IPSICC

MF tilbyder to teologiske fag som netstudier

Faget Indføring i Bibelen har ph.d. Anja Smedstrup Christensen og dr.theol. Morten Hørning Jensen (billedet) som undervisere. Foto: Stefan Vase

Menighedsfakultetet udbyder hvert semester enkelte fag fra teologiuddannelsen, som kan følges hjemmefra, altså som netfag. Det er en oplagt mulighed for dem, der har en interesse i teologi og kan bruge det i forbindelse med opkvalificering til arbejde indenfor kirke eller undervisning eller i forbindelse med et sporskifte.

Til efteråret udbyder Menighedsfakultetet to meget populære fag som netstudier. Det drejer sig om ”Indføring i Bibelen” og ”Kirkehistorie og konfessionskundskab”.

I faget ”Indføring i Bibelen” vil ph.d. Anja Smedstrup Christensen og dr.theol. Morten Hørning Jensen give en grundlæggende og grundig indføring i Bibelen med vægt på tekstgenrer, skriftgrupper og de forskellige bibelske bøgers tilblivelse, opbygning og indhold.

I faget ”Kirkehistorie og konfessionskundskab” vil professor emeritus i kirkehistorie Kurt E. Larsen give et overblik over de forskellige epoker i kristendommens historie med særlig vægt på dansk kirkehistorie.

Uforpligtende webinar om netfag m.m.

Hvis du er nysgerrig på, om teologi som netstudie er noget for dig, så afholder studiekoordinator, cand.theol. Brian K. Hansen et webinar om teologi som netstudie. Her vil han kort gennemgå studiets særlige form, ansøgning, optagelse (herunder adgangskrav) og netfag i det kommende semester.

Derefter vil der være rig lejlighed til at stille spørgsmål. Det foregår tirsdag den 27. maj kl. 16.00 – 16.30. Tilmelding kan ske via teologi.dk/tilmeld.
Det er gratis og uforpligtende at være med, oplyser Menighedsfakultetets landssekretær, Stefan Vase.