Erik Rostbøll – gennem dom til frisættelse

Præsten, forfatteren og foredragsholderen Erik Rostbøll, som døde i 2021, fortæller i en norsk tv-udsendelse, hvordan han som ganske ung under Anden Verdenskrig blev anholdt og afhørt af Gestapo.

Allerede som 14-årig ved begyndelsen af krigen kom han ind i modstandskampen, og som 17-årig var han bl.a. med til at sprede illegale blade og hjælpe flygtninge over sundet til Sverige. Da han var 18 år, gik det imidlertid galt, og han blev arresteret og afhørt af Gestapo. Under forhøret blev han beordret til at heile mod et billede af Hitler. Men han nægtede med ordene: ”Det kan jeg ikke, for jeg tror ikke på Hitler. Jeg tror på Jesus Kristus!” Dette medførte, at han blev banket sønder og sammen og smidt ned i en celle i kælderen. Under mishandlingen fik han bl.a. ødelagt det ene øje.

Han blev dødsdømt, men på forunderlig vis lykkedes det ham at flygte. Det kunne ske, fordi en Hipo, som faktisk havde været med ved forhøret, lovede at smugle ham ud af cellen, hvis Erik Rostbøll så til gengæld ville forsvare ham, hvis han ville blive anklaget, når krigen var slut.

En forfatter fødes

Tre år efter krigen rejste Erik Rostbøll til Norge for at studere historie og litteratur ved Oslo Universitet. Senere opholdt han sig i en periode i en faldefærdig hytte. Her skrev han sin første roman ’Og Hanen galede anden Gang’. Bogen udkom i 1953 og er, som han selv har udtrykt det, en form for selvopgør. I romanen repræsenteret ved forfatteren Frederik. Ved romanens begyndelse er Frederik inde for at modtage en pris for sit forfatterskab, mens familien venter på ham derhjemme. Men hans hjemkomst trækker ud.

Mens familien – og læseren – venter på Frederik, benytter fortælleren tiden til at gøre læseren lidt klogere på Frederik og hans familieforhold. Han har været gift med Helen, men deres ægteskab var ikke godt. Nu er hun død ved en ulykke, og en overgang var Frederik mistænkt for at være skyld i hendes død, ikke mindst fordi han, mens hun endnu levede, forelskede sig i sin sekretær, Elise. Helen var faldet ud over en klippe på en tur, hvor både Frederik og Elise var til stede.

Læseren lades gennem hele romanen i tvivl om, hvorvidt det virkelig er Frederik, der har dræbt sin hustru, men Frederik selv erkender mod slutningen, at han bærer på en skyld. Om den så består i den konkrete handling, eller om skylden ligger i hans overlegne adfærd og utroskab mod hende, står ikke klart.

Sandhedsflugt gennem sandhedens filosofi

Under den konkrete handlingsplan går der gennem hele romanen en understrøm, hvor temaet dom og nåde, anger og frifindelse behandles på en dyb og autentisk måde. Menneskets evne til at dække over synd og skyld gennem en fordrejning af sandheden og ved hjælp af veltalenhed afsløres. Som det siges om Frederik: ”[Hans tanker] tyede til den yderste løgn, der er mennesket anvist, den løgn at omforme sit livs fallit til en sandhedens filosofi.”

Det farlige ved det er, at man faktisk kan bruge en objektiv sandhed til at dække over en subjektiv løgn – et selvbedrag. ”Sandhedens filosofi” bruges i virkeligheden til at flygte fra sandheden. Som det også siges et andet sted i romanen: ”Intet er så godt til at skjule sandheden med som de rigtige tanker.”

