David Bennett er homoseksuel og lever i cølibat: ”Det handler ikke om moral, men om kærlighed og sandhed”

”Tænk ikke på mig. Jeg er vant til at fortælle min historie; det er en del af mit kald. Og jeg er ekstrovert, så jeg elsker at være sammen med mennesker – også når jeg egentlig er for træt til det.”

Sådan lyder det fra David Bennett, doktor i teologi, forfatter, evangelist og omrejsende foredragsholder, da Udfordringen møder ham på SommerOase ved Horsens. David Bennett har taget sin doktorgrad i teologi ved Oxford Universitet, hvor han i dag arbejder som postdoc-forsker ved Fakultetet for Teologi og Religion – med fokus på forholdet mellem treenigheden, kristen etik og længslernes rolle i erkendelsen af Gud.

Han er en af hovedtalerne på årets SommerOase, som arrangeres af DanskOase og Børne- og UngdomsOase, og han ankom søndag aften med fly fra Wien og har ikke sovet ret mange timer i ugen op til. Han har nemlig været på turné i Østrig for at tale i menigheder og på universiteter med udgangspunkt i sin egen historie og sin bog ”A War of Loves”, som i forbindelse med hans besøg i Danmark udkommer på dansk på forlaget Semper under titlen ”Kærlighedskrig”.

Den handler om David Bennetts personlige rejse fra en opvækst i et ateistisk, agnostisk miljø i Australien over en ungdomstid som aktivist inden for queer-miljøet, hvor han var optaget af fransk eksistentialisme og af minoriteters politiske rettigheder, over et overraskende og omvæltende møde med Jesus, til en karriere som internationalt anerkendt forsker i teologi.

”I dag vil jeg betegne mig selv som homoseksuel, der lever i cølibat, og som kristen, der akademisk set tilhører den anglikanske kirke, men også har sans for det højkirkelige, for mystikken og for det karismatiske og evangelikale. Jeg er også evangelist, og så er jeg helt sikkert queer, for jeg passer ikke ind i de kasser, man gerne vil putte mennesker, både blandt de venstreorienterede aktivister og på kirkens forskellige fløje,” siger han.

Han tilføjer, at han ikke tror, at Gud ser på mennesker med bestemte mærkater for øje, og at ”med korsets blik bliver mange af de argumenter og mærkater, som både kristne og ikke-kristne bruger i debatten om LGBT+-rettigheder irrelevante”.

”En dyb og mystisk mening”

David Bennetts mission er at tale om sandhed og kærlighed – og om hellighed som kærlighedens fortegn – og omvendt. Det er derfor, han er i Danmark, og det er derfor, han fortæller sin egen historie.

”Der er stadig spørgsmål, som står ubesvarede for mig. Jeg ved ikke, hvorfor homoseksualitet findes. Men min egen historie og min forskning har vist mig, at der kan være en dyb og mystisk mening, som ligger et helt andet sted end der, hvor mange mennesker kigger hen for at forstå, hvad Gud og Bibelen har at sige om den sag,” siger han.

David Bennetts personlige historie er dramatisk og kan næsten lyde som en af de mere kulørte beretninger fra Bibelen. Der er ikke sparet på hverken modstand, lidelse, nåde eller kærlighed.

”Jeg voksede op uden en religiøs prægning, men jeg var allerede som barn spirituelt åbent og havde en længsel. Jeg overvejede bare slet ikke at rette den længsel mod Gud eller kristendom, især ikke da det gik op for mig, at jeg var homoseksuel. Kirken og troen blev en fjende, som, jeg troede, jeg skulle bekæmpe,” siger han.

Han mente, at det enkelte menneske måtte finde sin egen mening – og at det politiske og kunstneriske felt var stedet, hvor man skulle kæmpe for sine og andres rettigheder og udforske og søge mening. Men to begivenheder kom til at ændre på det.

