A.P. Møller Fonden støtter nyt soldaterhjem i Rønne

KFUM´s Soldatermission lægger vægt på, at det kommende soldaterhjem i Rønne bliver et hjem, hvor soldater kan finde ro, omsorg og fællesskab midt i en krævende hverdag. Foto: KFUM’s Soldaterhjem

KFUM’s Soldatermission har modtaget en donation på 49 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til at bygge et nyt soldaterhjem i Rønne på Bornholm. Bevillingen gør det muligt at skabe moderne rammer for danske soldater, veteraner og deres pårørende.

A.P. Møller Fonden støtter soldaterhjemmet i Rønne for at skabe en tryg ramme om hverdagen for danske soldater og veteraner, og deres helt afgørende indsats for Danmarks sikkerhed.

Nær Almegårds Kaserne

Det nye soldaterhjem får til huse i en helt ny bygning med fokus på fællesskab og trivsel. Her kommer der både opholdsrum, spisestue, overnatningsmuligheder og rekreative faciliteter tæt på Almegårds Kaserne. Desuden kommer soldaterhjemmet til at rumme fire akut-boliger til kortere ophold for øens veteraner. Soldaterhjemmet og veteranboligerne skal ligge på den samme grund, hvor det nuværende soldaterhjem ligger.

Dybt taknemlige

Generalsekretær Erik Kristensen i KFUM’s Soldatermission, siger: “Vi er dybt taknemmelige for den generøse støtte fra A.P. Møller Fonden. Et nyt soldaterhjem på Bornholm vil styrke rammerne for fællesskab, trivsel og støtte til soldater, veteraner og deres familier – og samtidig være et tydeligt udtryk for den anerkendelse og respekt danske soldater fortjener.”

For KFUM´s Soldatermission er det helt afgørende, at soldaterhjemmet bliver et hjem – ikke en institution, hvor soldater kan finde ro, omsorg og fællesskab midt i en krævende hverdag. Her bliver bæredygtighed og god arkitektur en forudsætning. Processen med hvordan byggeriet skal se ud går i gang i den kommende tid. KFUM´s Soldatermission er med støtte fra A.P. Møller Fonden allerede i gang med et nyt soldaterhjem i Haderslev.