Skyld og nåde

I ’Og Hanen galede anden Gang’ når Frederik imidlertid mod slutningen frem til det mod, der skal til, for at se sandheden om sig selv i øjnene. Trods det smertefulde i en sådan erkendelse af skyld, er det netop her, han når til en forløsning og kan modtage Guds kærlighed. Gennem dommen finder han nåde. Romanens tema lægges på bogens sidste side i munden på Elise i en samtale med Frederik:

”Jeg tror på de dømtes benådning.” Ved at sætte ordet dømte i kursiv, understreger Erik Rostbøll, at der må en dom til for at kunne blive benådet. Den, som flygter fra sin skyld – stor som lille – kan ikke benådes. For at finde nåde må man først blive en synder.

”Den, som flygter fra sin skyld
– stor som lille – kan ikke benådes.
For at finde nåde må man først
blive en synder.”

’Lyset’

To år efter udgivelsen af Erik Rostbølls debutroman udkommer der endnu en roman fra hans hånd, ’Lyset’. Også denne roman trækker tråde til forfatterens eget liv. Hovedpersonen, Johan, har –som Erik Rostbøll selv – været med i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Johan blev anholdt og tortureret og flygter derefter til Sverige. Nu er krigen forbi, og læseren møder Johan, mens han er indlagt på et psykiatrisk sygehus pga. et nervøst sammenbrud, hvilket skyldes det psykiske pres, han har været under, mens krigen rasede.

Johan griber imidlertid ikke bare til den oplagte forklaring, men graver dybt i sit liv, sine tanker og sin samvittighed. Gennem denne rejse ind i Johans sind får læseren indblik i hans oplevelser under krigen og i det liv, han har levet. Under krigens rædsler fik Johan en åbenbaring af lyset. Tværs gennem lidelsen og mørket får han et syn af livets mening og lover sig selv, at han fremover vil leve et liv i lyset og sandheden.

Guds eller mit lys?

Trods denne prisværdige beslutning går det hele alligevel skævt for ham. Han gifter sig med Eva, som han flygtede med til Sverige, men trods de bånd, der bandt dem, var det en anden, han elskede, nemlig Maria. Giftermålet var imidlertid hans forsøg på at gøre det rigtige – at leve i lyset og sandheden, som han havde besluttet. Hvad var det så, der gik galt? spørger han sig selv fra sygesengen. Gennem et tilbageblik over sit liv, som i sin form er tydeligt påvirket af hans sjælstilstand, hvor tingene bliver rodet sammen, når han frem til et svar på dette spørgsmål.

Således lyder det i en scene, der smelter sammen med hans forhør hos Gestapo: ”Ved du ikke, at du har tilbedt dig selv som lyset? I stedet for at du skulle være i lyset, ville du, at lyset skulle være i dig. Det var dit lys, det var dig, som lyste! Intet er så vanskeligt som at skelne imellem det, Gud vil et menneske, og det, mennesket vil – med Gud!” I disse ord ligger der en sandhed – ikke bare for Johan – men for os alle.

Hvor let er det ikke, selv når man forsøger at gøre det, som er rigtigt, at sætte sig selv og det, man gør, i centrum. Man går fra at gøre det gode og være i lyset til at gøre sig selv til godheden og lyset. Mens Frederik skjulte løgnen med noget, som var sandt, ender Johan med at gøre det, som i udgangspunktet var godt og sandt, til en løgn. Men både Frederik og Johan finder ind i sandheden om sig selv gennem dommen og nåden. Som det formuleres i slutningen af ’Lyset’: ”Lyset er nåde, kun den renhed, som er at leve under nåden, er til velsignelse.”

Et overset forfatterskab

Da Erik Rostbøll debuterede som romanforfatter med ’Og Hanen galede anden Gang’, spåedes han en lys fremtid som forfatter, således sammenlignedes han i en anmeldelse i Kristeligt Dagblad med Jakob Knudsen. I dag er der dog langt flere, der kender Jakob Knudsen som forfatter end Erik Rostbøll, og mens den første er at finde i litteraturhistorierne, er de stille om den sidste. Det er imidlertid en skam, da han fra både en kristen og en litterær synsvinkel er blandt de store.