Hvor gik Moses og israelitterne over havet efter den første påske?

I mange år var Saudi-Arabien et meget lukket land. Nu har kronprinsen åbnet det, også for turister. Det gør det muligt at besøge de steder, hvor Moses for 3.500 år siden førte de israelittiske slaver fra Egypten til det nuværende Israel – gennem en del af Saudi-Arabien.

Israelitterne havde boet i Egypten i 430 år. De ankom oprindeligt under en sultkatastrofe. Men i Egypten var der mad, fordi Josef indsamlede korn for Farao i syv gode år før en syvårig sultkatastrofe. De første mange år nød israelitterne Egyptens goder, men så blev de gjort til slaver og var formentlig med til at bygge nogle af pyramiderne. Men den hebræisk-egyptiske prins Moses fik af Gud besked på at befri folket og lede det ud af Egypten gennem ørkenen til Kanaan – det nuværende Israel.

Den første påske

Farao ville ikke slippe sine slaver, men i et dramatisk opgør nedkaldte Moses ti plager (katastrofer) over Egypten. Den sidste plage var Døds-englen, som slog alle Egyptens førstefødte ihjel. Moses gav israelitterne besked om være rejseklar. De skulle slagte et lam og smøre blodet på dørstolperne, så Dødsenglen ville se blodet og gå forbi deres hjem. Lammet skulle spises den sidste aften – rejseklar før afrejsen. Siden har jøderne fejret påske til minde om udgangen af Egypten.

Ligesom meget andet i det Gamle Testamente var det et forbillede på det, der senere skulle ske i påsken, hvor Jesus som et uskyldigt lam blev korsfæstet. Herefter opstod den kristne påske. Endelig slap Farao slaverne fri, og de vandrede i tre dage, indtil de kom til Det Røde Hav. Farao fortrød nu, at han havde ladet slaverne rejse. Han sendte sit elitekorps efter israelitterne, som nu stod fortvivlede på stranden. De anklagede Moses for at have bragt dem i en umulig situation, fortæller 2. Mosebog.

Følger man beskrivelserne i Bibelen, tyder det på, at de stod ved Nuweiba. Her ligger en stor sandbanke, som tydeligt ses på satellitbilleder fra Google Earth. For at komme ud til denne sandbanke måtte israelitterne gå igennem et bjergpas. De var altså lukket inde ved havet, da Faraos hær hastigt nærmede sig fra vest. De havde virkelig brug for et mirakel…!

Miraklet ved Det Røde Hav

I moderne tid har man forsøgt at finde en ”naturlig forklaring”. Man forestiller sig, at israelitterne bare vadede igennem et lavtvandet område nordpå. Men Bibelen fastholder, at Gud var aktivt med i det, der skete, og at en kraftig østenvind blæste en vej gennem havet, så folket kunne gå over på sandbunden, mens vandet stod højt på begge sider. Da de var kommet over, styrtede vandet igen sammen om de forfølgende egyptiske krigere og druknede dem. Så vidt bibelhistorien. Er der også arkæologiske tegn?

Rejsen til Saudi-Arabien

Flere dykkere har set og fotograferet vognhjul af samme slags, som sad på Faraos stridsvogne i det 18. dynasti. Fundene er gjort på den egyptiske side af Rødehavet, og en enkelt har set og fotograferet et vognhjul i havet på den saudiske side af Rødehavet. Det er den svenske sygeplejerske Viveca Pontén, som arbejdede på det lokale hospital for 30 år siden. Viveca var med på den undersøgelsesrejse, som vi i marts 2025 deltog i sammen med norske og svenske bibelresearchere og filmfolk.

Rejsen var arrangeret af dansk-norske Elin Tourniaire Haugvik Berglund, som har researchet bibelarkæologiske emner i en menneskealder. Vores guide var den franske akademiker og forfatter Sylvain Romain, som har besøgt området gennem ca. 15 år. Sylvain Romain taler også arabisk og har rejst i Mellemøsten i 40 år. Hans bøger om islam og kristendom er udkommet i en halv million ekspl. på 40 sprog.

Sylvain var her så tidligt, at han blev arresteret af myndighederne ligesom andre af de første besøgende i det dengang meget lukkede muslimske Saudi-Arabien. Amerikaneren Ron Wyatt og hans to sønner sad i fængsel i seks uger, fordi de ulovligt rejste ind i landet. Wyatt har gjort mange overraskende opdagelser.

