Tændt i brand

Forleden var jeg ude at gå en morgentur ved Svanemøllen Havn, hvor man kan nyde solopgangen over Øresund. Denne morgen var særlig smuk, og himlen var malet i en palet af gule, orange og rødlige farver, når man så ud over vandet. Men da jeg vendte mig om for at vende snuden hjemad, mødte der mig et syn, som i første omgang fik mig til at tro, at der var ildebrand i ét af husene ved strandbredden.

Himlen mod vest var stadig mere præget af natten end af dagen, og husene lå hen i halvmørke. På nær ét hus. Fra alle dets vinduer strålede et orange lys, som spejlede sig i vandet. Smukt, men grangivelig som om huset var tændt i brand. Jo nærmere jeg kom ind mod strandkanten, og vinklen til huset blev mere skrå, så huset nu lå mere nord for min position og 90 grader skævt for solen, forsvandt det orange lys i vinduerne imidlertid gradvist. Der var ikke ildebrand i huset!

Jeg fik taget nogle spektakulære billeder af fænomenet, samtidig med at sceneriet blev en prædiken for mig: Huset var mørkt i sig selv, og selvom jeg ikke kunne se vinduerne bag huset mod vest, vidste jeg, at de var lige så mørke som nabohusenes, hvor de østvendte vinduer ikke var blevet ramt af solopgangen. Ja selv de af husets vinduer, som vendte mod øst, opfangedes kun af solens stråler, så længe de havde den rette vinkel mod lyset og vendte direkte mod solen.

Med andre ord havde de orangefarvede, lysende vinduer ikke lyset i sig selv, lyset kom ikke inde fra huset. Det var en genspejling af solens varme og lys – og det fordrede, at de vendte ret mod lyskilden. Sommetider forstår eller handler vi, som om det lys, vi som kristne er sat i verden for at være, skal være et lys, der kommer fra os selv. Vi skal vidne, vi skal pege hen på Jesus, vi skal være et lys i verden.

Men vores ”vinduer” har ingen farve eller lys i sig selv. I sig selv falder vores ”vinduer” fuldstændigt sammen med deres grå omgivelser. For vores ”vinduer” er grå og triste, hvis vi ikke er vendt mod lysets kilde – mod Gud. Når vi ser og erkender vores manglende kræfter, vores manglende glød, vores mørke, er det en trøst at minde os selv om, at lyset, der skal stråle fra os, ikke er vort eget. I stedet skal vi være de vinduer, der reflekterer Guds lys. Det er ham, der skal tænde vores vinduer i brand, så de kan stråle for mennesker og vise dem vejen til lysets kilde, så hele verden kan blive sat i brand.