Udsendelsesgudstjeneste i Aarhus for ny Vineyard-kirke i Randers

Søndag den 12. oktober kl. 10.30 er der udsendelsesgudstjeneste for Eva og Karsten Jørgensen fra Aarhus Vineyard. Fra kl. 14.00 vil der være reception og fest for den nye menighed på Rådmands Boulevard 35 i Randers.
Under udsendelsesgudstjenesten vil Aarhus Vineyard lægge hænder på og velsigne Eva og Karsten Jørgensen som nyt præstepar i Randers Vineyard. Om den efterfølgende fest i Randers skriver Eva og Karsten Jørgensen: ”Vi byder på lækker kage og snacks, dejlige drikkevarer, godt selskab, efterårshygge ude og inde. Kom og vær med til at fejre, at vores lille babyspire af en kirke er blevet plantet ud i jorden og nu skal til at vokse frem.” Eva og Karsten Jørgensen understreger, at festen er for alle interesserede, uanset om man kommer fra Randers, Aarhus eller andre steder i landet.
Plantet i 2025
Om den nye Vineyard-kirke skriver præsteparret: ”Randers Vineyard er en ny kirke, som i løbet af 2025 er blevet plantet i Kronjyllands hjerte. Her er der plads til helt almindelige, uperfekte mennesker, der ønsker at invitere Gud tættere på. Det gælder både, hvis det er første gang, du åbner dit hjerte for ham – og hvis du har været på den rejse længe. Vi ønsker at være kendt som en kirke med plads til proces og med rum for Gud. Du behøver ikke have styr på alt, før du er velkommen. Vi er alle undervejs, og selvom vi står forskellige steder på rejsen, har vi brug for hinanden. Når vi taler om rum for Gud, betyder det, at vi ikke tror, vi selv kan det hele. Vi vælger i stedet at give ham plads i vores liv – både fælles og individuelt.”
Stuemøder m.m.
Kirken mødes i Eva og Karstens hjem hver tirsdag aften til hverdagsfællesskab og trosvandring, som de kalder Stuekirke. Cirka en gang om måneden samles kirken til Familieliv, som er sociale arrangementer med bål, aktiviteter og samtaler midt i hverdagens kaos. Disse mødetyper og -dage fortsætter i Randers Vineyard, der er en underafdeling af Aarhus Vineyard – og en del af Vineyardbevægelsen både i Danmark og på verdensplan. Vineyard er en kristen kirke med et moderne og jordnært udtryk, der står på den klassiske kristne tro.
Rejsen mod Vineyard
Eva og Karsten fortæller på hjemmesiden om deres rejse frem mod Randers Vineyard bl.a., at de ”mødte hinanden i en ultrasekterisk kristen bevægelse”. Bagefter brugte de lang tid på at komme sig og finde ud, hvilke åndelige trædesten der var holdbare. ”Samtidig skulle vi som mange andre prøve at finde vej i job og familieliv, mens vi skiftede landsdel og fik vores to første børn. Da vi begyndte at være på fode igen, fik vi en meget syg lille dreng, Mika, som kun levede ni dage.
Hvor mærkeligt det end lyder, blev det en tid, som inviterede tættere ind på Gud igen. I så svære ting er der ikke rigtig andet, der kan bære. Kort tid efter stødte vi for første gang ind i Vineyard-kirken, som på det tidspunkt begyndte i Aarhus,” fortæller Eva og Karsten, der oplevede, at Vineyard blev deres kirkelige hjem.
”Og en dag var det altså tid til at tage springet til Randers for os – og her kom Gud så på banen med det, vi oplevede, var hans drøm for byen. Han ønsker, at flere mennesker her i byen kan lære hans godhed og kærlighed at kende, og at der skulle være et Vineyard-hjem her for dem, der – ligesom os – måske manglede præcis den ”smagsvariant” i troen,” fortæller Eva og Karsten Jørgensen.