Overgangsstedet

Sammen besøgte vi nu bl.a. det sted ved Dødehavet, hvor mange mener, at israelitterne må være gået over. Dødehavet er nemlig ned til 1.600 meter dybt og lige så bredt som Lillebælt. Men ét enkelt sted ved Nuweiba på den egyptiske side går der en ”vej” over til den saudiske side under havet. Denne vej skråner i dag ned til ca. 300 meters dybde, før den går op igen på den saudiske side. Da overgangen skete for ca. 3.500 år siden, kan vandstrømmen have gjort vejen dybere med årene. Måske var her ikke så dybt ca. 1500 f. Kr.

Salomons søjler

Med den nye åbenhed i Saudi-Arabien kunne vi nu fuldt lovligt også besøge den saudiske side af overgangsstedet. Her stod tidligere en marmorsøjle på hver side af Rødehavet, som Kong Salomon (1037–998 f.Kr.) skulle have opstillet for at markere stedet, hvor det israelitiske folk gik over. Søjlen nåede at blive fotograferet af de første besøgende, før den blev fjernet – måske fordi man ikke ønsker at anerkende jødernes tilstedeværelse her. Eller måske er den solgt på det sorte marked. Men der er stadig en søjle på den egyptiske side.

Ny opdagelse?

En ung norsk deltager på vores hold, Naomi Samsing, dykkede ca. 100 meter fra kysten og opdagede noget, der lignede en vognaksel rage op fra bunden i ca. 3 meters dybde. Den var fyldt med koraller og hård som sten. Hun havde ikke et undervandskamera med, men dagen efter dykkede flere fra gruppen med undervandskamera og metaldetektor for at genfinde stedet. De konstaterede, at der ikke var metal i stangen og konkluderede derfor, at det ikke var en vognstang.

At man i det hele taget finder noget her – 3.500 år senere – er imponerende. Vogne og andre artefakter er formentlig drevet med strømmen mod syd, hvor der er så dybt, så man ikke umiddelbart kan dykke.

Midjans land

Efter overgangen over Det Røde Hav opholdt israelitterne sig i Midjans land, fremgår det af Bibelen. Hertil var Moses tidligere flygtet, og han havde mødt kvinden Sippora ved en brønd og hjulpet hende imod nogle lokale bøller. De to blev gift og fik børn, mens Moses arbejdede for sin svigerfar Jetro i 40 år. Nu vendte han som 80-årig tilbage med hele sit folk til et område nord for Jetros by, der nu hedder Al Bad.

Allerede i det 2. årtusinde før Kristus var her en bystat med navnet Midjan i det nordlige Saudi-Arabien. Området kaldes stadig Midjan, og på et museum i Al Bad så vi gravkamre ind i klippesiderne. På gamle kort er ”Moses brønd” markeret – og brønden er indhegnet som et arkæologisk område (Der var dog hul i hegnet, så nogle af os krøb ind og så den store brønd på nært hold…).

En kilometer derfra gik vi på den gamle bymur, som omkransede den by, hvor Moses’ svigerfar Jetro og familien boede. Al Bad er den ældste permanente bebyggelse i Midjan – mere end 3.500 år. Nord for byen ligger en bjergkæde. Og ifølge Bibelen var det her, at Moses modtog De Ti Bud, og at andre dramatiske begivenheder skete.

Syvarmet lysestage

På det arkæologiske museum i Al Bad mødte vi den koreanske Dr. Sung Hak Kim, som har været læge for borgmesteren i muslimernes hellige by Mekka. Dr. Kim har derfor haft mulighed for at søge efter tegn efter Moses og israelitterne. Han har bl.a. fundet en helleristning på en klippe af en jødisk menora – en syvarmet lysestage, som Moses fik besked på at fremstille (2. Moseborg 25,31-40). Den stod i Tabernaklet – et midlertidigt ’tempel’ i et telt i ørkenen.

Denne syvarmede lysestage er et af de tydeligste tegn på, at israelitterne var her, og at det netop var her, Moses fik besked på at fremstille lysestagen. Desværre er tegningen af lysestagen fjernet fra klippen ved hærværk. Men dr. Kim har fundet en anden tegning, som han viser os et foto af på sin iPad. Dr. Kim kunne også hjælpe os med længde- og breddegrader på stedet, hvor Salomons søjle havde stået. Vi tog hen til stedet og fandt den stenbunke, som dr. Kim havde samlet ca. 600 meter fra Rødehavet for at markere stedet, hvor søjlen havde stået.

