Nye ledere har hjerte for soldater
KFUMs soldaterhjem i Borris
får nye ledere i det nye år.Anna Margrethe og Leif Sørensen er ansat af KFUMs Soldatermission som nye ledere af soldaterhjemmet i Borris fra 1. januar 2008.De kender hverdagen på et soldaterhjem fra job på soldaterhjemmet i Kølvrå.
– Jeg er ikke færdig med de unge knægte, lyder det varmt fra Anna Margrethe.
Hun kan lide at hjælpe soldaterne med forskelligt: lindre et rødt øje, sy et uniformsmærke på jakken, lytte til en frustreret ung mand eller fx hjælpe med at skrive en ansøgning. Jo, jobbet som soldaterhjemsledere er mangesidet.
I Borris ligger soldaterhjemmet inde i selve Borrislejren, hvor der er mange skydeøvelser, inden soldaterne skal videre til fx Afghanistan eller til specialopgaver i forsvaret.
Soldaterhjemslederen følger soldaterne, og er soldaterne på skydelejr, kører kantinevognen ud til stedet, hvor soldaterne træner.
I pauser kan de så servere varm kakao, kaffe og hjemmebagt kage. Måske har de også tæpper med, så en forfrossen soldat for et øjeblik kan få varmen, inden pligten kalder igen.
– Vores oplevelse fra Kølvrå soldaterhjem er, at soldaterne simpelthen er så flinke og gode ved os. De siger endda tak for mad, selv om de selv har betalt for måltidet, smiler Anna Margrethe.
Hun mener, de mange timers arbejde er sliddet værd, når hun sammen med sin mand formår at skabe et fristed, hvor soldaterne gerne vil komme og slappe af.
– Hver aften holder vi en 5-10 minutters andagt, og her bliver de fleste soldater siddende. Vi vil gerne fortælle dem om kristendommen. Det vi tror på, siger hun.
Anna Margrethe og Leif Sørensen er uddannet hhv. sygeplejerske og social- og sundhedshjælper. De har været gift siden 1974 og har syv børn mellem 17 og 32 år.
Baltzer