Den usynlige hær og krigstræthed

Når vi taler om danske helte, så elsker vi at høre om de danske frihedskæmpere under Anden Verdenskrig. Den 5. maj fejrede vi 80-året for Danmarks befrielse, så langt de fleste af frihedskæmperne er efterhånden ved at være døde. Der bliver færre og færre til at fortælle deres historie, men stadig står myten om de tapre unge mænd stærkt i vores fortælling om det moderne Danmark.

Siden krigen har vi flittigt diskuteret Danmarks og danskernes rolle under krigen. Det er naturligvis utrolig komplekst, og så er historieskrivningen jo præget af mange interesser, perspektiver, tendenser, holdninger og valg. En ting er dog lysende klart for alle: Krig er altid hårdt at være med i, og krig gør ondt på så mange forskellige planer i menneskers liv og samfundet generelt. I kunst og litteratur er krig et yndet emne, måske fordi det tydeliggører alle menneskets ekstreme sider og blotter deres inderste følelser.

Nogle gange lykkes det, og andre gange bliver det mindre vellykket. Efter gennemlæsning af Niels Johansens “Den usynlige hær” vil jeg mene, at han klarer balancen godt. Forfatteren træffer dristige valg fra starten af, men jeg synes grundlæggende det virker, og grebene fungerer. Bogen adskiller sig fra traditionelle frihedskæmper-bøger på flere punkter, og det er absolut en af bogens styrker, men også noget man som læser må forlige sig med for at kunne nyde at læse bogen.

Handlingen udspiller sig i årene efter krigen. Vi følger de to tvillingedrenge Dan og Simon på 10 år, der vokser op som lægebørn i København. De er på mange måder privilegerede, og de har både mor og far, der har overlevet krigen og elsker deres drenge varmt. Der er dog et stort problem og et stort usikkerhedsmoment i deres barndom. Far er nemlig tidligere frihedskæmper, og han er dybt deprimeret og ødelagt af krigens rædsler.

Far er en helt, der var med til at vinde krigen for Danmark og de allierede, men prisen har været høj. Han er overlevende, men det liv, han lever nu, er ikke menneskeværdigt. Han passer sit arbejde som praktiserende læge og sit hverv som menighedsrådsformand, men selvmedicinering, mareridt og depression martrer ham. Alle skeletterne i skabet vælter naturligvis ud og præger tvillingedrengenes opvækst. Handlingen er gribende, dramatisk, realistisk og stærk.

Alt ses og opleves altså ud fra en 10-årig drengs optik. Hovedpersonen Dan fortæller nøgternt om hverdagsoplevelser i den sårede familie, og forældrenes handlinger under krigen hører vi genfortalt gennem ham. Der er altså ingen action-prægede beretninger om sabotagehandlinger, men fortællinger om en hverdag med en krigsramt far. Det bliver beskrevet med fin uskyld og en smule komik, når drengene tager en pistol med i skole, eller når der er knytnæveslag til menighedsrådsmødet.

Her adskiller bogen sig fra mange andre krigsromaner, og jeg synes, at det er godt og vigtigt at høre om efterkrigstidens traumer fra et barn. Krig kan være nødvendigt, men der er en hård pris at betale for de medvirkende og ikke mindst deres pårørende. Niels Johansen balancerer fint indholdet uden at blive for sentimental eller følelsesfuld, når vi læser om selvmord, tyskertøser og mobning. Det fungerer godt, at handlingen opleves gennem barnets naive øjne.

Den helt store potentielle anstødssten for “Den usynlige hær” er fortællestilen. Forfatteren vælger genren kortroman. En kortroman er som navnet siger en kort roman. Det vil sige, at fortællestil og handling bliver komprimeret, så bogen er hurtigt læst. Det minder lidt om at læse lyrik. Hvis du har muligheden, vil det være en god ide at testlæse et par sider for at se, om du kan lide formen. Jeg citerer en passage fra bogens indledning, hvor Dan beskriver sin tvillingebror, Simon.

“Simon kan forsvinde.
Blive helt væk!
1-2-3
Så er han her –
og så er han her ikke.

-Hallo, Hallo,
Simon!
Hvor er du?
Inde i flyglet”

Her er det en lyrisk beskrivelse af broderen, der finder tilflugt i musikken, når hverdagen bliver for barsk. Samme fortællestil bruges, når handlingen skal fortælles. Jeg synes det fungerer godt. Der bruges ikke mange ord til at beskrive stemninger og handlinger, så sproget bliver intenst, fortættet og skarpt. Kortromanen er en del af en serie. I “Den usynlige hær” læser vi begivenhederne fra børnenes perspektiv. Man kan sagtens læse denne bog uden at kende de andre bøger.

Forfatteren er pensioneret præst, salmedigter, forfatter og foredragsholder. Han beskriver sig selv som højskolemand, og det læser man tydeligt mellem linjerne. Det er historiefortælling på højskolemanér. Der refereres eksempelvis til salmen “altid frejdig når du går”. Børnene stifter “Hjaltebanden” efter forbillede fra sagnet om Bjarke og Hjalte. Det er sådan set realistisk og meningsfuldt, men det er nok også på baggrund af disse valg, at de yngre læsere bliver sorteret fra.

Bogen er forholdsvis let tilgængelig for en ung eller voksen. Det er ikke nødvendigt med store historiekundskaber eller lignende, men man skal være frisk på kortromanenes form. Er man med på præmisserne, så får man en medrivende og rørende historie om krigens mange ofre. Jeg har allerede bestilt de to andre historier i serien fra biblioteket, for jeg må da høre lidt mere om Dan, Simon og resten af familien!

Niels Johansens:
Den usynlige hær
348 sider. 249,95 kr.
Forlaget Læselyst