Nyuddannet teolog: – Gudstjenesten kan vise os nye sider af troen og af os selv

Da Ole Kildahl Madsen var kirketjener i Sct. Pauls Kirke i Aarhus i sin studietid, talte han ofte med kirkegængere efter en gudstjeneste, og det slog ham tit, hvordan de gav udtryk for, at gudstjenesten eller elementer i den havde bevæget dem. Det kunne være ord i dåbsritualet, det at knæle under nadveren, nogle elementer fra præstens prædiken eller en bøn eller en salme.

”Det kom bag på mig, hvor meget nogle af kirkegængerne følte sig berørt og bevæget af dele af liturgien. Det er også spændende, at det ofte var mennesker, som ikke var faste kirkegængere, men tværtimod mennesker, som måske kun kom i kirken som gæster til en barnedåb eller lignende,” siger han. Ole Kildahl Madsen er 30 år og forholdsvis nyuddannet teolog med en bachelor fra Menighedsfakultetet og en kandidateksamen fra Aarhus Universitet.

Fra januar i år har han været sognepræst i Vor Frelsers Kirke i Vejle. I sin studietid arbejdede han som kirketjener og konfirmandunderviser. Han afsluttede sit studie i sommeren 2025 med et specialeprojekt om fremtidens gudstjeneste – med undertitlen ”veje til fornyelse af Folkekirkens højmesseliturgi, så den forbliver relevant, bærer integritet og former nutidens menigheden”.

”Jeg har altid interesseret mig for liturgi og har besøgt forskellige kirkesamfund, både i Danmark og på rejser og ophold i blandt andet Tanzania og England. Jeg er optaget af, hvad den måde, en gudstjeneste er udformet på, gør ved menigheden. Hvordan musikken, ordene, stemningen, lovsangen osv. udtrykker et bestemt gudsbillede og også er med til at forme deres opfattelse og oplevelse af Gud – og dermed også præge den måde, de lever deres liv på,” siger han.

Han er overbevist om, at et ritual som folkekirkens højmesse er langt mere definerende og formende for mange af deltagerne, end mange præster, menighedsrådsmedlemmer og organister er bevidste om – eller tør tro på.

I kirke af lyst, ikke af tvang eller vane

”Der er mange diskussioner om, hvordan folkekirken skal gøre sig relevant for nutidens mennesker, som ikke går i kirke af tvang eller vane – eller for at leve op til bestemte sociale konventioner – men primært af lyst. Mennesker vælger gudstjenesten – og kirkens øvrige aktiviteter til – fordi de synes, at de er relevante for dem, at de giver dem noget. Det kan man se som en stor udfordring for folkekirken, der på en måde kommer i konkurrence med alt muligt andet i menneskers liv, men det kan også ses som en spændende mulighed, og sådan ser jeg på det,” siger Ole Kildahl Madsen.

Han er vokset op i et indremissionsk miljø og har fra barndommen været fortrolig med både kirke og missionshus. I sin studietid har han været engageret i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS), hvor han har været med til at udvikle nye møde- og gudstjenesteformer, som har været præget af åbenhed og plads til forskellige former for deltagelse.

”I KFS var vi optaget af, at der skal være en lav tærskel for at deltage, og vi har italesat, at der er plads til både tro, spørgsmål og tvivl og også til, at man for eksempel ikke synger med på salmerne eller siger bønnerne højt – eller at man gør det uden nødvendigvis at vide, om man tror på alle ordene,” siger Ole Kildahl Madsen.

I sit speciale analyserede han tre rapporter fra de seneste år, der alle handler om spørgsmålet om fornyelse og tradition i forhold til folkekirkens gudstjenesteformer, og han har inddraget forskellige teologer, sociologer og filosoffer for at forstå, hvad gudstjenesten er og kan.

”Det er blevet tydeligt for mig, at gudstjenesten er meget mere end ord og et budskab, der bliver formidlet via ord. Ritualet har en stærk kraft, fordi mennesker bliver formet af det, de gør og engagerer sig i. Undersøgelser viser også, at mennesker ofte lægger mere vægt på præstens udstråling, stemningen i menigheden eller enkelte elementer som musikken, når de tager stilling til, om de bryder sig om en gudstjenesteform,” forklarer han.

Slidstærk tradition kan give tryghed

Blandt andet derfor er spørgsmålet om fornyelse eller ej ikke enkelt, understreger han. ”Man kan tænke, at det handler om frihed til fornyelse over for en rigid tradition, som ikke længere er relevant for mennesker i dag. Men jeg bruger i stedet i mit speciale begrebet ”frihed under autorisation” om det, der foregår i folkekirken i dag, og som jeg nok også ser som vejen frem.” Med det mener Ole Kildahl Madsen, at det har stor værdi, at folkekirken især i højmessen og via autoriserede gudstjenesteformer og ritualer som dåb og nadver viderefører en tradition, som er historisk forankret, og som har vist sig slidstærk og holdbar over generationer og århundreder.