Det bitre vand – Mara

Fra overgangen fortsatte folket ind i landet. Og Sylvain Romain viste os frem til det sted, som han mener er Mara, hvor israelitterne klagede over bittert drikkevand. Mara betyder bitter. Moses fik besked på at kaste et bestemt træ i vandet, hvorved det blev frisk. Og Gud lover gennem Moses folket, at de ikke skal lide af sygdomme som egypterne, hvis de følger hans love og regler.

Elim – oase med 12 brønde

”Så kom de til Elim. Dér var tolv kilder og halvfjerds palmer. De slog lejr dér ved vandet,” fortæller 2. Mos. 15, 27. I nærheden er der netop en oase med mange palmer – og stadig 12 brønde…! Det er meget usædvanligt her i ørkenen, hvor der næsten ikke bor nogen mennesker. Hidtil har man kunnet besøge stedet. Men lige nu er det afspærret, fordi myndighederne er i gang med et kæmpe byggeprojekt, som kaldes Neom.

Halvanden måned efter udgangen af Egypten drager folket fra oasen i Elim til Sins ørken, ”der ligger mellem Elim og Sinaj”, fortæller 2. Mos. 16,1. Her klager folket over, at de ikke har mad. Og Gud lader et nyt mirakel ske: Der falder et hvidt lag manna hver morgen. ”Det lignede hvide korianderfrø, og det smagte som honningkage” (v.31). Noget af denne ukendte manna blev lagt i Pagtens Ark, som mange forsøger at finde. Vagtler fløj også i et tæt lag ned over lejren, så israelitterne kunne få kød, ligesom i Egypten.

Klippen ved Refidim

Israelitterne brød nu op fra Sins ørken og drog fra sted til sted. De slog lejr ved Refidim. Men her var ikke vand, så det tørstige folk var tæt på at stene Moses. Moses fik i bøn besked på at tage de ældste med og slå med sin stav på ”klippen ved Horeb” (2. Mosebog 17,6). Vi brugte mange timer i den bagende sol på at finde frem til Refidim i vores terrængående biler. Området er fyldt med klipper og bjerge.

Derfor virkede det som at søge efter en nål i en høstak. Men Sylvain og Viveca opgav ikke eftersøgningen. Og endelig fandt vi frem til denne enestående klippe, som skiller sig ud. Den er ca. 15 meter høj og slank, og ned gennem den går der en revne. En del af gruppen klatrede op til klippen, som ligger ovenpå et lille bjerg med store sten. Jarle fra Norge nåede først op. Han kunne bagefter bekræfte, at der var en rende efter et vandløb i klipperne fra den store klippe nedad mod højre – i en knastør ørken.

Dalen, hvor de kæmpede imod amalekitterne

Tæt på denne klippe findes en stor dal, som oplagt kunne være stedet, hvor israelitterne kæmpede imod amalekitterne. Dette folk angreb israelitternes bagtrop, og Moses sendte derfor sin væbner Josva i kamp mod dem. Moses selv fulgte kampen fra et bakkedrag, mens han løftede armene i bøn. Han blev dog træt og lod armene synke. Moses’ bror Aron og lederen Hur holdt Moses’ arme oppe, indtil Josva havde besejret amalekitterne. Gud hjalp ifølge Bibelen til fra det høje ved at lade det regne med store hagl ned over amalekitterne (Sådanne kæmpehagl oplevede mange danskere faktisk i 2023 i Norditalien). Og netop på det sted, hvor Moses måske fulgte kampen, findes der ældgamle helleristninger på sten.

Stenalteret stod der

Ifølge Bibelen ofrede Moses efter sejren på et alter. Tæt ved den spaltede klippe viste Viveca Pontén os et ældgammelt firkantet stenalter på ca. 5,5 x 5,5 meter. Når alteret ligesom de andre artefakter har fået lov at stå urørt, skyldes det, at landsdelen har været næsten ubeboet. Når vi har spurgt lokale muslimer om vej, har de udtrykt stor ærefrygt for ’Moses bjerg’ og ikke turdet nærme sig. Da Saudi-Arabien desuden har været et lukket land i nyere tid, er det først nu, at turisterne kommer. Forhåbentlig ødelægger de ikke de bibelske fortidsminder.

Du kan støtte Bibelsk Arkæologi og Research gennem Missionsfonden.dk. Bankkonto 9570-06139450 eller MobilePay 81558. Husk at skrive: Projekt 6133. Læs i en kommende artikel om Horebs bjerg, hvor Moses fik De Ti Bud, om hvor de dansede om Guldkalven og om gravene efter 3.000 oprørere.