Skal danske soldater kæmpe for kristendommen?

Statsminister Mette Frederiksen har i flere måneder talt om, at Danmark skal være “klar til krig” – ikke kun militært, men også åndeligt. Ved flere lejligheder, både ved et studenterarrangement på Aalborg Universitet og i interviews har hun udtalt, at vi har brug for en “åndelig oprustning”.

I den forbindelse har hun også fremhævet folkekirken som en bærende samfundsinstitution i netop denne opgave. Men hvad betyder det i praksis? Danmarks kirkeminister, Morten Dahlin, gjorde for nylig forsøget på at komme med et godt bud, da han sagde det utænkelige: Danske soldater bør kæmpe for kristendommen. Udtalelsen faldt i et interview med Berlingske og er blevet mødt med skarpe reaktioner. Formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, Tom Block, advarer: ”Vi skal ikke gå i krig på baggrund af religion – det risikerer at skabe flere konflikter.”

Dahlin fastholder dog, at det ikke handler om mission, men om værdier. “Man bliver ikke en bedre soldat af at kunne Bibelen, men man kan ikke adskille Danmarks historie og værdier fra kristendommen,” sagde han i ”P1 Debat”. Kritikkere som Enhedslistens Trine Pertou Mach mener, at retorikken splitter befolkningen og kan afskrække ikke-kristne fra værnepligten. Men Dahlin afviser: Alle kan være gode soldater, uanset tro. Alligevel insisterer han på, at Danmarks grundlæggende værdier er kristne – og at det er dem, vi forsvarer.

Både statsministerens og kirkeministerens udmeldinger er opsigtsvækkende. På et rangliste over verdens mest sekulære lande ligger Danmark som nummer tre. Og alligevel må selv vores mest magtfulde politikere nu erkende: Sekulære værdier alene er ikke nok til at mobilisere en nation. Når Dahlin har været ude med så markant en udmelding som at blande krig og kristendommen sammen, hænger det sammen med, at tilgangen af unge, der vil kæmpe og dø for fædrelandet, er stærkt dalende.

Unge vil ikke ofre livet for abstrakte principper som “demokrati” eller “frihed”, hvis man ikke længere ved, hvad disse begreber er forankret i. Hvis der ikke længere er noget, der er helligt, og man ikke ved, hvad det hellige er, hvordan skal man så forsvare det? Når religiøst motiverede kulturer – som bygger på visse former for islam – viser højere grad af disciplin, offervilje og retning, er det, fordi de har noget at kæmpe for, noget, der ligger ud over dem selv. I Vesten forsøger vi at kæmpe for “noget” uden at tro på “noget”. Det holder ikke.

Vi står ved et civilisatorisk vendepunkt. Det handler ikke om at påtvinge nogen en religion – men om at anerkende, at vores frihed, retsstat og menneskerettigheder har rødder i en kristen kultur, der formede vores etik, vores menneskesyn og vores fællesskab. Hvis vi fjerner det fundament, står vi tilbage med en frihed, som er formålsløs. Derfor er spørgsmålet ikke længere, om kristendommen skal spille en rolle i det offentlige rum – men “om noget andet overhovedet kan”. Ja, danske soldater bør kæmpe for kristendommen. Ikke for at påtvinge andre en tro, men for at forsvare det, der har gjort Danmark værd at kæmpe for.