”Det første var en samtale med min onkel i julen 2008, hvor jeg busede frem med postmodernisme og kritisk teori og kønsteori, som jeg havde studeret på universitetet. Jeg argumenterede for, at der ikke fandtes nogen absolut sandhed, og at det var latterligt at tale om en gud. Men min onkel, som er uddannet i jura, og er kristen, argumenterede stille og roligt imod og pillede mine argumenter fra hinanden. Han sagde: ’sandheden er ikke en idé i dit hoved, sandheden er en person, Jesus’.”

”Min onkel, som er uddannet i jura og er kristen, argumenterede stille og roligt imod og pillede mine argumenter fra hinanden. Han sagde: ’sandheden er ikke en idé i dit hoved, sandheden er en person, Jesus’.” – David Bennett

David Bennett blev irriteret på sin onkel, som han fandt naiv og konservativ. Alligevel rumsterede noget i ham, og uroen blev for alvor vakt, da han i marts 2009 mødte en ung kvinde på en bar med overvejende LGBT+-publikum.

”I min verden var hun alt det rigtige: Hun var aktivist og lavede film om handicappede, der ikke blev forstået af samfundet, og hun var kreativ og talte samme sprog som mig. Jeg spurgte, hvordan det var lykkedes hende at få hendes nyeste film med på en stor festival. Hendes svar kom totalt bag på mig: ’Det var Gud, der gjorde det,’ sagde hun.”

Helligånden som ild og olie

David Bennett kunne ikke få tingene til at hænge sammen. Hvordan kunne en kvinde, han delte værdier og verdenssyn med, være kristen? De talte videre, og kvinden sagde til ham, at svaret på al hendes tvivl og alle hendes kriser altid havde været Gud – at hun var afhængig af Gud.

”Hun havde det, jeg kalder inkarnatorisk intelligens, som netop vokser ud af afhængigheden af Gud og overgivelsen til Helligånden. Hun brugte ikke forfinede teologiske argumenter, men sagde lige præcis det, mit hjerte havde brug for at høre,” siger David Bennett.

Kvinden spurgte, om hun måtte bede for ham, og han sagde ja. Under bønnen fik han en stærk oplevelse, der skulle komme til at ændre hans livsbane.

”Jeg mærkede, at Helligånden sad som en ild på mit hoved, samtidig med at det var, som om nogen hældte olie over mit hoved og salvede mig. Helligånden fyldte hele min krop, og jeg mærkede, at den kærlighed var, hvad jeg var skabt til. Herefter hørte jeg en stemme, der tre gange sagde: ”Vil du mig?” Det var en stemme, som rummede en kærlighed som den, der kan findes i et intimt venskab eller ægteskab, og samtidig havde en opofrende, tjenende kærlighed i sig, som jeg vidste, at intet menneske kan realisere fuldt ud. Det kan kun Gud, fordi han er kærlighed.”

David Bennett mærkede – til sin egen overraskelse – at han kun kunne svare ja.

”Hele min krop brændte, og jeg mærkede, at her var en kærlighed, der omsluttede og trængte ind i mig, men også noget, som afskar mig fra det, der kunne føre mig til den dom, der ellers ville komme over mig. Der var en tilgivelse af min synd og samtidig en frelse fra den kommende dom. Jeg mærkede tydeligt de ting i min krop, der ville få mig dømt, hvis jeg ikke sagde fuldstændig ja til kærligheden.”

– Var det din homoseksualitet?

”Ja, men ikke kun det. Det er ikke så enkelt. Vi rummer alle ting, kropsligt, som kan føre os til dom. Det er ikke kun et spørgsmål om at være homoseksuel eller ej. Det handler om, hvorvidt vi tør erkende både Guds hellighed og kærlighed. I de liberale dele af kirken taler man om kærligheden og om at rumme mennesker, men man tør ikke tale om absolut hellighed. Jeg mener, at hvor Gud er, er der absolut hellighed og absolut kærlighed. Det er vores store udfordring, og mange vil ikke se den i øjnene.”

