige dele ondt i maven og lige dele taknemmelighed. Oplevede vi så alt dette pga. de omstændigheder, vi stod i? Måske, eller måske stod vi og var så afhængige af Gud, at vi ikke havde andet valg end at bede, hvorefter Gud kunne gribe ind.

Mit åndelige mål for dette år er at stille mig og balancere på kanten, risikere noget uden at sikre mig på forhånd. Stille mig med hænderne foldede i bøn for at give Gud mulighed for at gribe ind.
En dyb relation kræver, at man ”comitter sig” og viser tillid til den anden. For at dette kan ske, er man nødt til at investere i relationen, det kommer ikke af sig selv. Vi må investere alt, vi har at give og turde stå der, hvor vi også er i fare for at blive såret. Jeg tror ikke, det er anderledes med vores tro. En tro bygger på en personlig relation med Gud.

Som der står i salme 84 vers 11, er det bedre med en dag i Guds forgårde end 10.000 dage, som jeg selv har valgt.