”Jeg tror, at mange i dag søger noget, som netop har traditionens styrke og kraft, også gerne i form af noget, som kan virke fremmed. Det er en balance, at højmessen kan virke fremmed på nogle, men samtidig netop ved det fremmede kan have noget særligt, som mange mennesker sætter pris på. Desuden kan liturgien – med sine ofte gammeldags ord – for nogle netop være noget trygt og genkendeligt, som de finder glæde ved at vide, at de kan finde i kirkens rum,” siger han.

Samtidig er det hans indtryk, at en del af de ting, der bliver sagt og gjort i liturgien, primært er forståeligt for præsten og en mindre gruppe, særligt kyndige lægfolk, mens det flyver hen over hovedet på de fleste kirkegængere.

”Derfor er jeg tilhænger af, at man bruger lidt flere regibemærkninger i gudstjenesten til at forklare, hvorfor man gør, som man gør, og hvorfor man siger, som man siger. Men man skal heller ikke undervurdere, at ritualet har en styrke, fordi det virker som noget før-kognitivt. Der sker noget med os, når vi rejser os for Guds ord eller knæler ved nadveren, og det er ikke noget, som nødvendigvis kan eller skal forklares med ord,” siger Ole Kildahl Madsen.

Der sker noget med os, når vi rejser os
for Guds ord eller knæler ved nadveren,
og det er ikke noget, som nødvendigvis
kan eller skal forklares med ord.”

Mangel på viden

I specialet beskriver han, hvordan der eksperimenteres flittigt i folkekirken og udvikles nye gudstjenesteformer, som er designet til at imødekomme menneskers ønsker og behov. Der er ofte tale om lejlighedsgudstjenester, fx ved Allehelgen, eller gudstjenester, som er målrettet særlige grupper, fx børnefamilier.

”Det er godt, at folkekirken forsøger at lytte til de mennesker, den vil nå, og jeg mener, at dialog er den måske vigtigste forudsætning for, at folkekirken kan blive ved at være relevant. Men det er også en udfordring, hvis folkekirken bliver så forskellig fra sted til sted, at sammenhængskraften og det genkendelige går tabt,” siger han. Desuden mangler der viden om, hvad nutidens kirkegængere – og potentielle kirkegængere – faktisk ønsker og prioriterer.

”Det blev tydeligt for mig, da jeg arbejdede med specialet, at rapporterne fra de seneste år og meget af det, som folkekirken bygger sine beslutninger på, især er teologisk og teoretisk funderet. Det skal bestemt også være en del af grundlaget for beslutningerne. Men der mangler konkrete undersøgelser af, hvad folk faktisk oplever og ønsker i forhold til for eksempel gudstjenester,” siger Ole Kildahl Madsen.

Ikke bare teatergængere

Han er især optaget af, hvordan folkekirken – blandt andet med sine gudstjenester – ikke kun skal ’servicere’ mennesker og imødekomme deres ønsker, men også engagere og inddrage dem.

”Noget af det vigtigste for mig er, at vi må lave gudstjenester, hvor folk oplever, at de kan tage del og engagere sig, så gudstjenesten ikke kun bliver en begivenhed, hvor præsten handler, og kirkegængerne bliver reduceret til en slags tilskuere i en nok så spændende teaterforestilling. Jeg mener, at der bør gives plads til, at menigheden selv kan bidrage i liturgien og bliver inddraget på forskellige måder,” siger han.

Som eksempler nævner han, at frivillige kan stå for læsninger eller forbønner, og at deltagelsen i nadveren også kan bidrage til en oplevelse af fællesskab, nærvær og mening. ”Jeg tror, at inddragelse og deltagelse kan være mindst lige så afgørende for, om gudstjenesten opleves relevant, som de præcise ord i ritualerne. Måske er det vigtigere at arbejde med relevans og forankring via ejerskab og deltagelse end med, hvorvidt dele af ritualets ord skal ændres,” siger han.

Frihed forpligter

Ole Kildahl Madsen understreger, at det kræver refleksion og grundig dialog, hvis man vil ændre på gudstjenestens former. ”Frihed forpligter. Skal der være frihed til lokale eksperimenter, skal medarbejdere og menighed være klædt på teologisk, og man skal lave en grundig proces, hvor man reflekterer sammen over, hvorfor man vil ændre på tingene. Det skal ikke bare være præstens eller en anden medarbejders personlige holdning eller lidt tilfældige ideer, der skal danne grundlag for ændringerne,” siger han.

Han er glad for at være landet i Vejle – et sted, hvor der er plads til at prøve forskellige ting af, og hvor menigheden har lyst til at bidrage i dialog og refleksion. Arbejdet med specialet og erfaringen som kirketjener har bekræftet ham i, at folkekirken og dens ritualer kan have stor betydning for mennesker – også ud over det, der foregår i kirken.

”Det, man giver sig hen til, lytter til og aktivt deltager i, gør ikke kun noget ved ens tanker og forestillinger om verden, ens rationale; det gør noget ved hele ens indstilling til livet – det er med til at bevidstgøre og forme ens største længsler og præge, hvad man søger og prioriterer i livet. Jeg tror virkelig, at gode gudstjenester, som ikke bare taler til hovedet, men også til kroppen og hjertet, kan vise os nye sider af troen – og af os selv,” siger han.