At holde fast i Jesu kappe

Siden oplevelsen på pubben har David Bennett ikke tvivlet på, at han ville følge Jesus og ofre det, som denne kærlighedsrelation måtte kræve af ham. Og der har været ofre og lidelse. Det lægger han ikke skjul på.

”Selvfølgelig har jeg følt mig fristet til at finde mig en mandlig kæreste og leve med ham, og jeg har set mange homoseksuelle parforhold, hvor der er troskab og godhed og kærlighed til stede. Men det, jeg mærkede, var, at kærligheden er så meget større end den, der har med parforhold at gøre. Og for mig er cølibatet en måde at blive i den kærlighed på.

– Mange kristne har måske ikke oplevet Guds kærlighed så radikalt som dig og oplever ikke, at det er deres kald at leve i cølibat. Skal de leve et lidelsesfyldt liv for at undgå dommen?

”Jeg kan ikke sige, at min historie er et universelt svar. Gud møder os alle forskelligt. Men min erfaring, som jeg tror kan generaliseres, er, at du skal holde dig til Jesus, uanset hvad dine følelser fortæller dig, eller hvad prisen er. Hvis du holder fast i hans kappe, som kvinden med blødninger gjorde, vil Jesus tage dig med – og ja, så kan du forvente troens rutsjebanetur. Men kernen i Guds vilje er altid kærlighed, og hvis du vover at gå vejen – også når den fører gennem lidelse – bliver du ikke efterladt i lidelsen, for Jesus er altid med dig, og det, du savner, får du til fulde, når du har behov for det. Ofte giver vi bare ikke Gud tid til at fuldføre sin mening med os.”

”Men det, jeg mærkede, var, at kærligheden er så meget større end den, der har med parforhold at gøre. Og for mig er cølibatet en måde at blive i den kærlighed på.”
– David Bennett

David Bennett tilføjer, at mennesker, som ikke tror, vil have svært ved at forstå, hvad han taler om. For hvordan kan lidelse give mening? Og hvad er det, man får, som kan opveje afsavnene?
David Bennett finder ikke sine svar på den slags spørgsmål – og på spørgsmålet om, hvorfor homoseksualitet findes – i de tekster i Bibelen, der specifikt omtaler sex mellem to af samme køn. Han henviser i stedet til blandt andet Esajas 55.

”Her beskrives tegnene på en ny skabelse. Det er en profeti, hvor vi hører, at Gud vil lade enebær vokset op i stedet for tjørnekrat, myrter i stedet for nælder. Det er en forvandling, Gud stiller os i udsigt, og jeg tror, at der på mystisk vis gemmer sig et svar her,” siger han.

At se med korsets blik

Han nævner også Esajas 43 om Babylons fald, hvor der tales om ”mine sønner fra det fjerne og mine døtre fra jordens ende”.

”Jeg mener, at de skal forstås som de evige sønner og døtre, som ikke er som Israels folk, der har svigtet trods Guds troskab mod dem. Jeg tror, at Guds herlighed vil afsløre sig gennem LGBT-samfundet, men vi har blot ikke forstået hvordan. Fordi vi kigger med et politisk og sekulært blik, taler vi om retten til at indgå ægteskab og den slags, men ser vi med korsets blik, kan vi få øje på en mystisk dimension, der har med Guds herlighed at gøre,” siger han.

Han ser moraliserende og fordømmende tendenser i den konservative del af kirken, som han mener, er lige så forkerte som LGBT+-aktivisternes eller den liberale kirkelige fløjs argumenter.

”Vi mangler et eskatologisk fokus. Som kirke må alt, hvad vi gør og lever, være i lyset af evigheden og det kommende Guds rige,” siger han.

