Skriftemålet er også for protestanter

Er skriftemålet ikke noget katolsk? Jo, for en troende katolik er det en del af trospraksis at gå jævnlig til skrifte. Men læser man pastor emeritus Flemming Baatz Kristensens bog ”Befriet til at leve. Om at skrifte”, finder man ud af, at skriftemålet lever – omend den for mange er gået under radaren – i bedste velgående også i protestantisk sammenhænge, og at Luther i den grad plæderede for brugen af det personlige skriftemål.

Efter et kort indledende kapitel om skriftemålet og forfatterens eget forhold til at skrifte bruger han cirka halvdelen af bogen på alt det, som kan lede til et skriftemål, begyndende med en definition og præcisering af og skelnen mellem synd, skyld og skam. Her kommer han bl.a. ind på de hindringer, der kan være for at kunne erkende sin synd, fx psykiske blokeringer. Nogle af disse blokeringer kan bunde i, hvad andre har gjort mod os.

Dermed bliver spørgsmålet om at tilgive andre også en del af vejen til skriftemålet. I kapitlet ”Det er svært at leve et liv i tilgivelse” kommer forfatteren ind på problemet med at tilgive, når man er blevet dybt såret. Hans råd her vidner om en dyb indsigt i menneskets sind og stor erfaring med sjælesørgeriske samtaler. Her er ingen pres eller krav, men en forståelse for, at vejen til at kunne tilgive må gå over en erkendelse af den andens synd, en vedkendelse af egen vrede og mulighed for at få vreden ud, inden man langsomt kan nå til at ville og kunne tilgive.

Denne proces kan så også føre frem til, at man mere klart kan se sin egen synd og bekende den. En vigtig pointe i bogen, når det kommer til synd, er, at vi ikke falder ud af nåden, når vi synder. For da vi er syndere og hele tiden falder i synd, ville det jo betyde, at vi ville falde ud og ind af Guds nåde hele tiden. Forfatteren formulerer det således: ”Når vi synder, synder vi inde i nåden. Nåde er at leve i et rum og et fællesskab med Kristus, som kan rumme os med vores synd, når blot vi står ved den og søger Kristus. […] Den, der lever i Kristus, ryger ikke ind og ud af nåden, men lever altid omgivet af den” (s. 84).

Efter på denne måde at have ført læseren ind i forståelsen af syndens og nådens væsen tager Flemming Baatz Kristensen mere konkret fat på selve skriftemålet. Bogens hovedemne er det, man kalder det personlige skriftemål. Men her introducerer forfatteren en række andre former af skriftemålet og tager læseren med tilbage i den historiske udvikling af brugen af skriftemålet. Man får også et indblik i, hvordan det katolske skriftemål adskiller sig fra det lutherske, ligesom han viser, at Luthers forhold til skriftemålet var inderligere, end den er hos de fleste nutidige lutheranere.

De sidste sider er en mere praktisk indføring i, hvordan et skriftemål foregår, og bogen afsluttes med et såkaldt skiftespejl. Det vil ikke undre mig, hvis ’Befriet til at leve’ kan medvirke til en fornyet forståelse for og længsel efter at gå til skrifte, da bogen på enhver måde peger på værdien af det glemte nådemiddel.

Flemming Baatz Kristensen: Befriet til at leve
– Om at skrifte
296 sider. 199,95 kr.
Credo/Forlagsgruppen Lohse