Mor: Hvordan hjælper jeg min voksne søn, som ikke vil tage ansvar for sit eget liv?

Hej Filip

Jeg skriver som mor til en voksen søn, som ikke har det godt. Han er i midten af 20’erne, bor stadig hjemme, og det virker, som om han har mistet retning og mod. Han har haft nogle småjobs, men intet, der har varet. Han er meget indadvendt for tiden, trækker sig, sover længe og virker generelt trist og frustreret; det gør ondt at se på. Det påvirker hele stemningen herhjemme. Jeg prøver at være tålmodig og rummelig, men jeg kan mærke, at jeg selv bliver slidt.

Jeg vågner om natten og tænker på ham. Jeg går på listefødder, fordi jeg ikke vil presse ham – men indeni er jeg ved at eksplodere af bekymring. Jeg føler skyld over ikke at kunne hjælpe ham ud af det, og jeg kæmper med en konstant uro for, om han overhovedet kommer i gang med livet. Jeg vil så gerne være der for ham, men jeg ved ikke hvordan. Og jeg begynder også at mærke, at jeg skal passe på mig selv. Hvordan hjælper jeg mit voksne barn, når han ikke vil tage ansvar, og jeg har svært ved bare at se ham forfalde.

Venlig hilsen Mor

Kære mor

Tak for dit brev. Du skriver med stor ærlighed, og det gør indtryk. Du står i noget, der både er svært og opslidende på én gang. En voksen søn, der har det svært. En hverdag, hvor der bliver trukket energi ud, uden at der rigtigt kommer noget tilbage. En kærlighed, der stadig lever, men som bliver presset af magtesløshed og bekymring.

Det, du beskriver, er ikke bare et individuelt problem. Det er en slags moderne smerte, mange forældre oplever: Når børnene bliver voksne, men ikke rigtigt lander. Når deres voksenliv ikke folder sig ud, som man håber, og man ser på fra sidelinjen uden at kunne træde ind og rette op på det. Og samtidig med, at de nu er voksne og har ansvar for eget liv, kan mange høre en indre stemme, der nager og spørger, om man ikke burde gøre noget mere som en god forælder og finde en løsning. Men du er ikke alene om at stå i det her. Og du er ikke forkert.

Du spørger om, hvordan man hjælper sit voksne barn, når man ikke længere har “mor-magten”. Når han lukker sig inde, sover længe, er modløs, og du ikke længere kan gøre, som da han var yngre. Og samtidig skal du være opmærksom på, hvordan du passer på dig selv og jeres forhold, når alle veje videre ser umulige ud. Det første, jeg får lyst til at sige, er, at du allerede gør noget vigtigt.

Du ser ham. Du prøver at forstå. Du mærker, at det trækker på dig – og du siger det højt. Det er ikke svaghed. Det er ansvarlighed. Du bliver nødt til at vurdere, hvad du kan holde til, og hvad du vil være med til. Du beskriver ikke noget om diagnoser, så dette tager jeg ikke højde for i mit svar, men hvis du bekymrer dig om dette, så opsøg jeres læge og præsenter de bekymringer, du gør dig. Det, du står i, kalder på to ting, som godt kan leve side om side: omsorg og tydelighed. Mange forældre, når de føler sig magtesløse, går enten i opgivelse eller kontrol.

Enten trækker man sig helt og siger: “Så må han selv finde ud af det.” Eller også strammer man grebet og prøver at finde løsningen for barnet – nærmest desperat. Ingen af delene hjælper for alvor. For det, dit barn har brug for, er ikke en fraværende forælder. Men heller ikke en forælder, der overtager. Han har brug for en voksen i sit liv, der bliver stående. Ikke som redningsmand – men som nærvær.

Jeg ved, det er nemmere sagt end gjort, men prøv at fortælle din søn om de bekymringer, du gør dig for ham, så det ikke skal hænge som en usikkerhed i luften. Han skal vide, at du er bekymret for den måde, du ser ham leve sit liv på, og så kan han forholde sig til, om han er enig eller bevidst vil noget andet, som du så bliver nødt til at respektere. Det, der er vigtigt, er at udfordre ham til at forholde sig til den hverdag, han har, og om han er tilfreds med den.

Måske har du allerede prøvet noget lignende, og måske bliver det mødt med tavshed, irritation eller afstand. Det gør ondt. Men det betyder ikke, at du er forkert på den. Din tydelighed om, hvad du ser, kan være med til at plante troen på, at livet kan blive anderledes. Hvis han er tilfreds med sin livssituation, så vil det også være på sin plads, at du stiller krav om, hvordan han bidrager i hverdagen, når han bor under dit tag.

Han er voksen, og med det følger krav og ansvar; måske skal han betale husleje og bidrage til husholdningen. Det er ikke et urimeligt krav til en voksen mand i starten af tyverne. Giv ham ansvarsområder i huset, som han skal stå for. Du må også give dig selv lov til at være menneske. At mærke de følelser, som kommer: frustration, tristhed, vrede, skyld, træthed. Du må godt være vred. Det er ikke det samme som at give op. Det er bare en naturlig reaktion på at stå med et ansvar, man ikke kan løfte, og en kærlighed, man ikke ved, hvor man skal gøre af.

Det kan føles egoistisk at tage en pause, når ens barn har det svært. Men det er faktisk nødvendigt. Hvis du er ved at brænde ud, kan du ikke være noget for nogen. Og hvis du skal være den, der står roligt midt i det svære, kræver det, at du har et sted at stå. Et sted, hvor du bliver mødt og lyttet til. Det kan være i en samtalegruppe, hos en ven eller i et fællesskab, hvor du ikke kun er ”mor til en søn i krise”, men også bare dig.

Du skal vide, at du ikke har fejlet, fordi han har det svært. Og du er ikke ansvarlig for, hvordan han vælger at gå videre herfra. Han er et voksent menneske – med sine egne valg, sit eget tempo, sine egne svære tanker. Det gør ikke din kærlighed mindre. Men det gør din opgave anderledes. Jeg håber, mit svar har givet dig tanker om nye veje at gå. Hold fast i din omsorg for din søn, insister på, at du bekymrer dig, få ham til at forholde sig til sit liv, og find selv gode venner, du kan dele det med, så du ikke står alene.

Guds velsignelse over dit liv som mor

De bedste hilsner
Filip