Han uddyber, at ikke kun LGBT+-personer, men også andre, der opfattes som anderledes eller udgør minoriteter, kan være særligt udvalgt af Gud, og at der i deres frelse kan ligge tegn gemt. Han henviser til Johannesevangeliets kapitel 9 med beretningen om den blindfødte mand, som Jesus helbreder. Disciplene spørger Jesus, om manden selv eller hans forældre har syndet, siden han er født blind. Og Jesus svarer: ”Hverken han selv eller hans forældre har syndet, men det er, for at Guds gerninger skal åbenbares på ham.”

Selvretfærdighed er kirkens fjende

I det hele taget mener David Bennett, at der i mange kirkelige kredse er for meget fokus på ægteskab og familieliv som det eneste rigtige og som en vej til at leve et godt kristent liv – mens man kan udpege de andre som forkerte eller moralsk anløbne.

”Jesus er den nye Adam, og han havde ikke børn eller giftede sig, og Gud identificerer sig ofte med dem, der falder uden for normerne. Det er vigtigt at huske. Jeg siger ofte i mine taler, at hvis man mener, at man er på den sikre side, fordi man lever et pænt liv med ægteskab og børn, så er man evangeliets fjende,” siger David Bennett.
Og han tilføjer: ”Homoseksualitet er ikke kristendommens og kirkens fjende – det er selvretfærdigheden.”

– Hvordan skal kirken forholde sig til LGBT+-personer?

”Kirken skal elske Jesus og dermed elske radikal hellighed og radikal kærlighed. Så kirken skal lade alle mennesker kommer til sig og lære, hvad det vil sige at leve radikalt helligt. Mange straight mennesker kender ikke Guds radikale kærlighed eller vil ikke vide af den og ønsker derfor ikke at leve radikalt helligt.”

– Men selv med det udgangspunkt vil mange LGBT+-personer vel opleve det som diskrimination, hvis de for eksempel ikke kan blive viet i kirken eller udføre bestemte tjenester?

”Hvis vi anskuer det ud fra et moralsk og politisk niveau, er det også diskrimination. Men har vi evangeliet som fortegn, er vores kald at invitere andre ind i en dybere relation til Gud, ikke at svare dem på alle de spørgsmål om rettigheder, de kommer med. Hvis mennesker kommer ind i en tættere relation til Gud, kan Gud med troen skrive på deres hjerter, og så kan alting ske.”

Cølibat og queer

David Bennett fortæller, at han ofte møder den fordom, at han som homoseksuel, der lever i cølibat, undertrykker en væsentlig del af sig selv og dermed ikke lever et fuldt liv.

”Sex kan være smukt og godt og en gave i den rette kontekst. Men sex fylder alt for meget i vores idé om, hvad livets mening er. Jeg er opdraget med, at sex og parforhold er vejen til frelse. I dag lever 51% af alle amerikanere alene, så alene af den grund er det ikke en farbar vej at fastholde de gamle konventioner om ægteskabet som rammen om det gode liv, heller ikke for os kristne,” siger han.

David Bennett kalder sin måde at leve på for ’queer’ og siger, at der i for eksempel fænomenet selvvalgt cølibat ligger en ”teologisk bombe, som ingen tager alvorligt, fordi alle diskuterer homoseksuelles rettigheder med en masse blinde vinkler”.

Han oplever cølibatet som et valg, hvor han fravælger noget for til gengæld at opleve Guds radikale kærlighed – ikke kun i form af en erotisk forbindelse til Gud, for eksempel i nadveren – men også i form af den kærlighed, som findes i venskabsforhold og æstetiske nydelser.

”Hvis du mener, at eros kun findes i sex, er det klart, at det er en form for undertrykkelse af kærligheden at leve i cølibat. Men eros findes også, når du beundrer en blomst eller deler en stor biografoplevelse med en ven,” siger han.

Og for ham er netop det at være en del af kulturen en kilde til at erfare Guds kærlighed.

”Jeg har stor respekt for klosterlivet, som har givet og giver kirken utroligt meget. Men jeg er ikke skabt til at leve i kloster. Derfor sidder jeg og snakker med dig nu,” siger han.