”Gud er ikke færdig med dig,” udbrød lægen, da Mike vågnede efter sin nærdødsoplevelse

Ingen forventer at dø midt i deres søns bryllupsweekend.Men det var præcis, hvad der skete med Mike McKinsey fra Californien, der måtte gennemgå en akut operation. Og så fik han svar på den bøn, han havde bedt allerede som femårig.

CBN News bringer en artikel om Mike McKinsey, som har fortalt om sin nærdødsoplevelse både i en video og i bogen I Held the Hand of Jesus in Heaven (Jeg holdt Jesu hånd i himlen).

Operationen

Alle troede, Mike bare havde influenza. Først da brylluppet var overstået, tog han på skadestuen for at blive tjekket. Og så blev han hastet ind på det kolde operationsbord. Her blev Mike for første gang bekymret for, at han måske aldrig ville se sin kone og børn igen. Mike fortæller om oplevelsen: ”Så kom Jesus ind i rummet. Ikke som en svævende ånd, men som en fysisk mand – ligesom en kirurg, der træder ind i sin egen operationsstue – mørkebrunt hår til skuldrene, kort skæg, hvid kåbe, mellemøstlige træk.”

Deres øjne mødtes, og Mike vidste med det samme, hvem det var. Jesus rakte ham sin hånd og sagde: ”Jeg vil besvare din bøn.”

Bøn om at se himlen

Første gang Mike bad om at se himlen, var da han fem år gammel deltog i sin bedstefars begravelse. Præsten blev ved med at beskrive himlen: ingen smerte, ingen tårer, ingen sorg. For en femårig lød det både smukt og ret virkeligt. Den aften tilføjede Mike en ny linje til sine godnatbønner: ”Vis mig himlen. Jeg vil se den.” Denne bøn gentog han i årevis, før der kom svar.

Da han nu på hospitalet i Ventura hørte Jesus sige: ”Jeg vil besvare din bøn,” troede Mike, at det betød, at operationen ville gå godt. Han tænkte ikke tilbage på den femårige dreng på kirkebænken.Så tog han Jesu hånd. På et øjeblik forsvandt operationsstuen. Mike stod barfodet på en bakke og følte det kølige, grønne græs under sig med en klarhed, som om han kunne tælle hvert eneste strå, der rørte hans hud. Alt omkring ham var som en blændende hvid tåge.

Ud af det hvide viste der sig en glødende, perlelignende kugle på størrelse med en basketball. Fra kuglen begyndte lysstråler at sende glatte, rørformede stråler udad gennem tågen. En af dem fløj direkte mod ham og ramte ham i panden, før han kunne reagere. Den passerede igennem ham med en blid summende lyd og fyldte hans krop med varme. Så, ligesom et gardin, der trækkes til side, skiltes det hvide, og Mike så en stor by med hustage og høje, hvide bygninger. Gyldne kupler reflekterede lyset. Nogle bygninger lignede kirkespir, men én detalje forbløffede ham:

Der var ingen kors at se nogen steder. Bag byen hævede sig et bjerg dækket af perfekt formede træer med fine, blondelignende grene. Over det strakte sig en himmel, der eksploderede med farver, han aldrig før havde set. Det var som den mest levende solnedgang, han kunne forestille sig, bortset fra at der ikke var en synlig sol.

Herrens herlighed

Lysstrålerne blev ved med at skyde fra kuglen; de bevægede sig hen over dalen og ramte trætoppene. Hver gang de ramte, eksploderede de i utallige små stråler, som lydløst fyrværkeri mod den strålende himmel. Helt overvældet så Mike sig om efter lyskilden. Så sagde Jesus: ”Det er Herrens herlighed.” Ordene ramte ham så dybt, at hans knæ gav efter under ham. I det øjeblik, de rørte jorden, forsvandt landskabet.

”Gud er ikke færdig med dig endnu”

Så var Mike tilbage på operationsstuen. En læge bøjede sig over ham og spurgte: ”Ved du, hvad du hedder?” Senere fortalte kirurgen ham: ”Dit tilfælde er det værste, som jeg nogensinde har set en patient overleve … Gud er ikke færdig med dig endnu.” 24 timer senere, klokken to om natten, vågnede Mike på intensivafdelingen og kunne ikke trække vejret. Hans lunger føltes tunge. Sygeplejersken undersøgte ham og sagde: ”Åh, du er ved at udvikle lungebetændelse”.

Senere fortalte kirurgen ham:
”Dit tilfælde er det værste, som
jeg nogensinde har set en patient
overleve … Gud er ikke færdig
med dig endnu.”

Hans feber var stadig faretruende høj, og kroppen var fuld af E. coli. De pakkede ham ind i is og gav ham ilt. Mike tænkte: ”Det er derfor, Jesus viste mig himlen. Jeg skal dø.” Men så følte han det samme nærvær træde ind i rummet, og Jesus satte sig i fodenden af hans seng.

Ro til at høre Jesus

Mike kunne ikke se Jesus denne gang, men han hørte tydeligt, hvad han sagde: ​​”Jeg var nødt til at få dig fladt ned på ryggen, væk fra alle distraktionerne, så du kunne høre mig.” Sygeplejersken, der sad ved siden af Mike, hørte ingenting. Men gennem de næste tre timer – fra klokken 2 til 5 om morgenen – talte Jesus til ham. Mike bevægede sine læber, stillede spørgsmål og blev ved med at kigge på sygeplejersken for at se, om hun reagerede. Det gjorde hun ikke.

Jesus fortalte Mike, at han ville overleve og blive helt rask, men også, at han ønskede mere af ham.

Ikke længere bare ”søndagskristen”

Før alt dette skete, ville Mike have beskrevet sig selv som en ”søndagskristen”. Han troede på Gud, men levede, som om tro bare var noget, der foregik en times tid hver søndag. Efter oplevelsen på hospitalet ændrede alt sig. Mike begyndte at læse i sin bibel, og han genkendte den samme stemme, som han havde hørt på intensivafdelingen tale gennem den. Han begyndte også at opleve Gud på små, konkrete måder – fx at Gud fik ham til at give 220 dollars til en præstefamilie for senere at finde ud af, at de havde manglet præcis 220 dollars til dæk samme dag. Mike oplevede derefter, at Gud velsignede ham selv tifold.

Da han prøvede at dele sin historie med andre, så selv hans venner på ham, som om han var blevet sindssyg. Mike holdt det derfor for sig selv i årevis – indtil han fornemmede, at Jesus sagde til ham: ”Fortæl hele historien. Hold intet tilbage.” Derefter skrev Mike sin bog, ’Jeg holdt Jesu hånd i himlen’, for at vise folk hen til den Jesus, der havde vist sin herlighed for ham på hospitalet.
Mike har et helt enkelt budskab til dem, han taler med:

”Bed til Gud. Sæt farten ned. Vær opmærksom på skønheden omkring dig. Han er tættere på, end du tror.”