Bibler bliver revet væk i Cuba
I det fattige Cuba er hungeren stor - både efter brød og bibler. Landets bibelselskab har bedt Norge om støtte, så de kan få trykt mange flere eksemplarer af den efterspurte bog.

Den store spanske avis El País meldte sidste sommer, at 72 procent af Cubas befolkning ifølge en spørgeundersøgelse ser fødevarekrisen i landet som den største udfordring.
I det, der tidligere var Fidel Castros kommunistiske mønsterstat, er syv ud af ti holdt op med at spise morgenmad, frokost, eller aftensmad, fordi de ikke har penge – eller fordi der ikke findes mad, man kan købe. Næsten 90 procent af befolkningen menes at leve i ekstrem fattigdom, viser en undersøgelse fra Cuban Observatory of Human Rights i Madrid.
Stoppes på gaden
Men midt i nøden og sulten findes der også en anden hunger. Det fortæller generalsekretær Alain Montano fra det cubanske bibelselskab til Kristelig Pressekontor. Han er naturligvis selv en ivrig bibelbruger, men uanset hvor han kommer frem i sit hjemland, må han til stadighed give sin bibel væk. Det skyldes ikke, at myndighederne i den kommuniststyrede etpartistat er ude efter ham, men fordi andre kristne bønfalder ham om at give dem en bibel.
På den bil, han kører rundt i, ses navnet på det cubanske bibelselskab, Comisión Bíblica, og når folk opdager det, tager de kontakt med ham. Og biblerne forsvinder som varmt brød. ”Jeg bliver stoppet på gaden af fremmede, som ser bilen og vil have en bibel,” siger Montano. Han har for nylig besøgt Norge sammen med sin kollega, projektleder Elin Miranda Gomez. De besøgte Norge i forbindelse med Bibeldagen, som kan fejres når som helst på året, men som af mange menigheder markeres i weekenden 15.-16. februar, hvor den knyttes til prædiketeksten om Sædemanden.
”Jeg har opgivet at have en personlig bibel,” siger Alain med et smil og forklarer: ”Jeg begynder at bruge en bibel, noterer i den og understreger vigtige vers, men så møder jeg gang på gang kristne ledere, som ikke har nogen bibel selv. Da går det sådan, at jeg giver den bort, som jeg har,” fortæller Alain Montano.

Billig-bibler
Mellem 2013 og 2018 blev der uddelt 1 million bibler på Cuba. Efterfølgende øgedes efterspørgselen støt, og der blev uddelt yderligere 1 million bibler. Men heller ikke dette var nok i et land med en befolkning på 10 millioner indbyggere – selv om der nu er under 9 millioner på grund af stor udvandring. De uddelte bibler var billige at producere og af dårlig papirkvalitet. Det er noget af forklaringen på det store behov for bibler. Desuden betyder det tropiske klima på Cuba, at bøgerne holder i kortere tid. Med dårlig indbinding holder de ofte bare i nogle måneder, fortæller generalsekretæren.
Bibel til bedstemor
”Før vi gik i gang med projektet ’En million bibler til Cuba’, var det normalt, at bibler kun var tilgængelige i kirkerne. Da bogen blev tilgængelig for privatpersoner, skabte det en ændring,” mener Montano. Han siger, at adgangen til bibler er meget afgørende for, at mennesker får en personlig forståelse af, hvad det betyder at være kristen. De sidste år er mange på den karibiske ø kommet til tro, og dem, som får deres egne bibler, er dem, som bliver i menighederne. ”På Cuba er det normalt, at familierne bor sammen på tværs af generationerne. Når en person har en bibel, og den ligger på stuebordet, kommer der hurtigt et spørgsmål fra bedstemor. ”Oj, en bibel! Tror du, at du kan skaffe mig sådan en?”

Håbløshed
Projektleder Elin Miranda Gomez fortæller, at folk på øen ikke bare er sultne efter bibler. Når en normal månedsløn ligger på mellem 200 og 280 norske kroner og 30 æg koster lidt over 100, betyder det, at mange kun spiser ét måltid om dagen. Elektricitet og medicin er mangelvarer, og mange er emigreret for at tjene penge i andre lande. Resultatet er en befolkning, hvor pensionister og unge er overrepræsenterede.
”Håbløsheden gør, at folk søger mening hos Gud og i det kristne fællesskab,” siger Elin Miranda Gomez, som selv er ungdomspastor i en menighed.