IPSICC

UK: Regeringsrapport hævder, at dødshjælp er billigere end pleje

Den britiske skuespillerinde Liz Carr (kendt fra serien ”Silent Witness”) kæmper imod legalisering af assisteret selvmord i UK, blandt andet gennem BBC-dokumentaren “Better Off Dead?”. Foto: The Life Institute

NGO’en The Christian Institute og forkæmpere for handicappede kritiserer en britisk regeringsrapport, der hævder, at assisteret selvmord kan spare penge ved at dræbe tusinder af terminale patienter. Det skriver Christian Post.

Kristne og handicapforkæmpere taler imod en konsekvensanalyse fra den britiske regering. Ifølge analysen kan legalisering af assisteret selvmord for uhelbredeligt syge spare det nationale sundhedsvæsen (NHS) op mod 59,6 mio. pund årligt. Ifølge grupper, der er imod assisteret selvmord, ignorerer rapporten den øgede sårbarhed hos personer med psykiske lidelser eller handicap og fokuserer på drab frem for lindrende pleje.

Analysen forudsiger mellem 1.042 og 4.559 assisterede dødsfald hvert år inden for et årti efter den foreslåede lovgivnings ikrafttræden, udtalte The Christian Institute i en erklæring, hvor de udtrykte deres etiske bekymringer.

Dødshjælp kan spare 80 % af prisen pr. patient

Rapporten, der blev bestilt af Department of Health and Social Care, undersøgte de økonomiske konsekvenser af det lovforslag om terminalt syge voksne, der blev fremsat af parlamentsmedlem Kim Leadbeater. Ifølge vurderingen kan en reduktion af den forventede levetid med flere måneder gennem assisteret selvmord sænke omkostningerne til fx ambulancetjenester, hospitalsindlæggelser, ambulante besøg, lægebesøg, hospicebehandling og medicin.

De anslåede besparelser er baseret på antagelsen om, at ”assisteret død” sker to måneder inde i, hvad der ellers ville være en seks måneder lang terminal sygdom. Dermed sparer man op til fire måneders sundhedsudgifter pr. patient, understreges det. Regeringens 149-siders rapport nævner en sundhedsudgift per person på 16.500 pund i de sidste seks måneder af livet, hvor 34 % af beløbet bruges i den sidste måned. Hvis assisteret dødshjælp forkorter patientens liv med fire måneder, kunne NHS undgå næsten 80 % af disse udgifter per patient, skønnes det.

Tallene er dog fortsat meget usikre, og ordet ”usikker” forekommer 36 gange i rapporten. De økonomiske fremskrivninger er baseret på sammenligninger med Oregon og Canada, hvor assisteret selvmord allerede er lovligt. Rapportens forfattere erkender da også, at vigtige aspekter af implementeringen stadig er udefinerede og skal behandles i fremtidig sekundær lovgivning. Der er også betydelige logistiske og etiske udfordringer, fx forventer man stor mangel på villige ”behandlere” blandt sundhedspersonalet.

Vil omdirigere penge ”fra pleje til aflivning”

Ciarán Kelly, direktør for The Christian Institute, sagde, at lovforslaget vil omdirigere penge ”fra pleje til aflivning”. Han udtalte, at man hellere skulle styrke den lindrende indsats. Baronesse Tanni Grey-Thompson, der er tidligere paralympisk atlet og fortaler for handicappedes rettigheder, sagde, at vurderingen viser, hvordan lovforslaget vil udsætte handicappede og sårbare mennesker for alvorlig risiko, fordi man peger på økonomiske incitamenter til at se assisteret selvmord som en god ”behandlingsmulighed”.

Hun advarede om, at sådanne incitamenter kan føre til indirekte eller direkte pres på personer, der i forvejen føler sig som en byrde for andre. Juridiske eksperter er også alvorligt bekymrede over lovforslagets forenelighed med menneskerettighedsbeskyttelsen. Således peger advokaterne Tom Cross KC og Ruth Kennedy på, at lovforslaget ikke indeholder tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger for personer med handicap, især dem, der er tilbøjelige til selvmordstanker.

Denne mangel ”er i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention”, fordi den ikke tager højde for visse personers specifikke sårbarhed, når det gælder retten til liv ifølge artikel 2, skriver advokaterne.