Taknemmelighed er de øjne, der kan se Guds frelse

Der står ti mænd udenfor byen. De råber på Jesus. Ikke fordi de vil tiltrække sig opmærksomhed, men fordi de ikke må komme nærmere. De skal holde sig væk fra mennesker, for de er spedalske, udstødte, urene. Deres sygdom har isoleret dem fra mennesker, men også fra Gud, for de kan ikke længere gå ind i templet. Alt, hvad de kan gøre, er at råbe: ”Jesus, Mester, forbarm dig over os!” Og Jesus hører dem.

Han gør ikke et stort nummer ud af det. Han sender dem bare afsted: ”Gå hen, og vis jer for præsterne.” Og mens de går, bliver de rene. Deres kroppe helbredes. Al sygdom forsvinder, sårskorperne falder af, og deres hud bliver glat og hel igen. Og så sker det ubegribelige. Ni af dem fortsætter. De har fået, hvad de ville. Kun én vender om. Han kaster sig ned for Jesu fødder og takker. Og det er til ham, Jesus siger: ”Din tro har frelst dig.”

Alle ti fik helbredt kroppen. Men kun én fik helbredt sjælen. For sjælen bliver rask, når mennesket forstår at se Guds gaver i alle ting. Sjælen bliver helbredt, når vi forstår, at alle ting er en gave fra Gud. Og vi kender forskellen. Der er mennesker, der altid synes at mangle noget, selv når de har meget. Og der er andre, som med små kår kan stråle af glæde, fordi de er taknemmelige. Taknemmelighed er ikke bare en følelse. Den er et blik, et hjerte, der kan se Guds gaver midt i hverdagen.

Taknemmelighed er de øjne, der kan se Guds frelse. For uden taknemmelighed lukker vi os om os selv. Vi bliver som de ni, der havde travlt med at komme videre. De havde fået, hvad de bad om, men de så ikke Giveren. De var helbredt på ydersiden, men indeni var intet ændret. Taknemmelighed til Gud gør det modsatte. Den åbner. Den retter blikket væk fra mig selv og hen mod ham, der giver os alt. Når vi folder hænderne i bøn og siger tak, erkender vi, at livet ikke er mit eget værk, men en gave fra Gud. Og dermed bliver sjælen let og fri.

Mange tror, at sjælens helbredelse må være noget stort og mystisk. Men den begynder i det små. I takken over en solopgang, et ord fra Gud, et stykke musik, en venlig gestus. Når vi siger ”tak”, forbinder vi os med Gud, som er alle gavers kilde. Der var 10, der fik, hvad de bad om, men kun EN, der fik, hvad han havde brug for. Han fik lov at drikke af livets kilde. Han fik frelsen. Vi har alle sammen brug for Jesus. Vi har brug for, i taknemmelighed, at vende tilbage til ham, som har givet os alt. Ikke bare det, vi gerne vil have, men det, vi har allermest brug for.

Og der ligger en hemmelighed her:
den, der kan være taknemmelig
over for Gud, bliver helbredt
i sin sjæl. Takken giver fred.
Takken giver frihed.

Og der ligger en hemmelighed her: den, der kan være taknemmelig over for Gud, bliver helbredt i sin sjæl. Takken giver fred. Takken giver frihed. Takken giver os mod til at leve og til at dø i tillid til ham, som giver alt det, vi har brug for. Så lad os vende tilbage til Jesus. Lad os falde ned for Kristi fødder. Og lad os tage ordene til os, som han sagde til den ene: ”Rejs dig op og gå bort! Din tro har frelst dig.” Amen.

Prædikentekst: Luk. 17,11-19

Helbredelsen af de ti spedalske

Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.

Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.