Når miraklerne udebliver

Det var med en vis bæven, at jeg i sidste måned lod en kronik trykke i denne avis. Et indlæg, der søgte at slå et slag for det, jeg kalder undergangsteologien – og det vel at mærke i en fælleskirkelig og ”karismatisk” ugeavis. En teologi, der i langt højere grad end herlighedsteologien – og alle dens afarter – formår at rumme menneskers erfaringer med sygdom, lidelse og nederlag. En teologi, som tør tage livets mørke alvor på sig, og som insisterer på, at troen også må kunne bære, når miraklerne udebliver.

Få dage efter, at avisen var udkommet, modtog jeg en opringning fra en kvinde. Hun havde i mange år levet med sygdom og modgang – og gjorde det stadig. Hun spurgte mig ærligt og direkte, om jeg havde ”mere i posen”, når det kom til den ”undergangsteologi”, jeg havde talt varmt for. Mit svar er et rungende ja. For ja – der er mere. Der er nemlig flere lag og dimensioner i en teologi, som tør tage livets alvor på sig.

En teologi, som ikke viger tilbage for mørket, men insisterer på, at Guds nærvær også findes i det, der ikke bliver løst. I dette essay vil jeg forsøge at folde nogle af disse perspektiver ud – med særligt blik for, hvordan vi taler om sygdom og lidelse i kirken i dag.

Miraklet i at blive bevaret – snarere end helbredt

Vi elsker de stærke vidnesbyrd. Historierne om mennesker, der blev raske. Som blev helbredt ved forbøn, og som igen kunne leve det liv, de længtes efter. De fortællinger er både livgivende og opmuntrende, og jeg beundrer oprigtigt den tro, der bærer sådanne erfaringer. En tro, der tør håbe, stole, bede og takke. Jeg forstår ønsket og behovet for helbredelse, og jeg forstår glæden, når det sker.

Men der er en anden slags tro, som i endnu højere grad fylder mig med ærefrygt. Det er troen hos dem, der midt i smerte, sygdom og uvished – år efter år – alligevel holder fast i Gud. Mennesker, der ikke har fået et mirakel, men som stadig tror. Ikke fordi de forventer en vending i næste uge, men fordi deres tro er blevet til tillid – tillid til Gud selv, mere end tillid til underets mulighed.
Det er en tro, der ikke er født af triumf, men af tårer. En tro, som holder ud, hvor andre giver op. Og det er netop her, jeg mener, undergangsteologien har sin nødvendighed: Vi må have en tro, der kan bære – også når livet ikke bærer os.

Når bøn bliver byrde

Jeg husker tilbage på møder og lejre i mine unge år, hvor forbøn og helbredelse var i fokus. Jeg husker også, hvordan der blev prædiket og bedt – og hvordan forventningen var, at hvis blot man troede nok, ville helbredelsen komme. Det gør stadig ondt at tænke på. For jeg har set og hørt syge mennesker blive instrueret i at proklamere deres helbredelse: “Name it and claim it!” Som om Gud var en automat, hvor man kunne trække en mirakelpakke, hvis blot man havde den rette tro.

Men værst af alt var de dybt usunde forklaringer, der fulgte, når helbredelsen ikke indtraf: “Du har ikke tro nok.” Eller den mere sofistikerede udgave: “Det er din manglende tro, der blokerer for underet.” Et menneske i lidelse bærer allerede en tung byrde. At lægge skylden oveni – at gøre sygdommen til den lidendes egen skyld – er ikke bare teologisk uforsvarligt. Det er ødelæggende for sjælen og troen. Det er alt andet end evangelium. Der er intet befriende i den besked: “Det er din egen skyld, at du stadig er syg.”

Beder vi så stadig for syge?

Ja. Det gør jeg. Og det skal vi blive ved med at gøre. Med frimodighed, ikke som garanti, men som tillidshandling. Ikke fordi jeg ved, at det “virker” – men fordi jeg ved, at Gud er miraklernes Gud. Og fordi Skriften byder os at bede. Men jeg er for længst holdt op med at forsøge at forklare, hvorfor helbredelse sker – eller ikke sker. For det er her, det ofte går helt galt: Når vi forsøger at give forklaring på Guds handlinger, som om vi kunne forudsige hans virke eller regne ud, hvorfor nogen bliver raske og andre ikke.

Min teologi kan ikke længere rumme en entydig, karismatisk logik, der lyder nogenlunde sådan her: Gud vil, at alle skal være raske. Jesus bad for alle, og de blev raske. Derfor skal vi gøre det samme og forvente samme resultat. Det er for simpelt. For virkelighedsfjernt. Og det tåler ikke det liv, mennesker faktisk lever. Vi har i stedet brug for en teologi om Guds rige, som har en anden klang: Allerede – endnu ikke.

Guds rige er her. Vi ser det, men vi ser det i glimt. Vi oplever mirakler, vi hører vidnesbyrd, vi ser mennesker blive raske. Nogen – men så langt fra alle. Guds rige er her – men endnu ikke fuldendt. Det er begyndt, men ikke afsluttet. Og i det spænd lever vi – og tror.

En Gud, der lider med

I Esajas 53 tegner profeten et billede af Herrens lidende tjener. En, der kender sygdom og smerte. En, man skjuler sit ansigt for. Foragtet og forkastet. Og dog – netop i hans sår findes lægedom. I hans lidelse. Der kan vi spejle vore egne sår. Det er i dette ansigt, vi genkender Jesus Kristus. Ikke kun som den opstandne Herre, men som den korsfæstede. Den nedbrudte. Den medlidende Gud. Og det er netop det billede, det lidende menneske har brug for at se hen til:

”Det er ikke, fordi jeg står i fare for at miste min tro på Gud.
Den virkelige fare består i at komme til at tro noget
frygteligt om ham. Den konklusion, jeg frygter,
er ikke: Nå, så er der alligevel ingen Gud.
Nej, jeg frygter at måtte sige:
Nå, sådan er Gud altså i virkeligheden.”

C. S. Lewis i En sorgens dagbog

En Gud, der kender smerten indefra. En Gud, der ikke går udenom lidelsen – men igennem den. Bærer sygdommens tunge åg. For det værste, et menneske i lidelse kan miste, er ikke håbet om helbredelse – men håbet om, at Gud er der. Hvis man tror, at man netop i sin smerte er uden for Guds rækkevidde, så har man ikke blot mistet helbredelsen – man har mistet Gud. C. S. Lewis skriver det rammende i En sorgens dagbog:

”Det er ikke, fordi jeg står i fare for at miste min tro på Gud. Den virkelige fare består i at komme til at tro noget frygteligt om ham. Den konklusion, jeg frygter, er ikke: Nå, så er der alligevel ingen Gud. Nej, jeg frygter at måtte sige: Nå, sådan er Gud altså i virkeligheden.” Derfor må vi – gøre alt, hvad vi kan for ikke at tegne et billede af Gud, som ikke kan rumme menneskelig lidelse. En Gud, der ikke tåler nederlag, sygdom og mørke, er ikke den Gud, vi møder i Kristus. Tværtimod. For vi tror på en Gud, som selv gik ind i mørket – og som stadig er at finde netop dér.