Kirken har brug for at udvikle en teologi for tilbagegang og svaghed i menneskelivet

Fik du set det du ville?

Jeg skriver dette essay med visheden om min forestående 50 års fødselsdag lige foran mig. En kærkommen anledning til at tænke efter det liv, som jeg nu engang har levet. Hvad mon livet har lært mig, tænker jeg? ”Har du opnået det, du ønskede med dit liv”, spurgte min voksne søn mig forleden over formiddagskaffen. Sikke et spørgsmål at få – Tak for kaffe! – Ja, tak og mere til, kunne jeg heldigvis svare.

Mit svar bærer i sig lige dele af taknemlighed over alt det, som jeg har fået lov til at skabe og udvikle i mit liv, men også en fornemmelse af, at der måske er nye færdigheder eller forståelser af livet, jeg må tænke mere over her midt i livet. Meget i tiden og kulturen kan nemlig lære os om den såkaldte vej frem og opad i livet, men hvem og hvad kan lære os om den langsomme nedgang, ja undergang og tab af hastighed og færdigheder, der som bekendt følger, når man rammer stedet midt livet.

Jeg siger ikke, at jeg er gammel, men når jeg ser på mine voksne børn, så bliver jeg klar over, at jeg i hvert fald ikke er ung. Bare rolig: Jeg kan stadig betjene elektroniske apparater, forstå en del af, hvad de fremvoksende generationer bruger af sproglige udtryk, men jeg må også sande, at der også sker tab af hastighed og af nysgerrighed og fleksibilitet med årene. Og en fremvoksende erkendelse af, at livet ikke bare handler om udvikling, men også om accept af mangel på samme.

Men hvem skal dog lære én, at vejen i livet nogle gange går den stik modsatte retning af det, man ønsker? Hvem kan lære mig om tilbagegang, afvikling eller ligefrem om undergang i livet?

Fra fremgangsteologi til udviklingsteologi

Da jeg var ung, diskuterede man i de kirkelige miljøer, jeg var en del af – i perioder i hvert fald – mødet med det, man kaldte fremgangsteologien eller herlighedsteologien, som den også blev betegnet af dens kritikere. Teologien er båret af en tanke, om at Gud ønsker vækst og fremgang for sine børn åndeligt og økonomisk og det kombineret med en meget bogstavelig tolkning af visse bibelvers, der fx omtaler, at de gamle, testamentelige patriarker blev velsignede med materiel fremgang.

Udover nogle enkelte frikirker her og dér, som lod sig mere eller mindre besnære af disse tillokkende tanker om fremgang, lykke og en ny bil, så var der vist ikke det store marked for denne tankegang her på vores mere kølige breddegrader. Når man er borger i et land med høj velfærd for de fleste og en vis følelsesmæssig påholdenhed, så er efterspørgslen knap så stor. Man skal vist til USA, hvor ”enhver er sin egen lykkes smed”, eller til et udviklingsland, hvor behovet for forbedrede levevilkår er mere påtrængende, for at den slags rigtigt slår igennem. På mange måder tror jeg, at fremgangsteologien lugtede lidt for meget af at komme fra den anden side af Atlanten. Ikke noget, der kunne gro i vores baghave.

Til gengæld er der andet amerikansk tankegods, der vokser langt bedre hos os. For eksempel tankerne om personlig udvikling og selvoptimering florerer ikke bare i samfundet, men også i kirkelige sammenhænge. Disse tanker har ikke bare sneget sig ind ad bagdøren, men er stormet ind ad hoveddøren og lige i hjertekulen på de fleste af os.

Udvikling er ikke længere et ønske, man kan have for sit liv i det moderne samfund, det er et legitimt krav, vel nærmest en menneskeret. Det være sig den kollektive udvikling af samfundets goder og tilbud på borgerplanet, men også på det individuelle plan, hvor det er vores forventning, at levestandarden som alt andet skal gå den samme vej op ad. Vi er gearet til vækst og udvikling. ”Hvis ikke vi udvikler os, så afvikler vi os” – lyver vi for hinanden!

Det er heller ikke, fordi kirken har så meget af lade samfundet høre af kritik. I store dele af kirkeligheden synes aktivisme og udvikling at drive værket. Ind imellem kan man opleve, at den kirkelige forkyndelse er båret af positiv psykologi og veje til at få et bedre liv.

Der er indimellem flere gode råd om dit og dat, end der er ”gode nyheder” at finde i forkyndelsen. Denne evige ”udviklingsteologi” ender med at ligne mere den form for personlig udviklingslitteratur, man kan købe i en lufthavn, end den man kan lære fra bibelske skrifter.

At føres derhen, hvor man ikke vil

Hvordan skal vi så favne, at vi i takt med at vi ældes og oplever modgang i livet, ikke synes at have en teologi for, hvad vi gør med det i livet, vi ikke kan styre eller kontrollere? Hvordan erfare at være i Guds vilje, selvom livet går i modsat retning af ens egen vilje? Når vejen åbenbart går tilbage eller nedad!

Jeg går i disse uger og ruger en del over nogle af de ord, Jesus siger til Peter efter sin opstandelse. De lyder: ”Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil” (Joh. kap. 21,18).

I første omgang så handler det om, hvorledes Peter skal ende sine dage. Den store leder, der viser vej for andre, skal ende som en, der føres til et sted mod sin egen vilje. Helt konkret til lidelse og død. Men for mig udtrykker det også den menneskelige grunderfaring, mange af os oplever, nemlig at som årene går, vil livet byde os forhold, vi ikke kan ændre på, men må acceptere. Sygdom, tab og kriser kan bevirke, at det ikke går os, som vi ønsker. Og tilmed, at andre skal ”binde op om os og føre os af sted” til steder, vi ikke selv ønsker. Vi bliver mod vores vilje udleveret til andre. Svage og afhængige af dem.

At være udleveret til andre

Jeg sad forleden med en familie, som befandt sig i en svær situation med et familiemedlem, der er hårdt plaget af sygdom og modgang. Tanken hos forældrene om at skulle spørge om hjælp virkede ydmygende og svært for det ressourcestærke par at acceptere. Vi har jo lært meget om, hvordan vi skal tage os af andre, men meget lidt om, hvordan vi lader andre tage sig af os. Men at kalde på andres hjælp og omsorg, er også at ”give andre noget”, nemlig at give andre mulighed for at være de mennesker, som de dybest set ønsker at være. Gavmilde!
Som moderne mennesker sætter vi en ære i at klare os selv. Men brudtheden og svagheden i vores liv bliver de sprækker i vores liv, hvor lyset og andres hjælp når ind.

Måske skulle vi sætte talen om personlig udvikling lidt på pause. Og så begynde at tale mere om den tilbagegang, svaghed og ja, den undergang livet før eller siden byder os alle. Måske ligefrem begynde at udvikle en skitse til en decideret undergangsteologi.

I så fald må dette essay gerne være et beskedent bidrag dertil.