Lær at bede inspireret
En lang række talere kommer for at inspirere danske kristne til at bede i den kommende uge. Det sker på Apostolsk Højskole i Kolding fra på søndag. Det er ikke nok at lire en remse af. Bøn er selve indbegrebet af åndelig inspiration og kreativitet. Det mener netværket Bedehus Danmark og har derfor inviteret en række internationale talere til en bedekonference på Apostolsk Højskole i Kolding d. 13-19. januar.- Målet er at søge Gud i bøn for Danmark, Israel og nationerne samt modtage profetisk inspiration for 2008. Du vil blive udfordret af forbedere og ledere med erfaring og indsigt i bøn, udtaler initiativtagerne på hjemmesiden bedehus.dk.
efterspurgt taler
En af hovedtalerne er Bjørn Olav Hansen, der er aktivt med i både den nationale og internationale bedebevægelse. Han er en efterspurgt taler i mange kirkesamfund og har talt ved en række møder og konferencer i Tyskland, Rusland, Estland, på Shetland, i Danmark og Norge i de sidste år, både i ortodoks, katolsk og protestantisk sammenhæng. Bjørn holder også seminarer og retræter og har baggrund som baptistpastor og forfatter. Han er fast skribent i den kristne dagspresse i Norge og har desuden udgivet to bøger om bøn.
Endnu en kapacitet på området er Rhonda Hughey fra International House of Prayer, Kansas City, og kendt fra tidligere besøg i Danmark, hvor hun bl.a. har inspireret kirker i en given by til at stå sammen i forenet bøn. Hun er også aktuel med bogen Desperat efter Guds nærvær, som hun vil signere på konferencen.
Øvrige udenlandske kapaciteter er Gabriele Brauer fra Tyskland, Elizabeth Jordaan fra Sydafrika og lederen af det tyske bedenetværk, Ortwin Schweitzer.
Ud over vores udenlandske forkyndere vil undervisere, forbedere og ledere fra Danmark medvirke på konferencen, bl.a. Moses Hansen, lærere ved Apostolsk Højskole og initiativgruppen bag Bedehus Danmark.
Bedeugen starter på søndag kl. 15 og fortsætter til lørdag morgen kl. 10. Der er samlinger kl. 9, 11, 15 og 20.
Resten af året koordinerer Bedehus Danmark bøn for Danmark døgnet rundt. Det sker ved, at hver enkelt kirke forpligter sig til at bede i bestemte tidsrum hver uge.