IPSICC

Stemningsrapport fra Himmelske Dage

Af Eilis Jokszies

Jeg har længe glædet mig til at skulle på Himmelske Dage i Silkeborg, ikke mindst på grund af alt det, jeg havde hørt og læst.

Selvom det regnede, da jeg kom, var stemningen god, og der var liv i de mange stande og boder på ”Mulighedernes marked”, et område midt i Silkeborg, hvor forskellige kristne
organisationer, forlag, kirker mv. havde taget opstilling. Alle steder var godt besøgt – og nogle steder så meget, at det var svært at komme til.

På torvet var der opstillet en kæmpe scene med to storskærme og en masse siddepladser. Her kunne man opleve både koncerter, foredrag, gudstjenester og events som ”Lad os tale om tro”.
Noget af det, jeg særligt lagde mærke til, var, hvordan alle folk var smilende og hilste på en anden måde, end jeg oplever det til daglig. Det var virkelig skønt. Rundt omkring i byen kunne man deltage i debatter, foredrag, koncerter og udstillinger, og for børnene var der bl.a. flere bibeltimer med Sigurd Barrett. Så der var virkelig noget for enhver smag.

Udfordringen spurgte nogle af dem, der var med på Himmelske Dage, hvorfor de var med, og hvad de syntes om det.

Nina fra Hørsholm

”Jeg er præst, og jeg er her ganske enkelt med udgangspunkt i, at jeg for to år siden var på en ø med en gruppe, og vi var meget optaget af tilgangen til kristendommen, man finder i naturen og den keltiske tradition. Derfor tænkte jeg, at jeg måtte herover, selvom jeg kun kan være med en dag. Jeg har været til to foredrag og skal til noget keltisk koncert og aftensang. Jeg er meget overvældet over dette fantastiske arrangement, den mangfoldighed og alle de mange mennesker – også selvom det regner. Det er et flot arrangement, og jeg fornemmer også kristendommens mangfoldighed i de mange ting, jeg ser. Jeg synes, det er fantastisk.”

”Jeg er meget overvældet
over dette fantastiske arrangement,
den mangfoldighed og alle
de mange mennesker – også selvom det regner.”

Martin fra Gjern

”Jeg er blevet spurgt, om jeg ville være med på en stand og få en snak med folk og tilbyde bøn, hvis nogen har brug for det. Mange kommer og vil bare snakke. Jeg kan godt lide at være med, og man møder rigtig mange mennesker, man kender, og også bare mennesker, som gerne vil snakke – og så er der en rigtig god stemning. Jeg tror Himmelske Dage er med til at skabe en debat og en mulighed for at snakke om det, vi tror på. Folk er meget søgende, og det giver mig rigtigt meget at snakke med dem, som kommer forbi.
Jeg har ikke været med før, men vil helt bestemt være med igen.”

”Jeg tror Himmelske Dage er
med til at skabe en debat
og en mulighed for at snakke
om det, vi tror på.”

Charlotte fra Silkeborg

”Jeg er her, fordi jeg har sagt ja til at være frivillig. Jeg synger i kor, og vi skal synge på torvet. Vi har en dygtig korleder, som er meget engageret i Himmelske Dage. Hun har fortalt meget om det, og det har lydt som et spændende program. Derfor måtte jeg med. Jeg har aldrig hørt om det tidligere og har aldrig været med før. Jeg kan rigtig godt lide at være her. Jeg er meget overrasket over, at det ikke kun er gamle mennesker, der er her, for det havde jeg egentlig forventet. Men der er jo mange børnefamilier og unge. Jeg har stået og delt armbånd ud, og jeg har set, hvor mange unge, der kommer med deres studiekort og skal have armbånd, som jo er gratis for dem. Det kom bag på mig. Men der foregår også rigtig mange spændende ting. Jeg er meget til fællessang og snak omkring boder og borde. Det har givet mig meget at være en del af det her på Himmelske Dage.”

”Jeg er meget overrasket over,
at det ikke kun er gamle mennesker,
der er her, for det havde jeg egentlig forventet.”

Læs også

Vidnesbyrd om Jesus gav stilhed i Silkeborg

Pete Greig: ”Jeg elsker den kristne enhed, som Himmelske Dage står for”